Flirt på nettet

Fokusord

Forelskelse, nøgenbilleder, hævn

Flirt på nettet

https://redbarnet.dk/skole/sikkerchat/flirt-paa-nettet/
Til underviseren

Antal lektioner

2

Målgruppe

Udskoling

Typer af aktiviteter

Klassediskussion, læsning, casearbejde, se filmklip

I skal bruge

Computer/tablet, post-its, Nøgen på nettet-folder

Kort præsentation 

På internettet kan unge udforske kærlighed og seksualitet. Nogle unge bruger Snapchat til at sende billeder til deres kærester, mens andre flirter på Facebook med nye venner fra internettet. Men online kan forelskelse og kærlighed komme til udtryk på lidt for dristige måde, og når følelserne tager over, risikerer man at sige og vise noget af sig selv eller andre, som man senere kan komme til at fortryde.

I 'Flirt på nettet' arbejder eleverne med kærlighed, grænser og privatliv på internettet. Eleverne skal forstå, hvad der sker i krop og hjerne, når man er forelsket – og når man bliver forladt, og så skal de lære at respektere egne og andres grænser for, hvad man kan dele og ikke bør dele online, når man er i sine følelsers vold.

Fælles mål 

I kan bruge forløbet i sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab, dansk samt i det tværfaglige tema It og medier. Brug også gerne forløbet i den understøttende undervisning.

 

Undervisningsvejledning

Flirt på nettet

Det er dejligt at være forelsket, og på nettet kan du nemt være i kontakt med din flirt og dele følelser og billeder, som han eller hun kan se. Det er bare en god idé at tænke over, om du senere vil komme til at fortryde de ting, du har delt.

Det kan nogle gange være svært at styre sine følelser - også på nettet. Specielt hvis man er forelsket eller har mødt en spændende flirt. Følelser som forelskelse og spænding kan få os til at gøre noget, som vi fortryder senere, fordi vi ikke når at tænke os om.

Her kan du blandt andet blive klogere på, hvad der sker i krop og hjerne, når man er vild med en anden, og hvorfor det gør så ondt, når den anden ikke er interesseret. Du kan læse om sex på nettet og få vejledning, hvis du er kommet til at sende et lidt for vovet billede til andre. Og så kan du hjælpe Sara med at løse hendes dilemma om kærlighed og utroskab.

Video: Mødes med NK (1:56 min.)

Forelskelse online

Når du er teenager, udvikler din krop og hjerne sig og forbereder dig på at blive voksen. Det betyder, at alle mulige følelser som kærlighed, had, fortvivlelse og forelskelse farer rundt i systemet og kan gøre dig godt og grundigt forvirret.

Og når du så ovenikøbet bliver vild med en anden, sætter hjernen gang i et festfyrværkeri. Derfor bliver forelskelse ofte sammenlignet med en rutsjebanetur.

Din krop producerer dejlige stoffer

Når du bliver forelsket, går hjernen i gang med at lave en masse biokemiske stoffer, der giver dig lykkefølelse og lyst til at være sammen med den, du er forelsket i. Specielt er det stofferne Dopamin, Neutrofiner og Oxytocin.

  • Et meget højt dopamin-indhold i hjernen aktiverer lykkecentret.

  • Lyst-hormonet neutrofin sætter gang i de seksuelle tanker.

  • Oxytocin gør, at du har lyst til at være tæt på den, du er vild med.

Har du prøvet at være forelsket? Måske i en, du har mødt over nettet? Hvordan føles det?

Tre piger sidder med deres telefoner

Netkærester

Et kæresteforhold udelukkende på nettet kan fylde ligeså meget som et kæresteforhold i virkeligheden. Hvis man aftaler at mødes, er det nogle gange ret mærkeligt. Der sker nemlig noget andet, når man hører en persons stemme og mærker kropssproget.

Det kan derfor være en god idé at bruge webcam, inden man mødes i virkeligheden.

Har du prøvet at mødes med nogen, du har mødt online? Hvordan var det at møde personen i virkeligheden? Hvordan var han/hun i forhold til, hvad du havde forestillet dig?

Tre enkle råd til mødet:

  • Fortæl dine forældre, at du skal mødes med en netkæreste.

  • Mød hinanden på et offentligt sted.

  • Tag altid en ven eller veninde med første gang.

Når det er forbi

Mens du er forelsket, tænker du måske hele tiden på den anden. Måske har du lyst til at sende søde Snapchat-beskeder eller lægge et billede på Instagram, så personen ved, at du eksisterer og gerne vil være sammen. Nogle kærester bruger næsten ligeså mange timer på at kommunikere online som på at være sammen i virkeligheden. Kan man slå op i en besked?

Mange børn og unge mener, at der er nogle ting, man ikke siger via en besked, men som man hellere skal sige ansigt til ansigt. Alligevel er der en stor procentdel af de unge, vi snakker med på SikkerChat, der har prøvet at slå op med en kæreste via for eksempel Messenger. Det kan være hårdt for den, der modtager beskeden, og derfor er det en god idé at tænke over, om det ville være bedre at tale ansigt til ansigt.

Unge står med deres telefoner

Af respekt for dig selv og andre bør du altid holde et ’brud’ helt privat. Selvom man kan blive såret og måske få lyst til at skrive grimme ting om sin ekskæreste på nettet, vil man oftest komme til at fortryde det senere, når følelserne er aftaget.

Prøv bare at tænke på, hvis dine forældre offentligt startede en skilsmisse på Facebook! Har du oplevet at slå op med en kæreste i en besked? Eller måske har du været den, der modtog sådan en besked? Hvordan reagerede du? Tænk over om du senere fortrød din reaktion.

