Digital trivsel

Undervisningsmateriale om børns digitale liv til udskolingen

Podcast, quiz og digitale fællesskaber. Med dette undervisningsforløb kommer du eleverne i møde med sjove, lærerige og fællesskabende aktiviteter. Og samtidig får eleverne mulighed for at reflektere over deres onlineliv med dilemmaer, udfordringer og oplæg til dialog. 

SoMeDigMig

Et godt sted at starte dialogen om det digitale liv er at bruge Red Barnets nye app SoMeDigMig. Brug den til din onlineundervisning og se, hvad der sker.

SoMeDigMig - Teams

Sådan gør du

  • Hent appen gratis i AppStore eller GooglePlay – og bed eleverne om at gøre det samme inden onlineundervisningen.
  • Kig appen igennem alene, så du forstår, hvordan den virker inden undervisningen.
  • Fortæl eleverne, at I nu skal i gang med at sætte fokus på det digitale liv, da det fylder meget af vores dagligdag. Appen SoMeDigMig indeholder over 400 spørgsmål, dilemmaer og udfordringer, og er lavet som et lille spil/quiz.
  • Når I har indtastet navne på dem, der spiller med (max 8 ad gangen) er næste trin at trykke ’start’ og spillet er i gang.
  • I kan dog også godt spille flere end 8 – så er der bare flere på samme hold.

Tips og råd til at spille  

  • De enkelte spillere får ikke point, og der er derfor ingen vinder i spillet. 
  • Overvej om det i din klasse vil give mening at udnævne en dommer, der kan give point til de forskellige spillere, alt efter hvor gode deres svar er? (fx fantastifulde, velargumenterede, præcise og engagerede). 
  • Aftal eventuelt, hvor mange runder eller hvor lang tid I vil spille, før I går I gang. 
  • I må godt springe spørgsmål over – aftal eventuelt på forhånd, hvem der bestemmer, hvornår I springer et spørgsmål over.  
  • Giv plads til at alle kan kommentere på det enkelte spørgsmål, når det er relevant.  Formålet med spillet er at få gang i gode samtaler og diskussioner. 
  • Hav eventuelt en anden mobil hos jer, som I kan bruge til at søge på nettet undervejs, hvis I får lyst til det – eller brug jeres computer, nu da den alligevel er tændt.
  • I de første par runder får man kun ’lette’ spørgsmål, som ikke sætter følelsesintensiteten for meget op. Ved runde tre og frem kommer der mere ’krævende’ spørgsmål, som bliver lidt mere ’alvorlige’ fx deling af nøgenbilleder digital mobning.

Hvad er digital mobning

Grundlæggende handler mobning altid om det samme, nemlig at en person bliver forfulgt, udelukket fra fællesskabet eller gjort til grin. Men digital mobning har særlige kendetegn, som kan gøre mobning værre. 

  1. Tonen kan blive hårdere end i skolegården, fordi deltagerne sidder på afstand i skjul bag skærmen.
  2. Mobning kan foregå på alle tider af døgnet. Man kan ikke søge tryghed og fred hjemme på værelset.
  3. Dem, der mobber, kan være anonyme.
  4. Beskeder om offeret kan hurtigt offentliggøres, og kan cirkulere rundt i medierne i længere tid.
  5. Mobning kan være usynlig for de voksne.

 

Når spillet er slut
- aftal hvad I vil gøre sammen for at styrke det digitale fællesskab, fx tage billeder med sjove filtre på snapchat eller se youtubevideoer sammen. 
- aftal, hvad I vil gøre hver især, fx søge info om bestemte temaer og dele viden med de andre spillere. - Her kan vores podcast SoMeMorFar nogle gange være et godt sted at søge information.

OBS: vær opmærksom på at appen er virkelig god, og det kan være svært at stoppe igen. Sæt eventuelt en alarm på mobilen, så alle ved, hvornår det er tid til at stoppe. Eleverne kan jo altid spille videre derhjemme.  

