Hvad er ask.fm?

SikkerChat leksikon

Ask.fm

Ask.fm er en social netværkstjeneste, der er bygget op om at stille spørgsmål og give svar. Man opretter en bruger og forbinder den derefter til andre sociale medier som Facebook og/eller Twitter for at finde venner. Aldersgrænsen er 13 år.

På ask.fm er alle profiler offentlige, og man kan på den måde stille spørgsmål til både venner og fremmede. ALT på Ask.fm er offentligt – også de spørgsmål, man bliver stillet og de svar, man giver.

En mobbeapp?

Appen har fået meget medieomtale og går under tilnavnet 'mobbeappen', fordi brugere har mulighed for at stille spørgsmål anonymt. Ifølge stifterne er funktionen lavet, så man kan stille spørgsmål, som man ellers er for flov eller genert til at stille. Men funktionen har desværre fået nogle brugere til at sende anonym chikane og trusler. I England kædes appen sammen med en 14-årig piges selvmord.

Tal med dit barn om brug af ask.fm

Der findes også sager i Danmark, hvor appen har været brugt til grov mobning. Men appen fascinerer mange unge, fordi den blandt andet kan være et redskab til at lege med sin identitet. Det er derfor en god idé at indgå i en dialog med unge om appens fordele og ulemper.

Hvis børn og unge oplever misbrug af tjenesten, kan de blokere og anmelde for at stoppe chikanen. I privatlivsindstillingerne er der mulighed for at fravælge anonyme spørgsmål. Men den funktion er der næppe mange børn og unge, som vil benytte sig af, da langt de fleste spørgsmål bliver stillet anonymt.

Svar på Ask.fm-spørgsmål kan med få klik deles på Facebook og Twitter og dermed udbredes til mange mennesker uden for Ask.fm-universet.

Kilder: Ask.fm, meremobil.dk, Center for Digital Pædagogik