Flugt

- når børn må flygte

Fokusord

Flygtning, flygtningelejr, bådflygtning

Flugt

https://redbarnet.dk/skole/naar-katastrofen-rammer/flugt-mellemtrin/
Til underviseren

Antal lektioner

2-4

Målgruppe

Mellemtrin

Typer af aktiviteter

Faglig læsning, klassediskussion, skrive digt, afstemning, quiz

I skal bruge

Computer, tablet

Kort præsentation

Hver dag kommer dramatiske billeder af børn og voksne på flugt fra aktuelle krige og katastrofer helt tæt på elevernes hverdag. Det sker gennem billeder på sociale medier og i TV. Men billederne kan skabe bekymringer og spørgsmål hos eleverne.

Aktuelle krige og katastrofer viser, hvor forskellige levevilkår, mennesker kan have. Det skal børn i Danmark rustes til at forstå. Med forløbet Flugt kan eleverne forholde sig til, at flugt er et vilkår for mange børn og voksne forskellige steder i verden.

 

Fælles mål

I kan bruge materialet i natur/teknologi, historie samt sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab.

Læs mere om de tilknyttede kompetenceområder i undervisningsvejledningen. 

Undervisningsvejledning

Om flygtninge

Børn kan være nødt til at flygte, hvis der er krig, fattigdom eller naturkatastrofer i deres land. Måske er deres hus blevet ødelagt, eller de har mistet deres familie. Børn på flugt skal have hjælp, så de kan få et trygt liv igen.

Når mennesker flygter til et nyt land, bliver de kaldt flygtninge. FN anslår, at der findes mere end 60 millioner flygtninge i verden, og halvdelen af verdens flygtninge er børn (2015). Lang de fleste er flygtet inden for sit eget land, mens knap 20 millioner er flygtet til andre lande. Når børn og voksne flygter inden for deres eget lands grænser, bliver de kaldt interne fordrevne.

Der er mange forskellige grunde til, at børn og familier flygter. Det kan være, at et jordskælv eller en oversvømmelse har ødelagt deres by. De kan også flygte fra sult eller fattigdom. Mange er nødt til at flygte, fordi der er krig i deres land, og det er farligt at være der. De får hjælp til at finde et nyt og sikkert sted at bo.

Når ens hjem er blevet ødelagt af en katastrofe eller krig, tager man ofte hen til en flygtningelejr, hvor man får et telt at sove i. Red Barnet hjælper børn i flygtningelejre med at få varme, mad, medicin og et trygt sted at lege.

Far og søn sidder i en flygtningelejr.

Flygtningelejr

På flugt i båd over havet

Nogle flygtninge må flygte over havet, og det kan være meget farligt. Ofte er bådene alt for gamle og alt for små til alle de mennesker, der vil flygte. Børn og voksne, der flygter over havet, bliver kaldt bådflygtninge.

I dag hører vi særligt om bådflygtninge, der sejler over Middelhavet til Sydeuropa. Flygtningene kommer ofte fra Mellemøsten og Nordafrika og er på flugt fra krig, fattigdom og sult.

Nogle gange lykkes det flygtningene at komme i land. Så får de hjælp. Andre gange går det desværre rigtig galt, og mange mennesker drukner.

Fakta om børn om flugt

  • Over 63 millioner mennesker i verden er fordrevne fra deres hjem.

  • Omkring halvdelen af verdens flygtninge er børn under 18 år.

  • De fleste flygter fra lande som Syrien, Afghanistan og Eritrea.

  • 4,8 millioner syrere har været nødt til at forlade deres land på grund af krigen.

  • 5,8 millioner syriske børn er på flugt inde i Syrien eller til andre lande.

  • 2,8 millioner syriske børn kommer ikke i skole.

Hvorfor flygter man?

Der er rigtig mange mennesker, som flygter. Mere end 65 millioner mennesker er på flugt i disse år, og lidt over halvdelen er børn. Der er forskellige grunde til, at mennesker er nødt til at flygte fra deres hjem. For eksempel:

Krigen i Syrien

Krigen i Syrien begyndte i 2011. Derfor er der mange syriske børn, som ikke kan huske andet end krig. I 2017 var der over 11 millioner syrere på flugt, og 5 millioner af dem er børn. De fleste syrere er flygtet til Syriens nabolande som Jordan og Libanon. Nogle flygter også til Europa – blandt andet til Danmark.

Konflikter

I andre lande er der konflikter på grund af fattigdom og diktaturer. For eksempel flygter nogle børn og deres familier fra Eritrea i Afrika, fordi de er bange for at børnene bliver tvunget til militærtjeneste under diktaturet. I andre lande som eksempelvis Afghanistan og Somalia flygter børn og deres familier for at undgå at børnene bliver værget som børnesoldater eller selvmordbombere af væbnede grupper. 

Fattigdom

Nogle børn må flygte alene eller sammen med deres familier på grund af fattigdom. Især fra Nordafrika flygter mange børn, fordi familierne har mistet deres jord, og der ikke er flere muligheder tilbage for at brødføde dem.

Naturkatastrofer

Tørke, orkaner og jordskælv får også mennesker til at flygte. Efter naturkatastrofer som tsunamier og jordskælv, vender børn og deres familier tit tilbage til deres hjem, når farerne er drevet over. Familier fra lande, der er plaget af tørke og sult, lever ofte som nomader, der flygter til steder, hvor der er mad og vand. Der er store problemer med tørke og sult i for eksempel Somalia, Yemen, Sydsudan og Nigeria i disse år.

