Konflikter på nettet

Din digitale vejviser

Hjælp dit barn med at nedtrappe konflikter

Alle havner i konflikter fra tid til anden – både børn og voksne. De fleste konflikter bliver ikke til andet end små uoverensstemmelser, men nogle konflikter eskalerer og bliver personlige og ubehagelige.

Børn kan hurtigt havne i en konflikt online. På internettet kommunikerer man oftest uden at kunne se hinanden og uden at kunne aflæse hinandens kropssprog. Det kan give problemer, fordi man kan komme til at sige ting, man ikke ville sige, hvis man stod ansigt til ansigt.

I dette tema lærer du:

  1. Hvorfor der let opstår konflikter på internettet.
  2. Hvordan du hjælper dit barn med at kommunikere fornuftigt på internettet.
  3. Hvordan du ruster dit barn til at nedtrappe en onlinekonflikt.
Far til 8-årig dreng
  • Jeg oplever, at konflikter kan blive optrappet meget hurtigt på nettet. En dag havde min søn en lille uoverensstemmelse med en klassekammerat på legepladsen i et frikvarter. Bagefter gik klassekammeraten ind i Minecraft og slagtede alle mine søns høns.

Virkeligheden vs. nettet

En diskussion ansigt til ansigt følger typisk et bestemt mønster, og derfor tager det en vis tid, før den udvikler sig til en reel konflikt. På nettet ender diskussioner hurtigere i personlige beskyldninger end i skolegården, fordi man let kan misforstå intentionen bag en skreven sætning. 

Op- og nedtrapning af konflikter

Børn i alderen 7 – 11 år bruger typisk nettet til at supplere ansigt-til-ansigt-kommunikationen med kammerater, som de kender fra skolen eller fritidsaktiviteter. Kommunikationen sker typisk gennem spil, beskeder eller sociale medier for børn.

Som det indledende citat illustrerer, kan en konflikt i det virkelige liv hurtigt optrappes via digitale medier. Omvendt nedtrappes online-konflikter bedst ved at tale ansigt til ansigt. 

Fakta

Over 90 procent af de signaler, som vi sender til andre, når vi taler ansigt til ansigt, kommer igennem kropssprog og tone. Under 10 procent af signalerne ligger i ordene.

Det sætter høje krav til ord og tegn, som jo fylder 100 procent, når vi skriver sms’er og chatter på nettet.

Nogle gange kan det dog også være konfliktnedtrappende at kommunikere på nettet, fordi man ikke kan se modpartens kropssprog. På den måde undgår man at blive irriteret over løftede øjenbryn eller hovedrysten.

Virtuel mimik

Mange bruger emojis, når de skriver beskeder. Man kan sige, at de små humørikoner er blevet en slags erstatning for mimikken og tonefaldet i det talte sprog. Det er for eksempel stor forskel på at modtage beskeden 'Du er åndssvag' og beskeden 'Du er åndssvag ;-)'.

Blindgyder og rette vej

Her får du gode råd til, hvordan du kan lære dit barn at kommunikere fornuftigt på nettet.

  1. Vær det gode eksempel
    Børn kopierer det, deres forældre gør og ikke nødvendigvis det, de siger. Så først og fremmest kan du forebygge, at dit barn havner i konflikter ved selv at være det gode eksempel. Det vil sige, at du undgår at skrive negative kommentarer til andre og tænker over at kommunikere klart og tydeligt – især i kommunikationen med børn, fordi mindre børn endnu ikke er i stand til at afkode ironi og sarkasme. 

    Når du er uenig med andre, er det en god idé at vise tydeligt over for dit barn, at man sagtens kan være uenige uden at være uvenner. 

  2. Mind dit barn om, at der sidder rigtige mennesker bag skærmen
    Når man sidder bag en skærm, er der en distance til dem, man kommunikerer med. Selvom det kan virke åbenlyst, kan det være en god idé at tage en snak med dit barn om, at der gemmer sig rigtige personer med følelser bag ved profilnavne og avatarer i spil.