Her er et udvalg af spørgsmål fra SoMeDigMig

  • Hvis du fik lov til at hacke Aula en enkelt dag, hvad vil du så skrive til alle skolens forældre? Husk, at de ikke kan se, at det er dig, der skriver.
  • Du havner pludselig i en fremmed europæisk by, hvor ingen forstår dig. Hvilke tre apps vil du først bruge?
  • Hvis du skulle lave en YouTube-kanal, hvad skulle den så handle om?
  • Hvad vil du helst have: Syv dages ferie med din mobil eller 14 dages ferie uden din mobil?
  • Din oldemor på 99 år har hørt, at der findes noget der hedder Snapchat. Hvordan forklarer du hende, hvad det går ud på?
  • Hvad kunne få dig til at skrive en positiv/negativ kommentar til en youtuber/influencer?
  • Hvad kunne få dig til at skrive en positiv/negativ kommentar online til en du kender?
  • Du skal til Uganda i en uge. Hvordan vil du søge information om landet, inden du tager afsted?
  • Hvilke tre emojis bruger du mest?
  • Hvis du skulle give et like til én ting, du har oplevet i dag, hvad skulle det så være?
  • En marsmand lander i din baghave. Han spørger dig: ’Hvorfor ser mennesker så mange kattevideoer på nettet?’ – Hvad svarer du?
  • Hvis du var Superman for én dag, hvilke tre billeder ville du så dele på Instagram?
  • Hvilken youtuber eller influencer vil du helst være i virkeligheden?
  • Hvad går du mest op i, når du skal vælge et nye profilbillede?
  • Hvilken type billeder synes du, det er ok at andre deler af dig online?
  • Forældre, der kommenterer dine billeder og videoer online. Er det 'go' eller 'no go'?
Grafik logoer

So.Me.Mor.Far.

Linnea, Emma Thea, Chloé fra Kastanievej Efterskole, samt vært Michael Schøt

Linnea, Emma Thea, Chloé fra Kastanievej Efterskole, samt vært Michael Schøt

Undervisning med podcasten SoMeMorFar

Efter forløbet med appen SoMeDigMig kan det være en god ide at dykke ned i nogle af de emner, som I har talt om i forbindelse med brugen af appen. Episoderne af podcasten So.Me.Mor.Far. er optaget med elever fra 6.-10. klasse fra forskellige steder i Danmark.
 

Fem hurtige – hvorfor er det godt at bruge podcast i den digitale undervisning:

  1. Det er nemt at bruge podcast i den digitale undervisning, da eleven kan lytte på mange platforme – og ofte vil eleverne blot bruge deres telefon.
  2. De fleste børn og unge kan ofte overskue større mængder materialer, når de skal lytte, end hvis de skal læse. Det er en god ’gå og lyt’ opgave, som giver ilt til hjernen, og som giver mulighed for at klare lektierne, under en daglig corona-gåtur i det fri.
  3. Når eleverne lytter til podcasts, får læsesvage elever samme vilkår som læsestærke.
  4. Podcasts træner eleverne i aktiv lytning, som er centralt i mange fag.

Det giver et godt afbræk i undervisningen, som godt kan blive lidt udmattende på fx Teams og Zoom.

Ideer til hvordan du kan bruge podcast i undervisningen:

  • Træn aktiv lytning og hukommelse. Eleverne eller en lille gruppe får tildelt en podcast. På begrænset tid skal de lytte episoden igennem. Enten mundtligt eller skriftligt skal de komme med en kortfattet tilbagemelding på, hvad der for dem har været de væsentligste pointer.
  • Perspektivering til eget liv. Eleverne hører podcasten og perspektiverer derefter til deres egen hverdag. Enten mundtligt, måske på klassens fælles digitale møde/undervisning eller i en skriftlig opgave.
  • Egen produktion. Eleverne bliver med udgangspunkt i en af episoderne bedt om at lave deres egen lille podcast.

Nogle af episoderne vil nogle gange føre til en dybere snak om, hvad der er godt at gøre i forbindelse med nogle af de problemer og udfordringer, som eleverne kan støde ind i. Fx ved deling af billeder, der ikke er ok, udskamning på nettet eller måske et ønske om at få slettet sin profil på et socialt medie.

