Makkermassage: Runes frikvarter 2

Modelfoto: Ulrik Jantzen

Makkermassage: Runes frikvarter 2 

Eleverne skal nu bytte roller, så den, der gav massage før, nu er den, der skal ned at ligge og få massage.

Læs historien højt i klassen

Historien, du skal høre nu, er næsten den samme som før. Rune og hans klasse har frikvarter. De er allesammen ude på legepladsen. Det regner lidt. Rune mærker regnen i sit hår (lad fingrene lave stille regndråber i håret). 'Kommer du ikke over og spiller bold med os, Rune?' råber Vadim fra klassen. Rune skynder sig over til Vadim og de andre drenge, der spiller bold (brug fingerspidserne, og bevæg dem fra side til side på ryggen). Det er sjovt, synes Rune.

Ved siden af drengene er der nogle piger, der sjipper i bue (bevæg nu fingerspidserne i en bue hen over ryggen). På skift hopper de ind i buen (flyt fingerspidserne i små hop hen over ryggen). De siger bogstaverne i alfabetet i kor (skriv forskellige bogstaver på ryggen med fingeren): 'a – b – c – d – e – f – g.' Pludselig kommer Rune til at skyde bolden over i buen. Pigerne ser surt på Rune (tegn et surt ansigt med fingeren). 'Hvorfor gjorde du det?' spørger Lisa. 'Det var et uheld,' siger Rune. 'Undskyld.' Lisa bliver glad igen (tegn et glad ansigt med fingeren). 'Det er o.k.,' siger hun og sparker bolden tilbage til Rune.

Da Rune og de andre drenge har spillet bold et stykke tid, løber de over til klatrestativet (bevæg to fingre på skift hen over ryggen). Det er et supergodt sted at lege. Rune kravler op ad stigen til tårnet. Fra klatrestativets tårn kan han se ud over hele legepladsen. De andre drenge kommer også op i tårnet. De aftaler, at de er pirater på et piratskib, og at legepladsen er det store hav, de sejler på (læg den flade hånd på ryggen, og bevæg håndfladen stille hen over ryggen).

Pludselig bliver det et voldsomt vejr, og bølgerne bliver større og større (tegn bølger med fingerspidserne – først små bølger, så større og større). Piratskibet bliver kastet rundt i bølgerne, og piraterne falder over bord og rutsjer hele vejen ned i det vilde hav, hvor de sultne hajer viser tænder (saml fingrene, og spred dem ud forskellige steder på ryggen). Rune lander lige i sandkassen. 'Hvad laver I?' Det er Lisa, der spørger. Rune ser op. 'Vi leger pirater,' siger han og rejser sig.

Han børster sandet fra sandkassen af sine bukser (gør hånden flad, og børst med håndfladen ned over ryggen). 'Det ser sjovt ud. Må vi være med?' spørger en af de andre piger. 'Ja, det må I da gerne,' siger Rune, men i det samme ringer klokken, og frikvarteret er slut. 'Vi kan lege videre i næste frikvarter,' siger Rune. Det vil de allesammen gerne. De løber op til klassen. Rune glæder sig allerede til, at det skal blive frikvarter igen (læg hånden stille på ryggen, og lad den ligge der, mens du tæller til ti).

Nu er den anden massagehistorie slut. Bed nu dem, der har fået massage, om at mærke efter, hvordan de har det i kroppen. Tal igen om, hvorvidt det var rart/afslappende/hyggeligt/ubehageligt/væmmeligt at få massage.

Tal i klassen om den anden historie

  • Hvordan var den anderledes?
  • Hvad synes I, der skal til for, at frikvartererne er gode for jer?
  • Lav sammen tre forslag til, hvordan I i jeres klasse kan sikre, at alle har det godt.