23-10-2017

Savner du mere inspiration til børnerettighedsdagen?

23-10-2017: Temaet til børnerettighedsdagen 2017 er ’Børn på flugt – i Danmark og resten af verden’. Og det er ikke kun Red Barnet, som sætter fokus på flygtningebørn op til den 20. november. Flygtningebørn.dk er skabt af Grunnet Film, og Red Barnet bifalder, at flere aktører sætter fokus på børn på flugt.

Også en helt ny undervisningsportal til elever og fagpersoner tager temaet op.

Flygtningebørn.dk er en ny interaktiv undervisningsportal, der vil klæde lærere og elever på i mødet med flygtningebørn. Portalen skal desuden skabe interaktivitet mellem flygtningebørn og danske skoleelever over hele landet.

Portalen præsenterer en række nyt videobaseret undervisningsmateriale, dokumentarfilm og apps, og den vil løbende udgive undervisningsmateriale med udgangspunkt i nyheder og aktuelle begivenheder vedrørende flygtningebørn, ligesom den linker til undervisningsmaterialer om børn på flugt fra blandt andet Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp og Red Barnet.

Q&A og videofortællinger

På flygtningebørn.dk har klasser mulighed for at tilmelde sig ’Q&A’ og stille spørgsmål og få svar fra flygtningebørn i nærområderne. Spørgsmål og svar foregår på video, således at både spørgsmålene fra de danske børn og svarene fra flygtningebørnene bliver filmet og vist på flygtningebørn.dk. Meld din klasse til her

Desuden kan du og dine elever på flygtningebørn.dk får adgang til StoryFriend, som er en app, hvor danske børn og flygtningebørn kan dele små historier fra deres hverdag med hinanden via hashtags.