4. Hvordan ser jeg ud?
- om onlineprofiler
Introduktion
Mål: Børnene lærer at præsentere sig selv på onlineprofiler. Børnene får redskaber til at være ærlige om deres person uden at dele alle oplysninger.
I gamle dage tjekkede man mulige kærester ud ved at spørge vennerne ud om dem. I dag bruger man primært Instagram, Snapchat eller Facebook til at få et indtryk af en person.
En profil på Facebook er en slags visitkort. Man viser, hvem man er, ved at vise sine billeder, sine interesser, sin musiksmag og sine opslag. Hvis profilen er offentlig, eller hvis man har 1.000 kontakter eller flere på sin konto, er det frit tilgængelige oplysninger.
-
Om identitet, relationer og kontakter
-
2 lektioner a 45 minutter
-
Husk bærbare compuere eller tablets
Det kan være svært at gennemskue, hvordan andres billede af én påvirkes af de informationer, man lægger på sin profil. Derfor har mange børn og unge gavn af de enkle regler for en god profil, som forklares i denne aktivitet.
Aktivitet
Denne aktivitet egner sig godt til små grupper af to-tre deltagere.
- Fortæl børnene, at de skal lære nogle tips til at lave deres egen profil på et socialt medie. Hvilket medie kommer an på, hvilke medier børnene bruger. Det kan være på YouTube, Facebook eller Instagram, eller det kan være et spilunivers. Alle steder er der profiler.
- Start med at undersøge en-to profiler på nettet. Lad børnene vælge en kendt person/sanger/gamer – og kig sammen på denne persons Facebook-profil eller spilprofil. Tal om, hvor mange oplysninger man kan hente fra profiler. Og hvordan personerne har valgt at fremstille sig selv.
- Eksempelvis oplyser Tjelle Vejrup om sin mailadresse og fødselsdag på Facebook.
- Eksempelvis viser Kronprins Frederik ganske få oplysninger, men mange billeder på Instagram. - Vis børnene følgende gode råd til, hvordan man kan præsentere sig på nettet:
Vælg et billede, der viser, hvem du er.
Det kan enten være et foto af dig selv eller af noget, der viser, hvem du er – måske et egern, hvis du har kælenavnet Egern. Mange har ikke lyst til at have billeder af sig selv på spilsites, men gerne på Facebook.
Hvorfor? Fordi billeder sender signaler. Andre vil se billedet og forbinde det med dig, når de møder dig.
Læg ikke personlige informationer ud offentligt.
Undlad at skrive din adresse eller dit telefonnummer på en profil, som alle kan se. Giv kun oplysninger om interesser eller fødselsdag til dem, du faktisk kender.
Hvorfor? Nogle personer på nettet kan finde på at kontakte dig og gøre sig gode venner med dig for at snyde dig for penge eller presse dig til at sende private billeder. Disse personer kan bruge dine private oplysninger til at vælge dig ud.
Lav en god tekst, og skriv kun ting, du kan stå inde for.
Tænk over, hvad du skriver, hvis du har tekst eller blog på din profil.Hvorfor? Mange forskellige mennesker ser måske din profil. Hvis de ikke kender dig, har de kun ordene i din tekst til at forstå, hvem du er. De kender ikke historien bag, hvis du har et billede af en fuckfinger eller et opslag, hvor du kritiserer dine kammerater.
Find eksempler på gode og mindre gode profiler.
Bed børnene kigge på deres yndlingsspil eller platforme og finde et eksempel på hvordan folk præsenterer sig. Arbejd med din egen profil Bed nu børnene vælge en af deres eksisterende profiler på nettet. Hjælp dem med at forstå alle de forskellige felter, og find billeder til at lægge på. Husk, at man skal være 13 år for at lave profiler på Facebook, Snapchat, Instagram m.m. Til gengæld er danske sider som MovieStarPlanet og Momio beregnet for børn under 13 år.
Slet eventuelt profilen.
Det er nemt at slette indholdet i en profil igen. Det kan være sværere at slette hele profiler på for eksempel Facebook. Hvis I vil prøve at slette en profil, findes der slettevejledninger på SletDet.