Skærmtid

Din digitale vejviser

Hjælp dit barn med at finde en god balance

Børns samværsformer har forandret sig med de digitale medier, og det er vigtigt, at du ikke spænder ben for dit barns sociale liv, bare fordi det foregår gennem digitale platforme. Samtidig er det vigtigt, at dit barn har et fysisk aktivt liv og ikke isolerer sig med digitale medier.

I dette tema lærer du:

  1. At opsætte klare regler for dit barns digitale medieforbrug
  2. Tips til at undgå konflikter med dit barn om skærm- og medietid
  3. Hvor mange timer om dagen dit barn højst bør sidde bag en skærm
Mor til 10-årig pige
  • Efter vi har fået tablet, bruger min datter rigtig meget tid på at spille og se film på den. Jeg kan jo godt forstå, at hun er optaget af alt det, den kan. Men hvornår bliver det for meget?

Virkeligheden vs. nettet

Det er helt naturligt, at børn i perioder er opslugt af en interesse. Det kan for eksempel være fodbold, ridning, en tegneseriehelt eller et bestemt computerspil. Fordybelse udvikler kompetencer hos dit barn, så uanset hvilken type interesse der er tale om, bør du som forælder give dit barn lov til at dyrke en bestemt aktivitet i en periode.

Men ligesom man kan blive fejlernæret, hvis kosten er for ensidig i længere tid, er det heller ikke sundt at spille onlinespil i mange timer hver eneste dag i flere måneder.

Trafikskilt med netforbindelse

Digitale legepladser

Det er vigtigt, at du er klar over, at onlinetid kan være en del af dit barns sociale aktiviteter med gode venner.

Børn kan mødes i fællesskaber tæt på hjemmet efter skoletid – måske på den lokale fodboldbane eller en legeplads.

Men leg og samvær kan også foregå ved, at dit barn mødes med klassekammeraterne i onlinespil eller på sociale medier.

Fakta

Når man får 'likes' på et billede på Instagram eller bliver belønnet med virtuel valuta efter gennemførelsen af et spil, kan det udløse lykkehormoner i hjernen.

Det kan føles rigtig godt, men man kan også blive afhængig af denne belønningsfølelse. Og det kan føre til en form for stress, hvis ikke man sørger for at have den rette balance mellem on- og offlinetid.

Blindgyder og rette vej

Sådan kan du finde en balance mellem online- og offlinetid sammen med dit barn:  

  1. Onlinetid til både underholdning og læring
    Hvornår tager onlinetiden overhånd? Det findes der ikke et entydigt svar på. Men det handler ikke så meget om timer og minutter foran skærmen, som det handler om kvaliteten af onlinetiden. Der findes underholdningsorienteret og indlæringsorienteret onlinetid.

    Det er en god idé at tale med dit barn om, at tabletten eller computeren skal bruges til andet end underholdning. Der findes spil, hvor børn kan lære om tal og bogstaver, udfolde deres kreative evner, eller de kan gennem onlinekommunikation styrke deres sociale kompetencer. Børn på 7 – 11 år er motiverede for at lære. I kan for eksempel aftale, at halvdelen af onlinetiden kan bruges til underholdning og afslapning og den anden halvdel på læring, som interesserer dit barn.

  2. Sæt grænser - konstruktivt
    Det er godt at sætte grænser for dit barns onlinetid, og det er især vigtigt at gøre, hvis dit barn begynder at isolere sig fra omverdenen og prioriterer de digitale medier frem for skole, venner og fysiske aktiviteter.

    Men sæt grænser på en konstruktiv måde: Sig til i god tid, når dit barn skal lægge computeren, tabletten eller mobilen fra sig. Og husk, at et forbud altid skal følges op af en anvisning. Når du beder dit barn om at gå offline, skal du have et godt forslag til en offline-aktivitet parat – for eksempel en bog I kan læse sammen eller en leg, I kan lege sammen.

  3. Er dit barn afhængig?
    Det er nyttig viden for både børn og voksne, at man kan blive afhængig af de lykkehormoner, der bliver udløst i hjernens belønningscenter, når man spiller spil eller kommunikerer med andre på digitale medier.

