Hvad er chatroulette?

SikkerChat leksikon

Tilfældige møder over chatroulette

En chatroulette er en type websites, hvor man kan møde tilfældige mennesker fra hele verden gennem en chatfunktion.

For det meste foregår mødet og samtalen over webcam, men der findes også chatrouletter, hvor samtalen forløber via et chatrum mellem to eller flere brugere. Denne form for chat på nettet kaldes chatroulette, fordi det er tilfældigt, hvem man kommer til at sidde over for og chatte med. 

Man bestemmer selv som bruger, hvornår man forlader samtalen, og om man fortsætter en ny samtale med en anden, tilfældig bruger. Når en bruger bliver afbrudt og forladt midt i en samtale, kaldes det, at vedkommende bliver 'nexted'.

Børn, unge og chatroulette

For børn og unge kan det være spændende – og lidt grænseoverskridende – at tale med tilfældige fremmede over chatrouletter. Det kan være sjovt at møde jævnaldrende med samme interesser som en selv, og det kan være interessant at tale med en fremmed fra et helt andet land.

Mange gange går det helt fint med at chatte over chatrouletter. Men det kan gå frygtelig galt, hvis de fremmede ikke har gode intentioner over for barnet, eller hvis samtalen bliver drejet ind på emner, som er uhensigtsmæssige og grænseoverskridende. Målet for nogle brugere af chatrouletter er at have samtaler om sex. Derfor er det vigtigt, at du som forælder eller fagperson taler med barnet om brug af chatrouletter, hvis du fornemmer, at det er noget, barnet bruger.

Tal om, at det er vigtigt at passe på sig selv på nettet. Tal også gerne om grooming på en afbalanceret måde, som passer til barnets alder. Det er vigtigt, at barnet og den unge ved, at man skal sige fra, hvis ens grænser bliver overtrådt.