Konsekvenser ved digitale sexkrænkelser

Oplevelsen og konsekvensen af digitale sexkrænkelser er forskellig fra person til person. Oplevelsen afhænger af forskellige faktorer, herunder faktisk eller opfattet køn, kønsidentitet, seksuel orientering, etnicitet, religion, særlige uddannelsesmæssige behov eller handicap. Overordnet kan digitale sexkrænkelser få en person til at føle sig:


• bekymret og urolig
• truet eller bange
• udnyttet
• ydmyget eller fornedret
• skamfuld eller bedømt
• ked af det
• seksualiseret
• diskrimineret på grund af køn eller seksuel orientering
• skyldig

De langsigtede virkninger kan forstærkes, hvis en person bliver konfronteret med det krænkende materiale igen og igen og uden reelle muligheder for at få fjernet materialet fra nettet. På den måde kan digitale sexkrænkelser føles som et overgreb uden udløbsdato. Det er vigtigt at være bevidst om, at de digitale sexkrænkelser kan have lige så alvorlige konsekvenser som et fysisk seksuelt overgreb.

Husk der er rådgivning at hente hos SletDet.

Andre temaer, som også er relevante for mellemtrinnet, er digital mobning, sprog på nettet og konflikter og følelser online. Du kan se undervisningsforløbene her:

Mobbefrit net – undervisningsforløb til mellemtrinnet

Sprog på nettet – et undervisningsforløb til mellemtrinnet 

Venskab og følelser online – et forløb til mellemtrinnet

Grafik - logoer

CTRL OVER DINE DIGITALE SPOR

Når du bruger Instagram, Snapchat og TikTok - eller søger på Google YouTube, så kan personer og firmaer følge dine digitale spor. Det er en god idé at tænke over dit privatliv online og vide, hvordan du beskytter din data.

Hver dag efterlader du massevis af digitale spor, som andre kan se og kopiere. Nogle af dine data bliver registreret af store firmaer. Det sker for eksempel, når du bruger sociale netværk som Facebook, Instagram og TikTok - og hos nogle søgemaskiner og apps.  

Der er mange gode grunde til, at du bør sikre dig, at du ikke deler for meget på nettet. Dine digitale spor kan nemlig følge dig senere i livet. I dette forløb lærer du, hvordan du beskytter din identitet på nettet - både over for andre mennesker og over for store firmaer.

CTRL over dine digitale spor tager udgangspunkt i to unge fra 9. klasse (Molly og Luca) og den meget forskellige måde, de bruger nettet og sociale medier på, og hvad det efterlader af digitale spor.

Gennem en lille kortfilm på ca. 18 min., kommer vi tæt på de to unge i løbet af en uges tid. Selv om filmen er 5 år gammel, så er den stadigvæk aktuel, da det er de samme digitale fodspor, vi slås med. Vi bruger stadig filmen i vores rådgivningstjeneste SletDet, når vi hjælper børn og unge med at få slettet et billede eller en profil.

Se hele undervisningsforløbet CTRL over dine digitale spor.

 

">

Deling af intime billeder

Deling og videredeling af intime eller private billeder og film kan ske på mange forskellige måder. Situationerne er komplekse, fordi de handler om relationer.

Der vil altid være forskellige fortolkninger af budskaberne i et billede og forskellige holdninger til det, der vises. For at forstå, hvad der er på spil for de involverede, er det vigtigt at lytte til historien hos den enkelte og interessere sig for, hvilke følelser den unge har omkring billeddelingen. Det kan være ulovligt at dele private, grænseoverskridende og krænkende informationer, billeder og videoer.

Se kortfilmen ’Et øjeblik for dig, et ungdomsliv for mig’ (cirka 5 minutter). Filmen belyser billeddeling og har fokus på forskellige perspektiver af billeddeling. Se filmen og del derefter ind i forskellige grupper, der har fokus på forskellige perspektiver i filmen

">

Refleksionsspørgsmål:

Gruppe 1 - Perspektiv: Pigen der får delt sit billede

  • Hvordan påvirker det hende at få delt et intimt billede?
  • Hvad tror I, hun tænker?
  • Hvorfor tror I, hun ikke vil i skole?
  • Hvorfor vil hun ikke snakke med sine venner?
     

