Hvad er 4chan?

SikkerChat leksikon

4chan

4chan er et internetforum, hvor det handler om at poste tekst og dele billeder. ’Chan’ er en forkortelse af det engelske ord ’channel’.

På 4chan kan brugerne diskutere mange forskellige emner, og på undersider deler brugerne indhold inden for specifikke interesseområder.

Brugerne på 4chan er som udgangspunkt anonyme, og ens ’brugernavn’ hedder derfor blot ’Anonymous’. Det er på 4chan, at hackergruppen ’Anonymous’ begyndte.

Grænseoverskridende indhold

På 4chan kan man finde sjovt indhold, og børn og unge kan finde vej til 4chan, fordi de finder en særlig side, der handler om et bestemt interesseområde. Eksempelvis sider, som er dedikeret til at dele sjove kattevideoer eller skøre memes. 4chans brugere har ry for at være kreative og være ophav til sjovt indhold, der senere finder vej til sider som Reddit, BoredPanda og Facebook.

Indhold på 4chan kan dog have særdeles grænseoverskridende karakter, og man kan ved få klik ende på sider, hvor indholdet kan være ulovligt, voldsomt og meget stødende.

Tal med barnet om brug af 4chan

Hvis dit barn eller dine elever bruger 4chan anbefaler vi i Red Barnet, at du som forældre eller fagperson taler med barnet om retningslinjer for brug af forummet. Tal om, hvilke sider barnet må besøge på 4chan og find retningslinjer som passer til jer.