    Du kan tale med dit barn om, at selvom det kan give en dejlig følelse i kroppen at gennemføre et computerspil, så er det ikke godt at blive afhængig af noget. For så kan det ende med, at man ikke tænker på andet end computerspil, får svært ved at sove om natten og glemmer at lege med sine venner.

    Hvis du er bekymret for, om dit barn er ved at udvikle 'afhængighed' af et spil, bør du først og fremmest sætte dig ind i spillets opbygning og regler. Så kan du lettere sætte dig i barnets sted og starte en meningsfuld dialog om, hvad der sker i spillet, regler for hvor meget der må spilles osv. Viden er det bedste værktøj til at vurdere, om dit barns digitale vaner er sunde eller problematiske.

  4. Tænk over dine egne onlinevaner
    Hvis I har regler for, at dit barn ikke må være på nettet på bestemte steder eller tidspunkter, for eksempel under aftensmaden eller når I kører bil, så husk også selv at overholde reglerne.

    Det kan også være en god idé at italesætte, hvad du bruger nettet til. 'Nu bruger jeg lige telefonen til at finde ud af, hvordan vi finder hen til biografen' eller lignende. Så får dit barn en fornemmelse af, at digitale platforme ikke kun er til underholdning, men også praktiske formål.

  5. Multitasking er ikke sundt
    Mange teenagere ser tv, laver lektier og tjekker sms’er på én gang. Grunden til, at mange finder det rart at multitaske er, at det giver en følelse af at være i centrum. Men menneskets hjerne er ikke beregnet til at lave flere aktiviteter på samme tid. Forskning viser faktisk, at multitasking kan medføre stress og ødelægge korttidshukommelsen. Det er derfor en god idé at tale med dit barn om det, inden problemet opstår.
Trafikskilt med blind vej

Startkabler til dialog

Sådan kan du begynde samtalen
  • 'Du er så glad for at lære om ord og bogstaver henne i skolen. Skal jeg hjælpe dig med at finde et sjovt spil, som kan lære dig at blive endnu dygtigere til at stave?'

  • 'Vi aftalte, at du må spille på tabletten i XX minutter i dag. Nu er der et kvarter til, at du skal slukke.'

    (Fem minutter senere)

    'Nu er der 10 minutter til, at du skal slukke.'

    (Fem minutter senere)

    'Nu er der kun fem minutter til, at du skal slukke.'

    (Fem minutter senere)

    'Så, nu er det tid til, at du slukker for tabletten. Vil du hjælpe mig med at lave aftensmad?'

  • 'Hvad har du lyst til at lave, når du kommer hjem fra skole i dag? Du må gerne spille lidt på computer, men vi skal også finde på noget andet – for eksempel bygge med Lego eller spille bold.'

  • 'Når man vinder et spil, kan man få det rigtig dejligt i maven. Der er nogen, som bliver ved og ved med at spille for at få den rare følelse. Men til sidst kan de have svært ved at sove om natten, og måske glemmer de helt deres venner, fordi de er blevet afhængige af et spil. Og det føles ikke rart. Derfor skal man huske at lave andre sjove ting end at spille.'

  • 'Har du lyst til at vise mig, hvordan man spiller det der spil, du er så glad for?'

  • 'Det kan godt være, at det føles rart. Men det er faktisk ikke sundt for hjernen at prøve på at lave flere ting på én gang – for eksempel se fjernsyn og spille et spil. Så kan hjernen blive helt træt og dårlig til at huske. Så det er meget bedre at lave én ting ad gangen, så hjernen kan koncentrere sig om det.'

Trafikskilt med startkabler

Regler for tid og sted

Hvor mange timer bør dit barn højst bruge foran en skærm? Red Barnets anbefalinger er: 

De 0 – 3-årige
Særligt for de mindste børn er det vigtigt, at tiden foran skærmen ikke bliver for omfattende. Forskning viser, at 0 – 2-årige børn får meget lidt ud af at se tv og spille computerspil. Selvom tabletspillene kan fås i et utal af varianter, gavner de sjældent motorikken, kreativiteten og sprogindlæringen ligeså godt, som fysisk leg gør.

