Mobiltelefoner
Mobiltelefoner (anbefales til 3. klasse)
De fleste af børnene i 3. klasse har deres egne mobiltelefoner. De må ikke have telefonerne fremme, når de er i skole, men de bruger dem fx, når de laver legeaftaler om eftermiddagen. Nogle gange skriver de også beskeder til hinanden.
Tal om teksten
- Hvor mange i jeres klasse har mobiltelefoner?
- Er der regler for, hvornår man må bruge mobiltelefoner på jeres skole?
Gry og Amina er bedste venner. De har begge to deres egne mobiltelefoner og sender tit beskeder til hinanden om eftermiddagen, når de er kommet hjem fra fritidshjemmet, eller om aftenen, inden de går i seng. Gry sender mange sjove billeder og emojis til Amina, mens Amina sender links til forskellige sjove klip på YouTube til Gry.
Tal om teksten
- Hvornår bruger I jeres mobiltelefoner?
- Hvad bruger I mobiltelefonerne til?
- Hvordan er det at gå i jeres klasse, hvis man ikke har en mobiltelefon?
En dag sender Gry et billede til Amina af en chokoladekage, som hun selv har bagt. Det er et billede, der er taget helt tæt på, og billedet får ikke ligefrem kagen til at se særlig lækker ud. Amina tror, Gry laver sjov, så hun sender en emoji tilbage af et ansigt, der kaster op. Da Gry får Aminas besked, bliver hun ked af det. Hun havde nemlig tænkt sig at invitere Amina på kage, men nu har hun ikke lyst til at være sammen med Amina alligevel.
Tal om teksten
- Hvorfor bliver Gry ked af det, da hun får Aminas besked?
- Hvorfor tror I, at Amina sender den emoji til Gry?
- Hvordan kunne Gry og Amina have undgået situationen?
- Hvordan undgår vi, at det samme sker i vores klasse?
Find sammen i grupper med fire i hver, og lav et lille rollespil, hvor I giver gode råd til, hvordan situationen kunne være undgået.