Krig og konflikt

- undervisningsvejledning

Introduktion

Krig og voldsomme konflikter er vilkår for mange børn og voksne rundt om i verden. Børn og deres familier kan i årevis leve i skyggen af krig og konflikt, og mange må flygte for at overleve. Billeder fra blandt andet Syrien ses ofte på sociale medier og i TV, og på den måde kan en krig eller konflikt føles meget tæt på for danske skoleelever. Billederne kan skabe bekymringer og spørgsmål.

Elever i Danmark skal rustes til at forstå, at krig og konflikt er et vilkår, som mange børn lever under. Men eleverne skal også vide, at børn har ret til at blive beskyttet – selv under krige og konflikter. Det er målet med forløbet Krig.

I forløbet lærer eleverne gennem faglig læsning, filmklip og klassediskussioner. Materialet handler om, hvad en krig egentlig er, om børns helt basale rettigheder og om, hvordan man akut kan hjælpe de børn og voksne, der lever med krige og konflikter helt tæt på livet.

Materialet er webbaseret og består af: 

  • Et onlineforløb til eleverne
  • En undervisningsvejledning (denne side)

Målgruppe og fag

Forløbet er henvendt til mellemtrinnet. Materialet forankret i folkeskolens formålsparagraf. Forløbet kan blandt andet anvendes i:

  • Natur/teknologi
  • Historie
  • Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab
  • Innovation og entreprenørskab

Undervisningen kan foregå i de nævnte fag som mindre tværfaglige forløb eller som en del af den understøttende undervisning.

Tidsforbrug og anvendelse

Forløbet kan afvikles på 2 lektioner. Klassen kan eksempelvis arbejde med materialet i forbindelse med, at billeder og nyheder fra en aktuel krig eller konflikt florerer i medierne. I kan også bruge materialet, hvis underviseren oplever et behov for, at eleverne får redskaber til at kunne samtale og tackle nyheder og informationer om krige og konflikter.

Brug gerne forløbet som en del af en undervisning om levevilkår, katastrofer eller børn i andre lande. I kan supplere arbejdet med Krig med andre forløb under temaet 'Børn i katastrofer'.

Fælles mål

I natur/teknologi kan I bruge materialet i forbindelse med kompetenceområdet 'perspektivering', for i forløbet skal eleverne arbejde med sammenholdet mellem menneskers levevilkår og aktuelle konflikter og naturkatastrofer.

I historie kan I anvende forløbet som en del af arbejdet med 'kronologi og sammenhæng'. I forløbet arbejder eleverne med, hvordan aktuelle krig og konflikter ændrer livsgrundlag og har konsekvenser for blandt andet børn og familier.

Til sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab er især kompetenceområdet 'sundhed og trivsel' medtænkt i forløbet. Eleverne skal blandt andet arbejde med børn og unges helt basale rettigheder og med, hvordan sundhed påvirkes af de levevilkår, man lever under.

I kan desuden anvende materialet i innovation og entreprenørskab og specifikt til 'omverdensforståelse', for eleverne skal opnå viden om og forståelse af verden, lokalt og globalt.

Fakta

Forskning viser, at det at tale med børn og unge om konflikter og katastrofer på en afbalanceret måde tilpasset deres alder har flere gavnlige effekter, idet det:

  • reducerer uro, mareridt og angst
  • giver håb om og tillid til, at konflikter og katastrofer kan forebygges
  • giver en konstruktiv holdning og viden om, at man faktisk kan hjælpe
  • giver en bedre og mere nuanceret forståelse af verden omkring os og af vilkårene for andre børn i verden
  • giver håb

Aktiviteter

Om krig

Eleverne læser den korte fagtekst om krig. Tal med eleverne om det læste. I kan tage udgangspunkt i spørgsmålene:

  • Hvad er krig?
  • Hvad handlede krig oftest om i gamle dage?
  • Hvad handler krig ofte om i dag?
  • Hvilke konsekvenser kan krig have for børn?