Red Barnet anbefaler maks. 35 minutters skærmtid i hverdagen for 3-årige og eventuelt lidt mere i weekender og ferier. Når der er tale om helt små børn, bør du på forhånd forklare reglerne klart og begrunde dem.

De 4 – 7-årige
Børn på 4 – 7 år bør selv være med til at lave regler for onlinetid. På den måde føler barnet sig hørt, og det vil have lettere ved at overholde reglerne. Reglerne kan handle om, hvilke typer af spil der må spilles, på hvilke tidspunkter af dagen der må spilles og i hvor lang tid. Hvis du vil tjekke, hvilke apps og hjemmesider dit barn har benyttet, så gør det sammen med barnet.

Også i denne aldersgruppe bør skærmtiden begrænses, så dit barn ikke udvikler en alt for stillesiddende adfærd. Forskere anbefaler mellem 30 og 60 minutters skærmtid i hverdagene og eventuelt lidt mere tid i weekender og ferier til børn i denne aldersgruppe.

De 7 – 10-årige
Nogle børn får i 9 - 10-årsalderen deres første mobiltelefon, og det giver mulighed for langt mere skærmtid. Derfor er det vigtigt, at du og dit barn sammen laver regler for mobil/onlineforbruget, så der også er tid til fysisk aktivitet. Når I laver reglerne sammen, er der større sandsynlighed for, at dit barn vil overholde dem. Børn i denne aldersgruppe begynder at begå sig på sociale medier og bliver fortrolige med flere underholdningsprægede spil og apps.

I kan sammen lave regler for, hvor lang tid dit barn må bruge på henholdsvis underholdningsorienteret skærmtid og indlæringsorienteret skærmtid om dagen – for eksempel 50/50. Skærmtiden for denne aldersgruppe bør ifølge forskere ligge et sted mellem en og to timer dagligt. Undersøgelser viser, at børn, som dagligt sidder 3 – 5 timer foran skærmen, har tendens til overvægt. Samtidig kan forbruget gå ud over det 'fysiske' sociale netværk.


Onlinezoner

Hvor i huset må dit barn gå på nettet? Det kan være en god idé at lave fælles regler med dit barn om, hvor i hjemmet onlineaktivitet skal foregå.

Er dit barn 0 – 5 år, vil det være naturligt, at du kigger med, hjælper og kommenterer, når barnet spiller spil på tabletten eller computeren.

Hvis dit barn er over 5 år og selv kan manøvrere rundt på computeren eller tabletten, er det en god idé at lave regler for, at skærmtiden udelukkende skal foregå i fællesrummene, så du som forælder kan være opmærksom og eventuelt vejlede dit barn i sin virtuelle færden, hvis det mangler hjælp eller støder på noget ubehageligt.

Gode apps til børn

Der kommer konstant nye apps på markedet, og det kan være svært - ja, nærmest umuligt - at navigere i junglen af spil til børn.

To ting er dog gode at have i baghovedet, når det drejer sig om de mindste børn:

  1. Man kan overordnet dele apps til børn op i underholdning og læring. Hav det for øje, og sørg så vidt muligt for, at dit barn får lidt af begge dele, når det har spilletid. Apps med fokus på læring kan være apps om bogstaver, ord, tal, koncentration eller kreativitet. DR Olines spilunivers indholder mange spil, hvor børn kan lære nye ting på en sjov måde.

  2. Spil og leg flyder sammen for de mindste børn, og derfor har spillene en stor social betydning. Du vil altså typisk opleve, at dit barn ønsker at have de samme apps som andre børn i børnehaven eller fritidsordningen for ikke at være udenfor. Det kan derfor være en rigtig god idé at tage emnet op på et forældremøde, så I har nogle fælles retningslinjer. På commonsensemedia.org kan man søge på de nyeste spil, apps, film og lignende efter aldersgruppe. På hjemmesiden godeappstilbørn.dk kan du læse René Højs anmeldelser af apps til sine to små døtre, ligesom du på Mors Apps kan læse moderen Rikke Pals anmeldelser af apps til børn i forskellige aldersgrupper.

Mere om børns digitale liv