Hvad er Verdensmål?
Vores Verdensmål – ret til fremtiden
Fokusord
børn, Verdensmål, børns rettigheder
del med andre
Hvad er Verdensmål?
https://redbarnet.dk/skole/boerns-rettigheder/verdensmaal-udskoling/Antal lektioner
2-6 lektioner
Målgruppe
Udskoling
Typer af aktiviteter
Klassediskussioner, se film, tegne, skrive, selv lave film
I skal bruge
Smartboard, papir, tablet eller telefon
Kort præsentation
Verdensmålene er vigtige for verden, og noget vi alle skal arbejde med. Der er dog stadigvæk mange mennesker (både børn og voksne), som ikke rigtig kender målene. Fokus er derfor på Verdensmålene i år. Materialet skal give børn et indblik i de udfordringer, verden står overfor, give dem håb for at de voksne arbejder på løsninger, samtidig give dem egne løsningsmuligheder og en bevidsthed om, at de ved at engagere sig også selv har indflydelse på, at Verdensmålene nås.
På TV og på sociale medier kan børn ikke undgå at høre om verdens globale problemer, om flygtningekriser, fattigdom, sult, global opvarmning osv. Det kan skabe utryghed hos børn, og samtidig en usikkerhed i forhold til, om verden overhovedet er i stand til at ændre kurs. Vi må ikke efterlade børnene med tvivl, frygt og magtesløshed, men give dem en følelse af, at de og andre rent faktisk kan gøre noget. Formålet er at inspirere eleverne til at finde deres egen måde, hvorpå de kan bidrage til at skubbe verden i en mere bæredygtig retning.
Verdensmål og børns rettigheder går hånd i hånd. Materialet skal være med til at understøtte bevidstheden, om man ved at støtte Verdensmål også styrker børns rettigheder.
Fælles mål
I kan bruge materialet i dansk, samfundsfag, It og Medier og understøttende undervisning
Læs mere om de tilknyttede kernekompetencer i undervisningsvejledningen.
Undervisningsvejledning
Introduktion til Verdensmålene
På et FN-topmøde i New York den 25. september 2015 blev Verdensmålene vedtaget. Med på mødet deltog verdens stats-og regeringsledere, og de blev enige om, at de 17 valgte mål frem til 2030 skal sætte en kurs mod en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og planeten, vi bor på.
Det er 17 Verdensmål med 169 delmål, som forpligter alle FN’s 193 medlemslande.
De 17 mål handler om helt at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere uligheder, sikre god uddannelse og bedre sundhed for alle, fremme fred og sikkerhed, sørge for anstændige jobs og at beskytte planeten. Du kan se alle 17 mål her.

Verdensmål og børns rettigheder går hånd i hånd. Når man støtter Verdensmål, så støtter man også børns rettigheder. I kan læse en læsevenlig udgave af børnekonventionen her. Tal om i klassen, hvordan I kan se, at børnekonventionen og Verdensmål hænger sammen.
Her i Red Barnet har vi fokus på børn, og har derfor udvalgt 4 Verdensmål, som vi gerne vil fokusere særligt på. De 4 udvalgte Verdensmål er: mål 4, Kvalitetsuddannelse, mål 5: Ligestilling mellem kønnene, mål 10: Mindre ulighed og mål 16: Fred, retfærdighed og stærke institutioner. Derfor bliver det også de 4 mål du skal lære ekstra meget om nu.
Her kan du se generalsekretær Jonas Keiding fortælle, hvorfor han synes, Verdensmålene er vigtige.


Etiopien (Foto: Karin Beate Nøsterud, 2008)
Hvordan står det til i verden?
Nogle mennesker synes, det går rigtig dårligt i verden. Andre mennesker synes, at verden er bedre end nogensinde. Hvad synes du?
I denne tabel kan du se, hvordan det er gået i verden siden 1960:
Udviklingen fra 1960 til 2015
Befolkning |
3 milliarder |
7 milliarder |
Gennemsnitslevealder |
50 år |
70 år |
Antal børn per kvinde |
5 børn |
2,4 børn |
Børnedødelighed |
18 % |
4,3 % |
Ekstrem fattigdom |
Ca. 60 % |
Cirka 10 % |
Kilde: Verdensbanken
Kan du finde ud af, hvordan det specifikt ser ud for Danmark? Du kan bruge Danmarks statistik som hjælp.
Diskuter i klassen hvorfor tallene fra hele verden og fra Danmark er forskellige.
I Red Barnet har vi fokus på de sociale mål: mål, 4, 5, 10 og 16. Selvom der er sket fremskridt indenfor de 4 mål, er der stadig meget, der skal gøres, hvis målene skal nås inden 2030. Herunder kan du læse en kort status på de sociale Verdensmål.
Mål 4: Kvalitetsuddannelse

Det går fremad for dette mål. I dag går 9 ud af 10 børn i verden i skole. Men der er alligevel 63 millioner børn i verden lige nu, der ikke går i skole. Men det er en forbedring. I år 2000, var det nemlig 100 millioner børn, der voksede op uden skolegang. Men selvom de fleste af verdens børn i dag går i skole, så er der stadig mange børn, der ikke får lært at læse, skrive og regne, da kvaliteten i mange skoler er for dårlig.
I Danmark går alle børn i skole. I Danmark handler mål 4 mest om at gøre skolen bedre.
FN har lavet en rundspørge blandt 10 millioner mennesker fra forskellige lande i hele verden. De blev spurgt, hvilket mål, de synes, var vigtigst. Mål 4 blev valgt som det vigtigste.
Her kan du se Ulla Tørnæs, minister for udviklingssamarbejde fortælle om Verdensmålene, og hvorfor hun synes, mål 4 er det vigtigste.
Diskuter i klassen
Hvorfor tror du, at mål 4 er blev valgt som det vigtigste mål?
Hvilket mål synes du, er det vigtigste mål?
Mål 5: Ligestilling mellem kønnene