Videoer fra Syrien

Arbejd i fællesskab med to korte videoer fra elevernes onlineforløb.

Videoklip 1: 'Den lille pige med vådservietterne' (03:53 min.)

Filmen bygger på H. C. Andersens eventyr 'Den lille pige med svovlstikkerne'. Det kan være en god ide kort at genopfriske eller læse eventyret inden, I ser filmklippet.

Diskuter efterfølgende fælles i klassen:

  • Hvordan bruger filminstruktøren H. C Andersens eventyr i filmen?
  • Hvorfor tror I, at han bruger det?
  • Hvad har eventyret med krigen i Syrien at gøre?
  • Hvilken historie synes du, filmen fortæller?
  • Er det en vigtig historie?
  • Hvorfor/hvorfor ikke?

Videoklip 2: 'Thair bor i flygtningelejr' (01:01 min.)

Se fælles filmklippet om Thair, der bor i en flygtningelejr, fordi der er krig i hans hjemland Syrien. Tal efterfølgende med eleverne om, hvordan Thairs liv i flygtningelejren er, og hvad det er, han ønsker allermest. Spørg til levernes største ønsker, og lad dem sammenligne med Thairs.

Børn, der lever i krig

I par ser eleverne billedserien med billeder fra krige og konflikter rundt om i verden.

Eleverne kan arbejde med udgangspunkt i spørgsmålene:

  • Hvad kan I konkret se på billederne?
  • Hvad er der mon sket forud for, at billedet er blevet taget?

I grupper skriver eleverne ned (gerne på store stykker papir/plancher), hvad der er farligt for børn i krigsområder.

Tal efterfølgende fælles om billederne.

Rettigheder og børn i krig

Eleverne skal stifte bekendtskab med børns rettigheder i krig. I børnekonventionen står der, at dem, der kæmper i en krig, skal gøre alt for at undgå, at børn bliver indblandet. Regeringen i et land skal også sørge for at beskytte børnene.

I børnekonventionen står der:

  • Du har ret til at overleve
    Børn har ret til livet. Stater er forpligtede til at sikre, at børn kan overleve og udvikle sig.
  • Du har ret til at leve sundt
    Alle børn har ret til at leve et godt og sundt liv. Og komme til lægen, når det er nødvendigt.
  • Nej til soldatertjeneste
    Alle børn skal beskyttes mod krig, og de må ikke være soldater.

I par diskuterer eleverne, hvad det betyder, og hvad de tror, der kan beskytte børn i krig. Tal til slut fælles om elevernes forslag.

Quiz

Eleverne tager quizzen, der handler om krig og konflikt.

Gode råd til undervisningen

Før I går i gang med arbejdet med Krig, kan eleverne have gavn af en forklaring om, at vi i Danmark ikke er i risiko for at skulle flygte fra krige eller konflikter. Fortæl også eleverne, at der bliver gjort meget for at beskytte de børn, der er direkte berørt af katastrofer og konflikter. Eleverne skal have oplevelsen af, at de er i trygge hænder.

Eleverne oplever ikke begivenhederne ens. De yngste elever på mellemtrinnet vil i høj grad være afhængige af, at voksne forklarer og fortolker begivenhederne for dem. De ældste elever vil få information om krige og konflikter fra forskellige kilder, der måske ikke er helt pålidelige. Selvom de største elever på mellemtrinnet tilsyneladende har en større forståelsesevne end yngre elever, har de stadig brug for ekstra forståelse og støtte for at bearbejde begivenhederne. Husk, at ikke alle elever bliver påvirkede. Det betyder ikke, at de mangler empati.

Som underviser er det en god idé, at man forbereder sig og har fakta parat. Dermed kan man af- eller bekræfte nogle af alle de rygter og historier, der sikkert florerer blandt eleverne. Hvis man ikke umiddelbart kan svare på en elevs spørgsmål eller undren, kan man undersøge sagen nærmere og derefter vende tilbage til eleven med et svar.