    Samtidig kan du råde dit barn til at tale med dig eller huske at tælle til ti, inden barnet svarer på en besked, der har gjort det ked af det eller vred.

  3. Undgå forhastede konklusioner
    Hvis dit barn havner i en online-konflikt, der er gået i hårdknude, så prøv at undgå at drage forhastede konklusioner om modparten. Det vil blot optrappe situationen. Der findes altid to sider af en sag, og konflikter på nettet bunder ofte i misforståelser. 

    Derfor er det bedste, du kan gøre, at få dit barn til at fortælle historien fra sit synspunkt og derefter kontakte modpartens forældre over telefonen for at høre modpartens side. Læg op til, at I forældre skal bakke op om at løse børnenes konflikt og gå mindre op i, hvem der skrev hvad.

  4. Lyt til dit barn
    Forældre kan have en tendens til at overtage børns fortællinger og reagere ved at fortælle, hvad de selv ville gøre i situationen. Men det allervigtigste for et barn, som er oprørt over en konflikt, er, at forælderen lytter til barnet og reagerer på de følelser, som barnet har i forbindelse med konflikten.

    Det er for eksempel bedre at sige: 'Jeg kan godt mærke, at du er rigtig vred over det' end 'Det skal du ikke være vred over. Det går hurtigt over'. Børn skal have lov at få luft for deres frustrationer.

  5. Konfliktnedtrapning
    Når dit barn har fortalt sin udgave af konflikten og raset ud, kan du komme med handlingsanvisninger.

    Du kan komme med forslag til, hvordan dit barn (eventuelt sammen med dig) nedtrapper konflikten. Hvis konflikten er eskaleret, kan det være en god idé at aftale at mødes ansigt til ansigt og redde trådene ud.

    Selve aftalen om at mødes kan godt føles som en optrapning af konflikten, men resultatet af mødet vil i langt de fleste tilfælde være nedtrapning eller løsning.

Fakta

I konflikter taler man om optrappende og afspændende adfærd.

  • Optrappende adfærd er for eksempel: At råbe/bruge udråbstegn, at lægge armene over kors, at kalde den anden grimme ting og sige 'du er' og 'du gør'.
  • Afspændende adfærd er for eksempel: At tale roligt/undgå udråbstegn, at have armene ned langs siden, ikke at bruge sårende ord, sige 'jeg føler' og 'jeg synes' og tale om problemet og ikke personen.

Startkabler til dialog

Sådan kan du begynde samtalen
  • 'Husk på, at andre ikke kan se, hvad du mener, når du skriver beskeder til dem. De kan kun læse de ord, du skriver. Så husk at læse dine beskeder, inden du sender dem. Det kan også være en god idé at bruge emojis, så andre ikke misforstår, hvad du mener.'

  • 'Du skal kun skrive noget til andre, som du også ville sige til dem ansigt til ansigt.'

  • 'Selvom du bliver irriteret over, at din kammerat i spillet ikke helt gør, som du gerne vil have, så skal du huske at skrive det til ham på en pæn måde, så han ikke bliver ked af det.'

  • 'Selvom man er uenig om noget, kan man sagtens være venner.'

  • 'Prøv at fortælle mig, hvad der skete… Hvad skete der så?'

  • 'Jeg kan godt mærke, at du er vred over det.'

  • 'Skal jeg prøve at hjælpe dig med at finde ud af, hvad du kan gøre for, at I bliver gode venner igen?'

God skik på nettet

Må man 'synes godt om' en dum besked på nettet? Er det ok at grine af et billede af Sofies grimme sko eller Jons klassebillede, som ligger på nettet? På SikkerChat synes vi faktisk, at det er lige så slemt at 'synes godt om' en dum besked, som at være den, der skriver beskeden. Men det kan jo være svært at kende reglerne for den gode opførsel online, hvis man ikke har prøvet det så tit.

Her er en lille film med fem simple og gode regler, du kan se sammen med dine børn, så de kan få de første gode venner på nettet.

Video: Dine første venner på nettet (04:03 min.)

Mere om børns digitale liv