Nøgenbilleder på nettet

Forelskelse og farer

Der er mange, der sender et frækt billede til den, de er forelsket i. Det skaber spænding. Og det er en tillidserklæring. Det er bare vigtigt at vide, at internettet aldrig glemmer. Måske sender din kæreste billedet til en kammerat for at prale – og lige pludselig er der 25, der har fået en kopi. Eller måske er der nogen, der skaffer sig adgang til din mobils billedgaller. Nogle gange bliver intime billeder også delt som hævn, efter man har slået op, men ofte sker deling på grund af ubetænksomhed.

Hjælp til at komme videre

Hos SletDet får vi flere og flere henvendelser fra børn og unge, som har delt intime billeder af sig selv og senere har fortrudt det. Det kan være virkelig hårdt, fordi man føler sig udstillet og skamfuld. 

I folderen 'Nøgen på nettet?' kan du få gode råd til, hvordan du genvinder kontrollen, hvis du har delt et intimt billede på nettet eller mobilen. Du kan også læse folderen, hvis du har en ven eller veninde, som mangler hjælp. 

Hvis du har brug for konkret hjælp, er du også meget velkommen til at skrive til SletDets brevkasse.

Hent folderen

Viborg-mappen

I 2015 og 2016 kom det frem, at der rundt i Danmark er unge fyre, der laver digitale mapper med billeder af lokale piger. 'Viborg-mappen' indeholdt for eksempel 800 – 900 billeder af letpåklædte eller nøgne piger fra området. Nogle af pigerne var helt ned til 13 år, og mange af billederne var derfor ulovlige. Mange af pigerne i 'Viborg-mappen' havde i første omgang selv sendt billederne til en kæreste, men uden at de vidste, hvilke konsekvenser det kunne få.

I mappen fremgik mange af pigernes navne på billederne, så flere af pigerne har oplevet at blive kontaktet og chikaneret af fremmede på blandt andet Facebook. 'Viborg-mappen' er også blevet kopieret og solgt på usb-sticks. Det er desværre stort set umuligt for politiet at få mappen slettet, fordi den er blevet spredt til så mange mennesker.

Sex på nettet

Nettet giver muligheder for at afprøve oplevelser, der har med sex at gøre. Og nettet er et oplagt sted til at få svar på spørgsmål om sex - uden at nogen ved det. Det kan være OK at bruge nettet til at finde ud af noget nyt om sin seksualitet. Men det er vigtigt at sige fra, inden det går for langt. Hos SikkerChat kender vi flere unge, som har oplevet at gå for langt seksuelt på nettet og har fortrudt det bagefter. 

Gode råd om sex på nettet

  • Læs mere om porno på nettet
    Porno på nettet er et kapitel for sig selv. Der er masser af steder, du kan læse mere om porno på nettet. Tjek for eksempel denne side om porno fra Sexlinien for unge.

  • Læg aldrig frække billeder ud på nettet
    Hverken af dig selv eller af andre. Billederne kan blive misbrugt eller kan i værste fald ende på en pornoside. Også lang tid efter du har gjort det.

  • Sig nej til at blive filmet i seksuelle situationer
    Hvis du lader nogen (selv din nye kæreste) filme dig, har du allerede mistet kontrollen. Billeder og film kan cirkulere på nettet for altid.

  • Tænk over dine grænser, inden du logger på en chat
    Hvis du først er i gang med at chatte med en på nettet om sex, kan det være svært at sige nej. Samtalen kan hurtigt køre for langt.

  • Lad ikke en person få magt over dig
    Hvis du langsomt er blevet intim med en person på nettet, kan det være svært at trække sig, når det er blevet for meget. Fortæl alligevel om det til en ven, forælder eller en helt tredje, som du stoler på. Hvis du ikke tør fortælle om det, så er det måske fordi, du er gået for langt.

  • Sig nej til tilbud om betaling
    Nogle unge oplever at blive tilbudt tøj, penge eller telefoner for at deltage i sex på nettet. Sig NEJ – også selvom det virker fristende og nemt at sige ja. Beskeder, billeder og video kan senere bruges til at afpresse dig.

  • Tal med nogen, hvis du har dårlige oplevelser
    For din egen skyld bør du tale med en voksen, du stoler på, hvis du oplever grænseoverskridende sexoplevelser på nettet. Hvis du ikke kan få dig selv til at sige det til en voksen, kan du anonymt skrive til vores rådgivning SletDet eller ringe til BørneTelefonen for at fortælle om din oplevelse og få hjælp og vejledning.

Åben Medierådets YouTube-kanal og se videoen 'Hvem chatter du med?'

Hjælp Sara

Video: Hjælp Sara (0:18 min.)

Lyt til historien om Sara og Peter.

Hvad synes du, Sara skal gøre?

Sige det til Peter

Find ud af hvem der har sendt billedet

Slå op med Peter

Forført?

Det kan være spændende at møde nye mennesker på nettet. Nogle gange kan du endda være heldig at møde kærligheden. Men andre gange kan mødet med en fremmed være ubehageligt.

Hvis du oplever noget ubehageligt

Hvis du har oplevet at møde én over nettet, som pludselig opfører sig underligt, udgiver sig for at være en anden eller truer dig til at gøre grænseoverskridende ting, kan du med fordel kigge på siden Forførelse på nettet. Her kan du lære om vigtigheden af ikke at overskride egne grænser, læse om lovgivningen på området og se historier om andre unge, der har oplevet det samme.

Sidens adresse er nu kopieret til din udklipsholder

Du kan indsætte den ved at trykke Ctrl + v