Gruppe 2 - Perspektiv: Pigen, der deler billedet

  • Hvorfor tror I, pigen deler billedet?
  • Hvad tænker hun mon om hende, der har fået delt sit billede?
  • Hvad tror I, hun tænker, da hun får en sms fra sin mor om brev fra politiet?
     

Gruppe 3 - Perspektiv: Resten af klassen

  • Hvilke forskellige reaktioner har de andre i klassen på, at der bliver delt et intimt billede?
  • Er der nogen, der gør noget for at hjælpe pigen, der får delt et billede?
  • Er der nogen, der gør noget, der gør situationen værre for hende?
     

Saml op i plenum, og hør elevernes tanker om de forskellige perspektiver. Læs om lovgivning på området her.

Endelig er det måske også en god ide at få klassen til at kigge forbi SletDet-rådgivningen, hvor vi blandt andet har en hel side med slettevejledninger, der guider jer igennem, hvordan I sletter og anmelder billeder, videoer og profiler til sociale medier. – Det er ikke tanken at I skal gennemgå vejledningerne, men siden er god at kende, hvis nogen på et tidspunkt får brug for den. 

Hvis I synes, der mangler en slettevejledning til en tjeneste, så skriv endelig til os på sletdet@redbarnet.dk.

Grafik - ikoner

Grooming

Når vi anvender begrebet grooming i forhold til seksuelle overgreb, så er det i betydningen 'at forberede en anden til noget, ved at gøre sig til ven med den anden'.

Grooming beskriver en proces, som består af en række elementer, der leder frem til målet. Grundlæggende går grooming ud på, at en voksen, ældre eller mere erfaren person får taget magten eller styringen over et offer, som så kan blive udnyttet seksuelt. I en groomingproces bliver barnet/ den unge snydt, udnyttet, forført og manipuleret med på en måde, som kan være svær at gennemskue.

Sådan gør en krænker typisk?

  1. Vælger dig ud på nettet på grund af din profil.
  2. Viser interesse for dig og skaber god kontakt.
  3. Opbygger intimt venskab og giver bekræftelse og omsorg.
  4. Spørger efter billeder af dig.
  5. Giver dig gaver (bruges senere til at bede om noget til gengæld).
  6. Begynder måske at tale om sex.
  7. Spørger, om du vil mødes.
  8. Bliver ved med at kontakte dig - også selvom du ikke svarer.
  9. Stiller krav om sex og truer måske med at uploade billeder af dig eller sige hemmelige ting, du har fortalt.

Tal med eleverne om, hvordan mennesker kan blive snydt og manipuleret til at gøre noget, de egentlig ikke har lyst til. Det kan være svært at sige nej, fordi den person man kommunikerer med ofte er meget flink og sød, og måske endda én, man har opbygget et venskab eller tillidsforhold til. Snak om, at det kan være svært at forestille sig, at det kan ske for én selv. 

Se hele undervisningsforløbet Forførelse på nettet

Se de to film ’En helt almindelig tirsdag’ (2:56 minutter) og ’Sig nej!’ – (10:34 minutter.) og diskuter forskellen på de forskellige groomingforløb. 

  • Hvordan udvikler krænkerens adfærd sig?
  • Hvordan forstår I, de krænkedes adfærd og reaktioner?
  • Hvad ville I gøre, hvis I var venner med de krænkede i de to film?
  • Hvordan kan I sikre jer, at personen I chatter med, er den I tror?
">
">

 

Afsluttende opgave:

Nu har I arbejdet med forførelse på nettet, og nogle af de udfordringer der kan være, når I møder fremmede på nettet. 
 

Øvelse:

Lav en fælles brainstorm og spørg eleverne, hvad der er vigtigt at tænke over, når de møder nye mennesker over nettet? 

Hvis du har brug for hjælp

Kontakt SletDet, hvor du kan få råd og vejledning, hvis en ung har været udsat for digitale krænkelser, såsom mobning, uønsket billeddeling eller grooming.

 

 

Andre temaer, som også er relevante for udskoling, er forelskelse og flirt på nettet samt konflikter og chikane. Du kan se undervisningsforløbene her:

Flirt på nettet - et forløb til elever i udskolingen
Konflikter og chikane - et forløb til elever i udskolingen

Grafik - logoer