1. Er du troll eller hero?

- onlinetest

Introduktion

Mål: At børnene får spejlet forskellige handlinger online.

På sociale medier skal man hele tiden træffe valg. Man skal vælge, hvilke opslag man vil give likes, eller hvilke billeder man vil sende videre. Man skal vælge, hvem man vil have på sin venneliste, eller hvordan man reagerer på en besked. Mange børn og unge har svært ved at overskue konsekvenserne af deres valg.

Dette lille dilemmaspil sætter fokus på nogle af de vigtige temaer i det sociale liv på nettet. Det består af otte situationer online, hvor man skal vælge sin handling – og i takt med at man vælger, forandrer ens figur sig til gradvist at blive ”troll” eller ”hero”.

Aktivitet 1
  • Om dilemmaer og valg på sociale medier

  • 1 lektion a 45 minutter

  • I skal bruge: Mobiltelefoner, tablets eller computer med internetadgang.

Aktivitet

  1. Introducér spillet ”Er du troll eller hero” og tal om ordene troll (en troll forstyrrer og laver ballade) og hero (en hero hjælper og gør godt). Fortæl, at andre børn og unge som dem selv har været med til at give ideer til spillets situationer.

  2. Bed deltagere om at hente spillet – enten på computeren på heroellertroll.dk eller ved at hente den som app (findes både til Android og Apple). Søg på ”heroellertroll”.

  3. Fortæl, at det er meningen, at de skal svare så ærligt som muligt. Der er kun tre mulige svar, så man er nødt til at vælge den mulighed, der er tættest på det, man ville gøre.

  4. Lad deltagerne sidde hver for sig og svare på de otte dilemmaspørgsmål. Hjælp, hvis de ikke forstår spørgsmål eller ord.

  5. Når børnene har spillet færdig – efter cirka 15 minutter – så spørg til deres oplevelser og spørg hvor mange procent troll/hero de forskellige deltagere endte på. Du kan eventuelt love, at de børn og unge, der er blevet trolls, får ekstra undervisning om sociale medier.

  6. Tal om hvilke handlinger der kan give en høj ”score”. Vælg én af situationerne i spillet, som du synes virker relevant, og diskuter denne med børnene: Hvad valgte de selv? Kunne der være en fjerde måde at reagere på?

  7. Tal om, at målet med testen er at prøve nogle situationer på sociale medier, hvor man skal tænke over sit valg, og at de i deres digitale liv vil møde mange lignende dilemmaer, som de skal være parat til at tackle.

GÅ VIDERE TIL...