En dreng på flugt

Børn og unge er nogle gange nødt til at flygte helt alene. Mamadou er 18 år og kommer fra Senegal. Hans flugt mod Italien har taget ham to år. Her kan du læse hans historie.

Mamadou boede med sin mor, far og lillesøster i Senegal, indtil han var 14 år. En dag blev hans far dræbt under et røveri i sin butik, og det gjorde livet hårdt for familien. Mamadou flygtede nogle måneder senere, da det var for svært for ham at blive i landet pga. borgerkrigen. Hans mor og lillesøster bor stadig i Senegal.

Det tog Mamadou to år, før han nåede til Italien. Han flygtede fra Senegal via Mali, Burkina Faso, Niger og Libyen – og så endelig med båd til Italien.

Flygtninge på en båd

Sådan kan en båd med flygtninge se ud

Undervejs arbejdede Mamadou for at skaffe sig penge til flugten. Han vaskede biler, gjorde rent og arbejdede som håndværker.

- Dem jeg arbejdede for stjal tit min løn. Andre gange fik jeg tæv. Senegal og Libyen er de to mest farlige steder, jeg har været. Jeg ville gerne være blevet længere tid for at spare penge sammen, men det var så forfærdeligt. Jeg boede i et lille bitte værelse, og alt var farligt. Jeg var nødt til at slippe væk fra det helvede – bare for at overleve.

- Sammen med min ven besluttede jeg at flygte. Vi vidste ikke præcis, hvor vi skulle flygte hen. Om det var Tunesien eller Italien. Det eneste, der var vigtigt, var at komme væk fra Libyen. Vi var 80 mennesker på båden, der sejlede fra Tripoli.

- Det tog os fire dage at sejle, og på et tidspunkt kom kystvagten og reddede os i land. Vi havde lidt drikkevand om bord, men ingen mad, og vi kom alle frem i sikkerhed.

- Først boede vi på et fodboldstadion og så på et modtagelsescenter, fortæller Mamadou, der i dag bor på et opholdssted sammen med 12 andre børn. Her lærer han italiensk og engelsk, og han har forskellige fag, der kan hjælpe ham til at finde et job.

Flygtning og nødhjælpsarbejder taler sammen

På opholdsstedet arbejder der voksne fra Red Barnet, som hjælper børnene

Til at starte med forstod Mamadou ikke et eneste ord italiensk, men nu kan han udtrykke sig uden problemer. I centret, der er støttet af Red Barnet, får han hjælp til mange ting. Mamadou fortæller, at han er glad for de snakke, han har med opholdsstedets voksne.

- Det er rart for mig at kunne tale om min kultur og religion. Det handler om at spørge sig selv om, hvem man er. Det er meget vigtigt for mig. Også at lære andre mennesker at kende.

- Her er jeg sammen med egyptere og italienere, og de fortæller mig om deres religion og kultur. Og jeg forstår alting. Da jeg var i Libyen, troede jeg aldrig mit liv ville blive anderledes. Men i dag kan jeg sige, at det er det blevet. Lige nu i dette øjeblik er alt ændret, og jeg har fred. Jeg har frihed.

Hvis du skulle flygte

Hvad ville du tage med, hvis du pludselig var tvunget til at flygte? Stem sammen med din klasse om, hvad der er vigtigst at have med.

 

Afsted som nødhjælpsarbejder

Hvilke ting ville DU tage med, hvis du pludselig skulle ud i verden og arbejde som nødhjælpsarbejder? Det har Frida og Aksel snakket med Kasper fra Red Barnet om. Frida og Aksel går begge i 5. klasse.

Flugten over havet

Flere og flere mennesker køber sig plads på både, der sejler over Middelhavet til Europa. Sejlturen er et desperat forsøg på at flygte fra krig og fattigdom i de lande, de kommer fra.

Der er ofte alt for mange mennesker i bådene. Vold, sult og tørst er også ofte en del af en flere dage lang rejse. Bådene går også let i stykker på den lange sejltur over det store hav. Derfor er det farligt at sejle over Middelhavet i de små både.

Red Barnets redningsskib, ’Vos Hestia’, sejler rundt i Middelhavet for at forhindre, at børn og deres forældre mister livet på den farlige sejltur. 

I billedserien herunder kan du se billeder af, hvordan Red Barnets redningsskib arbejder. 

Quiz

Test dig selv og prøv quizzen om mennesker, der flygter.

Flugt

Rigtige svar

Din rigtige svar er markeret med grøn

Hvorfor flygter mennesker?
B. De flygter fra katastrofer, fattigdom, forfølgelse eller krig

Hvor mange flygtninge er der cirka i verden?
A. Flere end 60 millioner

Hvor bor de fleste flygtninge?
B. I flygtningelejre i deres eget land

Hvad er en bådflygtning?
B. Mennesker, der flygter med båd via havet

Hvor lang tid var Mamadou om at flygte fra sit hjemland til Italien?
C. To år

Hvorfor var det farligt for Mamadou at være på flugt?
B. Han havde ingen voksne til at passe på sig

Sidens adresse er nu kopieret til din udklipsholder

Du kan indsætte den ved at trykke Ctrl + v