Der er generelt fremgang for ligestillingen, men det går langsomt. Faktisk vil det tage 90 år, før vi opnår ligestilling, hvis vi fortsætter med den fart, vi har nu. I dag begynder næsten lige så mange piger som drenge i skole. Men der er fortsat stor forskel på, hvor længe piger og drenge får lov til at forsætte i skolen. Der er også stor forskel på, hvor mange kvinder og mænd, der er i politik og i lederstillinger.
Kvinder tjener også mindre end mænd, ofte også selvom de udfører det samme arbejde, og det gælder for alle lande i verden. Kvinder bruger 3 gange så meget tid på arbejdet i hjemmet (som er ubetalt) end mænd. Når mænd og kvinder bliver skilt, er det ofte moren, der får lov at have børnene boende mest hos sig, også selv om faren gene vil have børnene boende lige så mange dage. Der er faktisk intet land i verden, der har opnået fuldstændig ligestilling.
Diskuter i klassen
Hvad betyder det, når der ikke er ligestilling?
Hvordan synes du, ligestillingen kan forbedres i Danmark
Mål 10: Mindre Ulighed

Der er stor ulighed i verden. Der er en undersøgelse, der viser, at 1 % af jordens befolkning ejer 50 % af verdens formuer. Det vil sige, at den anden 50 % af jordens rigdomme tilhøre 99 % af befolkningen. Det må man sige er ulige.
Dine chancer for at klare dig godt i livet afhænger af: hvornår du er født, hvor du er født, og hvem dine forældre er. Også i Danmark har det betydning for dit liv, hvor meget dine forældre tjener, og hvad de har af uddannelse, men betydningen er mindre end i mange andre lande.
Diskuter i klassen
Hvad tror du, der skal til, for at vi kan mindske ulighed i Danmark?
Hvad kan vi gøre for at mindske ulighed imellem lande?
Mål 16: Fred, retfærdighed og stærke institutioner

Dette mål handler om at mindske vold, sikre fred, nedbringe korruption samt at sikre at alle mennesker bliver behandlet retfærdigt. I mange lande bliver sorte mennesker eksempelvis ikke behandlet lige så godt som hvide. I mange lande er der også korruption, og man kan ikke stole på politiet.
I Danmark er kriminaliteten generelt faldende, vi har næsten ingen korruption, og har det generelt fredeligt. Der ses dog en stigning på antallet af anmeldte voldsepisoder. Det kan forklares ved, at flere er begyndt at anmelde det. Så det betyder ikke nødvendigvis, at der er mere vold i dag end for 10 år siden.
Diskuter i klassen
Synes du, at Danmark er et trygt land at vokse op i?
Tror du, at det er realistisk, at der bliver fred i verden?
Hvad kan vi gøre, for at alle bliver behandlet retfærdigt?
Hos Danmarks Statistik kan man finde tal og grafer for udviklingen i Danmark på hvert enkelt delmål for de 17 verdensmål. Du trykker blot på et verdensmål og derefter et delmål.
På FN’s egen side for verdensmålene finder du en lidt mere generel oversigt over, hvordan det går globalt.

Screengrab: Meisterstück
Hvad gør politikerne?
Vi har fået en gruppe elever til at være journalister for en dag. Eleverne gik på Christiansborg og spurgte politikerne om, hvad de gør for at sikre, at Verdensmålene nås. Eleverne spurgte ind til de sociale mål, og hver politiker blev kun spurgt om deres holdning til et af målene.
Se filmene her.




Diskuter 2 og 2 eller i klassen
Hvad spørger eleverne politikeren om?
Hvad svarer politikeren?
Synes I, det er et godt svar?
Hvad mener politikeren, at børnene selv kan gøre?
Tror du, at målet bliver nået inden 2030?
Opgave: 2 og 2
Hvis I skulle formulere et spørgsmål til en politiker omkring et socialt Verdensmål, hvilket mål vil I vælge, og hvad vil I spørge om?
Journalist for en dag
Nu er det jer, der skal agere journalister for en dag. Med hjælp fra lommefilm.dk skal I lave jeres eget interview og filme det. Jeres lærer hjælper jer med at lægge filmen op på lommefilms kampagnekanal, når den er færdig. Du kan se her, hvordan du laver filmen.
I skal nu vælge et af de sociale verdensmål og formulere et spørgsmål, som I gerne vil have svar på.
I skal anvende spørgemodellen:
Spørgemodel
Hvad gør du for, at… (fx sikre god skolegang for danske børn)?
Hvad vil du gøre i fremtiden?
Hvad kan vi/jeg selv gøre?
Hvis der er mulighed for det, så prøv at få lov til at spørge jeres lokale borgmester, en lokalpolitiker eller lignende. Det kan også være jeres skoleleder, dine forældre eller din lærer.
Hvis I ikke kan finde nogle voksne, der har lyst til at være med. Så lav en film, hvor I spørger hinanden, hvad I vil og kan gøre for, at Verdensmålene skal lykkes. Spørg også gerne om, hvad I synes om Verdensmålene.
Sidens adresse er nu kopieret til din udklipsholder
Du kan indsætte den ved at trykke Ctrl + v