CTRL over dine digitale spor

- undervisningsvejledning

Introduktion

Al adfærd på internettet efterlader digitale spor. De fleste unge er klar over, at de skal tænke sig om, før de lægger billeder op af sig selv og andre på Facebook eller Snapchat. Men de færreste ved, at man videregiver oplysninger om sig selv, når man søger på Google, downloader en app og besøger en hjemmeside.

I 'CTRL over dine digitale spor' bliver eleverne mere bevidste om deres digitale spor, og så lærer de, hvordan de kan beskytte og kontrollere deres identitet på nettet - både over for andre og over for store virksomheder.

Formål

Formålet med CTRL over dine digitale spor er, at eleverne bliver bevidste om, at al digital adfærd efterlader spor. Ved at give eleverne information om digitale spor og ved at undervise i handlemuligheder hjælper du dine elever med at kunne navigere mere trygt og sikkert på internettet.

Formålet med forløbet er:

  • At eleverne bliver bedre til at kunne begå sig og gennemskue kommunikationsforholdene på nettet
  • At eleverne bliver mere bevidste om mulige konsekvenser af forskellige typer adfærd på nettet
  • At eleverne forholder sig til digital identitet, privatliv og selvværd
  • At eleverne får kompetencer og redskaber til at kunne bruge online-medier på en god og tryg måde
  • At forebygge, at unges liv påvirkes negativt i brugen af online-medier

Forløbet er webbaseret og består af:

Målgruppe og fag

Forløbet er henvendt til undervisere og elever i udskolingen. Du kan bruge forløbet i:

  • Dansk
  • Det tværfaglige tema IT og medier
  • Understøttende undervisning

Tidsforbrug og anvendelse

Du kan afvikle hele forløbet på to lektioner. Hvis I har kortere tid, kan du vælge de aktiviteter ud, som passer til jeres tid og fokus.

Forløbet er bygget op omkring dokumentarfilmen 'CTRL over dine digitale spor'. Undervisningsvejledningen er baseret på, at du viser filmen i fire kortere klip. Hvert klip har sit eget tema med tilhørende undervisningsaktiviteter.

 

De fire filmklip er:

  • Hvad er digitale spor? (2:58 min.)
  • Offline (9:47 min.)
  • Megafon-testen (1:30 min.)
  • Hvad ved Google om dig? (3:46 min.)

Du kan også vælge at vise filmen i sin fulde længde (18 min.) og bagefter arbejde med undervisningsaktiviteterne. Vælg den fremgangsmøde, som du finder passende til dine elever og til jeres fokus.

På elevernes forløbsside ligger dokumentarfilmen  'CTRL over dine digitale spor' i fuld længde og opdelt i fire klip.

Fælles mål

Du kan bruge forløbet i dansk under kompetenceområdet 'kommunikation'. I forløbet arbejder eleverne med deres bevidste og ubevidste digitale kommunikation. De skal forstå, at deres digitale adfærd kan have betydning for deres eget liv. Eleverne skal også diskutere etiske spørgsmål om deres egen online adfærd og om virksomheders brug af data.

Forløbet kan også indgå som en del af klassens arbejde med det tværfaglige tema IT og medier. I IT og medier skal eleverne blandt andet tilegne sig kompetencer til kritisk at kunne analysere og vurdere digitale produkters måde at repræsentere verden på. Med CTRL over digitale fodspor skal eleverne forstå, at data på deres online adfærd kan sælges videre og bruges i blandt andet målrettede reklamer. På den måde skal eleverne blive bevidste om, at deres adfærd på nettet kan påvirke den måde, verden fremstilles for dem på.

Aktiviteter

1. Hvad er digitale spor?

Se i fællesskab filmklippet 'Hvad er digitale spor?'. Filmklippet handler om den data, som man måske ikke altid tænker over, at man efterlader på nettet. Digitale tjenester kan gemme data om deres brugernes adfærd. Hvad har brugeren klikket på? Hvad kan brugeren lide? Hvilke interesser har brugeren? Nogle virksomheder sælger adfærdsdata videre til eksempelvis reklamebureauer, der ønsker at målrette reklamer.

Tal fælles om:

  • Hvor ofte efterlader eleverne digitale spor i løbet af en dag?
  • Hvilke spor efterlader de?
  • Tænker eleverne over, at nogle apps videresælger deres oplysninger?

Bagefter læser eleverne i par teksten 'Beskyt dig selv på nettet' LINK. Teksten handler om, hvordan eleverne kan efterlade færre digitale spor.

 

2. Offline

Se i fællesskab filmklippet 'Offline', hvor Molly og Luca går offline en hel dag for at undgå at efterlade digitale spor.

Efterfølgende diskuterer eleverne i par:
 

1. Er det prisen værd?

  • Synes eleverne, det er en god idé at gå offline for at undgå at efterlade digitale spor? Hvorfor/hvorfor ikke?
  • Hvis eleverne skulle være offline en hel dag, hvornår ville de så mangle internettet i løbet af dagen?


2. Er eleverne internetstressede?

  • Føler eleverne, ligesom Luca, at man kan blive stresset over hele tiden at være online?
  • Hvad stresser eleverne? At skulle svare på hurtige beskeder? Er de bange for at gå glip af noget?
  • Bliver eleverne sure, hvis andre ikke svarer på deres beskeder med det samme? Gør deres venner?

Tal fælles i klassen om det, eleverne har diskuteret.

 

3. Megafon-testen

Se i fællesskab filmklippet 'Megafon-testen'. Filmklippet handler om de digitale spor, man efterlader, når man eksempelvis lægger skriver statusopdateringer, lægger billeder op og 'liker' noget på sociale medier. Herefter skal eleverne finde deres seneste fem opdateringer på enten Facebook, Instagram eller My Story på Snapchat.

Tal i fællesskab om, hvad eleverne deler. Tal også om, hvorfor de deler indhold på sociale medier. Eleverne kan eventuelt melde sig frivilligt til at læse deres seneste opdateringer højt. Læg herefter op til en diskussion af, hvad man kan dele med andre, og hvad man ikke bør dele.

Du kan tage udgangspunkt i følgende spørgsmål:

• Kan elevernes seneste opdateringer tåle at blive råbt højt i en megafon i skolegården? Hvad med på byens torv? Hvorfor/hvorfor ikke?
• Hvad betyder et godt digitalt rygte?
• Har eleverne prøvet at få et dårligt indtryk af nogen, fordi den anden skriver ubehagelige kommentarer eller lægger upassende billeder på sociale medier?

Bagefter kan eleverne læse teksten Viser du for meget?. Teksten giver gode råd til, hvad man godt kan lægge ud, og hvad man ikke bør lægge ud på nettet.

 

4. Hvad ved Google om dig?

De fleste unge har formentlig prøvet at google deres eget navn for at finde ud af, hvad internettet ved om dem. Men hvor meget ligger der egentlig?

Se i fællesskab filmklippet 'Hvad ved Google om dig?'

Bagefter skal eleverne lave samme øvelse som Molly og Luca i filmklippet. I par skal eleverne se, hvor meget information, de kan finde om hinanden på 10 minutter. Efterfølgende præsenterer makkerparrene deres fund for hinanden.

Tal i fællesskab om:

  • Kom der noget overraskende indhold frem?
  • Hvad er fordele og ulemper ved at have et helt almindeligt navn? Og et meget specielt navn?
  • Får øvelsen eleverne til at tænke over, hvad de lægger på nettet i fremtiden?

Efter øvelsen kan eleverne læse teksterne Overvåg dig selv og Kan man slette. Teksterne handler om, hvordan de sikrer sig et godt digitalt image.