Deadline Syrien

- interaktiv dokumentar

om Syriens børn

Guilhem Alandry/Save the Children

Fokusord

Flygtning, asylansøger, nærområde, flygtningelejr, borgerkrig

Deadline Syrien

https://redbarnet.dk/skole/globale-temaer/deadline-syrien/
Til underviseren

Antal lektioner

Fra 2 lektioner

Målgruppe

Udskoling

Typer af aktiviteter

Gennemføre Deadline Syrien, skrive artikel

I skal bruge

Computere, tankekort

Kort præsentation

Krigen i Syrien har varet siden marts 2011. Det er længere end Anden Verdenskrig. Millioner af børn og familier har mistet alt og er flygtet fra deres hjem. Faktisk er halvdelen af landets befolkning på flugt.

'Deadline Syrien' giver dine elever et nærværende billede af, hvor forskelligt livet kan være som flygtning. Både for de børn og unge, der er blevet i nærområderne, og for de, der er kommet til Danmark.

Gennem den interaktive dokumentar møder eleverne otte flygtningebørn. Eleverne skal leve sig ind i rollen som journalister og indsamle materiale til en artikel. Men hvilken vinkling vælger eleverne til deres artikler, og hvor mange kilder kan eleverne nå at tale med, inden dokumentaren slutter?

Fælles mål

Dine elever kan arbejde med forløbet i dansk, samfundsfag og sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab. Klassen kan også arbejde med Deadline Syrien i et tværfagligt forløb eller i den understøttende undervisning.

Læs mere om de tilknyttede kompetenceområder i undervisningsvejledningen.

Undervisningsvejledning

Deadline Syrien - om dokumentaren

Over fem millioner børn og unge er på flugt fra krigen i Syrien. I den interaktive dokumentar 'Deadline Syrien' styrer du journalisten, som er taget af sted for at møde nogle af de mange børn og unge på flugt.

I Deadline Syrien bestemmer du, hvordan historien om de syriske børn og unge skal fortælles. Hvad skal vinklen på din historie være, og hvem vil du tale med?

Du bestemmer også, hvor du vil tage hen – men husk på, at dine valg er afgørende for, hvilke kilder du kan nå at tale med. Rejser du til Jordan og besøger flygtningelejre, eller bliver du i Danmark for at tale med de børn og unge, der søger asyl her?

Alt, hvad du oplever i Deadline Syrien er virkeligt og optaget ved, at en rigtig journalist har besøgt børnene og haft et kamera spændt fast på hovedet.

Video: Trailer for Deadline Syrien (1:43 min.)

Her kan du se en trailer for Deadline Syrien. Traileren forklarer, hvad den interaktive dokumentar går ud på og hvad din opgave som journalist er.

">

Persongalleri

I Deadline Syrien møder du syriske børn og unge, som er flygtet fra borgerkrigen i Syrien. De syriske flygtningebørn kommer til at være dine kilder til den artikel, du skal skrive efter, du har gennemført Deadline Syrien. 

Herunder kan du se de personer, du kan møde undervejs.

Dem du kan interviewe i Danmark:

Dem du kan interviewe i Jordan:

Krig og flygtninge

Verden over flygter børn og voksne fra krig, fattigdom og naturkatastrofer. Lige nu anslår FN, at der er flere end 65 millioner mennesker på flugt i verden.

Halvdelen er børn (2016). Langt de fleste børn og voksne er flygtet inden for deres eget land. De kaldes for interne fordrevne. Knap 20 millioner er flygtet til andre lande.

Børn og unge, der er flygtet fra krig betaler en høj pris. Mange har mistet familie og kammerater, deres hjem er blevet ødelagt og de har set skoler og hospitaler blive bombet. Nu håber de at kunne skabe et nyt og trygt liv et andet sted, eller at krigen skal slutte, så de kan vende hjem til deres land.

