Epidemier og ebola
– når sygdom bliver
livsfarlig for mange
Fokusord
Epidemi, ebola, nødhjælp, nødhjælpsarbejder
del med andre
Epidemier og ebola
https://redbarnet.dk/skole/globale-temaer/epidemier-og-ebola-udskoling/Antal lektioner
2
Målgruppe
Udskoling
Typer af aktiviteter
Læse, se billeserier og filmklip
I skal bruge
Computere/tablets
Kort præsentation
Der er jævnligt billeder fra epidemier i medierne. Særligt ebola-epidemien i Vestafrika i 2014-2015 har, af gode grunde, fået meget omtale. Billeder fra epidemier rundt om i verden kan skabe bekymringer og spørgsmål hos eleverne.
I forløbet får eleverne indsigt i, hvad en epidemi egentlig er, og så arbejder de med at forstå, at frygten for epidemiudbrud er et levevilkår for mange mennesker. Eleverne arbejder også med, hvordan man hjælper og giver børn tryghed og omsorg - på trods af de vanskelige vilkår under en epidemi.
Fælles mål
I kan bruge materialet i historie, geografi, samfundsfag samt sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab.
Læs mere om de tilknyttede kompetenceområder i undervisningsvejledningen.
Undervisningsvejledning
Epidemier og ebola
Når mange mennesker bliver smittet med den samme sygdom i løbet af kort tid, hedder det en epidemi. I 2014 blev Vestafrika ramt af en voldsom epidemi ved navn ebola, hvor mange blev syge og skulle have hjælp.
Epidemier kan både være livsfarlige sygdomme, men der findes også epidemier, som man ikke dør af. Når en befolkning bliver ramt af en epidemi, betyder det, at antallet af smittede stiger og stiger i løbet af en kort periode. I fattige lande kan epidemier være farlige, fordi sygehusene ikke er gode nok. Det kan betyde, at mange børn og unge bliver syge eller mister deres familiemedlemmer.
Blandt de mest kendte epidemier er byldepesten – også kaldet kolera – som hærgede i Europa i midten af 1800-tallet.
En anden epidemi er den spanske syge, som var en slags influenza. Den spanske syge ramte i 1918 – 1920, og den dræbte omkring 50 millioner mennesker, heriblandt 14.000 danskere.
Ebola i Vestafrika
I nyere tid er ebola en af de værste epidemier, der har været. Ebola er en livsfarlig virus, som kan ramme både dyr og mennesker. Virussen smitter fra menneske til menneske igennem kontakt med inficerede kropsvæsker som spyt, blod og sæd.
I 2014 ramte et udbrud af ebola Vestafrika. Virussen spredte sig meget hurtigt på grund af landenes manglende viden om, hvordan man undgår smitte. Der var udbrud i både Sierra Leone, Guinea og Liberia, der alle er vestafrikanske lande. Der er tale om det hidtil største udbrud af ebolavirus. Epidemien blev stoppet igen i starten af 2015.

Der er også set enkelte tilfælde af ebola i andre afrikanske lande, men her er smitten blevet stoppet. Ebola har ikke spredt sig til andre steder i verden.
Grunden til, at ebola blev en så voldsom epidemi i området, skyldes en kombination af manglende erfaring med ebola, dårligt fungerende sundhedsvæsener, stor fattigdom og den mest dødelige type af ebola-virus.
Man skal ikke være bange for at blive smittet med ebola. Der er en meget lille risiko for, at sygdommen kommer til Danmark. Og hvis den gjorde, er de danske læger godt forberedt.
Livet på hospitalet
Da ebola begyndte at sprede sig i Sierra Leone i Vestafrika, oprettede Red Barnet et særligt hospital til at tage sig af de syge.
Se hvordan medarbejderne forsøgte at undgå smitte, hvordan patienterne havde det – og at der også blev holdt jul på hospitalet.
Red Barnets bekæmper ebola
Red Barnet har trænet lærere, forældre og sundhedsmedarbejdere i at forebygge den smitsomme ebola-virus. Vi har givet dem enkle og praktiske anvisninger, så de kan være med til at hindre sygdommen i at sprede sig. Og vi har leveret medicinsk udstyr til hospitalerne.
Derudover uddeler Red Barnet beskyttelsespakker til skoler, og oplyser folk om virussen via plakater og foldere, så de ved, hvordan de kan beskytte sig mod virussen, og hvordan de kan standse dens spredning.
Fokus på at hjælpe børnene
Ebola-epidemien betød, at mange mennesker døde, og mange børn mistede derfor deres forældre eller søskende.
Børn, der har oplevet død eller sygdom hos et familiemedlem, kan få det meget svært og have behov for at få støtte af en psykolog. Derfor havde vi særligt fokus på at hjælpe børnene i Vestafrika – både de børn, som bliver smittet, og de børn, som mistede deres familie til ebola.
En nødhjælpsarbejder fortæller
Da ebola begyndte at sprede sig i Sierra Leone i Vestafrika, oprettede Red Barnet et særligt hospital til at tage sig af de syge.
Arbejdet på hospitalet (06:56 min.)
Nødhjælpsarbejderen Kasper var med til at åbne hospitalet og hjælpe de syge børn og familier. Se med i videoen, når Kasper fortæller om mødet med børnene og om døden og glæden ved at overleve.
Julen (02:17 min.)
Kasper var også på arbejde juleaften. Det var en svær tid for børnene på hospitalet. Derfor besluttede personalet at gøre noget særligt ud af dagen.
Beskyttelsesdragten (03:57 min.)
Dem, der arbejde på hospitalet, var nødt til at have store dragter og handsker på. Dragterne beskyttede personalet mod at blive smittet med ebola. Det var altafgørende, at de sad rigtigt, og at alt blev gjort på den rigtige måde.
Sidens adresse er nu kopieret til din udklipsholder
Du kan indsætte den ved at trykke Ctrl + v