Krig og konflikt

- når mennesker slås

Fokusord

Borgerkrig, flygtningelejr, Syrien

Krig og konflikt

https://redbarnet.dk/skole/naar-katastrofen-rammer/krig-og-konflikt-udskoling/
Til underviseren

Antal lektioner

2

Målgruppe

Udskoling

Typer af aktiviteter

Faglig læsning, se filmklip, skrive dagbog, undersøge Facebookside

I skal bruge

Computer/tablet

Kort præsentation

Krig og voldsomme konflikter er vilkår for mange børn og unge rundt om i verden. Børn og deres familier kan i årevis leve i skyggen af krig og konflikt, og mange må flygte for at overleve. Billeder fra blandt andet Syrien ses ofte på sociale medier og i TV, og på den måde kan en krig eller konflikt føles meget tæt på for danske skoleelever.

I forløbet Krig og konflikt bliver eleverne rustet til at forstå, at krig og konflikt er et vilkår, som mange børn og unge lever under. Eleverne får også indsigt i, at børn og unge har ret til at blive beskyttet – selv når der er krige og konflikter.

Fælles mål

I kan bruge materialet i dansk, geografi, historie, samfundsfag samt sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab.

Læs mere om de tilknyttede kompetenceområder i undervisningsvejledningen. 

Undervisningsvejledning

Om krig

Millioner af børn og unge i verden lever i et land med krig. En krig er en konflikt, hvor lande eller befolkningsgrupper bekæmper hinanden med våben. På grund af krig må mange mennesker flygte fra deres hjem.

Krig kan foregå på mange forskellige måder. Det kan være to lande, der kæmper mod hinanden om landarealer. Det kan også være borgerkrig, hvor dem, der bekæmper hinanden, kommer fra det samme land. I en borgerkrig kæmper forskellige befolkningsgrupper mod hinanden om for eksempel religion, etnicitet, magt og adgang til ressourcer som for eksempel guld eller olie. Fattigdom og økonomisk ulighed er en væsentlig årsag til krig i dag.

Krig er skyld i, at millioner af børn og unge flygter fra deres hjem. Nogle oplever, at deres hus eller skole bliver bombet, eller de bliver væk fra deres familie. Red Barnet hjælper børn og familier, der flygter fra krig, så de kan få en sikker og tryg hverdag igen.

Fakta om krigen i Syrien

Der er krig i Syrien, og det har der været siden marts 2011. Mange mennesker er døde, og mange børn har mistet deres forældre. Krigen er en borgerkrig, det vil sige en krig mellem forskellige grupper i landet.

Det startede med en protest mod landets præsident, der er diktator, fordi han vil bestemme alt selv. Men protesterne endte i en voldsom krig om blandt andet magt, religion, og hvem Syrien skal ledes af. Krigen i Syrien har betydet, at millioner af børn og familier har mistet alt og har været nødt til at flygte fra deres hjem. Mange af dem, der er flygtet fra krig, bor i flygtningelejre.

Fakta om børn i krig

  • To millioner børn er blevet dræbt i krige og konflikter i løbet af det seneste årti. 
  • Seks millioner børn er blevet hårdt såret eller handicappet i samme periode. 
  • Millioner af andre børn er blevet tvunget til at deltage i eller være vidner til grusom vold og overgreb.
  • I løbet af de seneste årtier er antallet af børn, der bliver ofre for krige, steget eksplosivt over hele verden. Det hænger sammen med, at andelen af civile ofre i krige i denne periode er steget fra fem procent til over 90 procent. 
  • Omkring 300.000 børn er børnesoldater verden over. 
  • I mere end 35 lande deltager børn i krige. De fleste er mellem 14-17 år, men nogle gange er de helt ned til syv år. 

(Kilde: Child Rights Information Network, CRIN, 2008)

Videoer om krigen i Syrien

Mød børn, der alle har måtte flygte fra deres hjem i Syrien på grund af krigen.

Video: Fra hverdag til krig – kunne det ske i Danmark? (01:33 min.) 

Videoen viser, hvad krig gør ved børn.

 

Video: Den lille pige med vådservietterne (03:53 min.)

Filmen handler om en lille pige, som er flygtet fra Syrien og nu bor i en flygtningelejr i Libanon, mens det er vinter og kulden trænger sig på.

 

Video: På flugt fra krig (01:02 min.)

Se filmen om Reda, en 14 årig dreng på flugt fra krigen i Syrien.

Hedinns dagbog fra en flygtningelejr

Hedinn arbejder for Red Barnet, og han rejser ofte ud i verden for at besøge de børn, som lever på flugt og i nød. Det gør han for at fortælle børnenes personlige historier og dokumentere de vilkår, som børnene lever under. Her kan du læse Hedinns dagbog om at være på arbejde i en af verdens største flygtningelejre i Jordan.

Kom indenfor i en flygtningelejr

Inside Zaatari er en Facebookside med billeder og posts, der viser en del af hverdagen i en af verdens største flygtningelejre, der ligger i Jordan. Her kan du se Facebooksiden om livet i en flygtningelejr. 

Børn har rettigheder i krig

I børnekonventionen står der blandt andet:

  • Du har ret til at overleve
    Børn har ret til livet. Stater er forpligtede til at sikre, at børn kan overleve og udvikle sig.

  • Du har ret til at leve sundt
    Alle børn har ret til at leve et godt og sundt liv. Og komme til lægen, når det er nødvendigt.

  • Nej til soldatertjeneste
    Alle børn skal beskyttes mod krig, og de må ikke være soldater.

Sidens adresse er nu kopieret til din udklipsholder

Du kan indsætte den ved at trykke Ctrl + v