Så mange er på flugt
  • På verdensplan er der 65 millioner mennesker på flugt (2016)

  • 95% bor i nærområderne 

  • 1,2 millioner flygtninge søgte om asyl i EU i 2016 

Krigen i Syrien

Krigen i Syrien har varet siden marts 2011. Det er længere end Anden Verdenskrig. Mange syriske børn husker derfor ikke andet end krig. Krigen er en borgerkrig. Det betyder, at det er en krig mellem forskellige grupper i landet.

Det startede med en protest mod landets præsident, der er diktator. Men protesterne endte i en voldsom krig om blandt andet magt, religion, og hvem Syrien skal ledes af.

Krigen har betydet, at millioner af børn og familier har mistet alt og har været nødt til at flygte fra deres hjem. Faktisk er halvdelen af landets befolkning på flugt. Størstedelen er interne fordrevne i Syrien og resten er flygtet til nabolande som Jordan, Libanon og Tyrkiet. En langt mindre del krydser Middelhavet og kommer til Europa.

Syriske flygtninge
  • Knap 12 millioner mennesker er drevet på flugt fra krigen i Syrien – heraf 5 millioner børn (2017, UNHCR)

  • Flere end 1,2 millioner flygtninge fra Syrien er piger under 18 år (2017)

Jordan og Zaatari-lejren

Zaatari-lejren ligger i Jordan cirka ti kilometer fra grænsen til Syrien. Lejren er en af verdens største flygtningelejre. Den åbnede den 29. juli 2012. Frem til sommeren 2017 har flere end 460.000 syrere passeret gennem lejren. Før lejren blev til var der blot ørken. Nu bor der knap 80.000 flygtninge i containere og telte. 

Du kan se Zaatari-lejren på kortet her:

I Jordan er det dog kun en lille del af de syriske flygtninge, der bor i Zaatari. Størstedelen bor uden for lejren. Det kan være på små værelser, som de lejer eller i det man kalder uformelle lejre.

De uformelle lejre er lejre, hvor der ikke er megen hjælp udefra, så forholdene er som regel meget dårlige. Jordan forsøger så godt de kan at hjælpe de mange flygtninge, så de kan komme i skole eller få et arbejde.

Flygtning i Danmark

Når børn og voksne kommer til Danmark, kan de søge om asyl. En asylansøger er en udlænding, som søger om ret til at opholde sig og få beskyttelse i landet som flygtning.

Mens deres ansøgning behandles skal familierne bo på et asylcenter. Hvis de får asyl, er det Udlændingestyrelsen, der bestemmer hvor i landet, de skal bo.

Børn og voksne, der har fået asyl, får det, man kalder en 'midlertidig opholdstilladelse'. Det betyder, at de får lov at bo i Danmark, men hvis det bliver sikkert at vende hjem til Syrien, så skal de tage tilbage til Syrien.

I Danmark
  • I 2016 modtog Danmark godt 6.000 asylansøgere

  • En fjerdedel af de flygtninge, der søgte asyl i 2016, var fra Syrien 

Skolegang i Danmark

Danmark er forpligtet på at give skolegang til børn og unge, så snart de kommer til landet.

Hvis de ikke har fået midlertidig opholdstilladelse endnu, så modtager de undervisning på asylcentrene.

Hvis deres ansøgning er blevet godkendt, så kommer børnene enten ud i almindelige skoleklasser eller i det man kalder modtageklasser. Der findes ikke modtageklasser på alle skoler, men der hvor de findes, er det for de børn, der kommer fra udlandet og som endnu ikke forstår det danske sprog så godt. De har derfor svært ved at følge med i undervisningen i en almindelig klasse.

Hvis man går i en modtageklasse kan man stadig godt have nogle fag sammen med børn fra de almindelige klasser.

Mere fra Red Barnet

Sidens adresse er nu kopieret til din udklipsholder

Du kan indsætte den ved at trykke Ctrl + v