Vores verdensmål

- Ret til fremtiden

Fokusord

børn, Verdensmål, børns rettigheder

Vores verdensmål

https://redbarnet.dk/skole/boerns-rettigheder/verdensmaal-indskoling/
Til underviseren

Antal lektioner

2-6

Målgruppe

Indskoling

Typer af aktiviteter

Højtlæsning, klassediskussioner, se film, tegne, skrive, selv lave film

I skal bruge

Smartboard, sakse, pap, tuscher, papir, tablet eller telefon

Kort præsentation

Verdensmålene er vigtige for verden, og noget vi alle skal arbejde med. Der er dog stadigvæk mange mennesker (både børn og voksne), som ikke rigtig kender målene. Derfor har Red Barnet valgt at sætte fokus på Verdensmålene i år. Materialet skal give børn et indblik i de udfordringer, verden står overfor, give dem håb for at de voksne arbejder på løsninger og samtidig give dem egne løsningsmuligheder og en bevidsthed om, at de ved at engagere sig også selv har indflydelse på, at Verdensmålene nås.

På TV og på sociale medier kan børn ikke undgå at høre om verdens globale problemer, om flygtningekriser, fattigdom, sult, global opvarmning osv. Det kan skabe utryghed hos børn, og samtidig en usikkerhed i forhold til, om verden overhovedet er i stand til at ændre kurs. Vi må ikke efterlade børnene med tvivl, frygt og magtesløshed, men give dem en følelse af, at de og andre rent faktisk kan gøre noget. Formålet er at inspirere børnene til at finde måder, hvor de kan bidrage til at skubbe verden i en mere bæredygtig retning.   

Verdensmål og børns rettigheder går hånd i hånd. Og materialet skal være med til at understøtte bevidstheden om, at man ved at støtte Verdensmål også styrker børns rettigheder. 

Undervisningsvejledning

Vores verdensmål - Ret til fremtiden

Nu skal du lære om Verdensmål. Verdensmål er nogle mål, som verden skal nå inden år 2030.

Det er rigtig lang tid til år 2030. Prøv lige at regne ud hvor gammel du er i år 2030.

Det er rigtig svært at forestille sig, hvordan verden ser ud om så mange år!

Dem, der bestemmer i de forskellige lande, har besluttet, at alle Verdensmålene skal nås. Der er 17 mål. Blandet andet: Ingen må sulte, ingen skal være fattige, stop krig, mindre forurening, og alle børn skal gå i en god skole. Det skal hele verden nå inden 2030.

Det er måske alligevel meget godt, at der er et lang tid til år 2030. Ellers kunne vi nok ikke nå det.

Børns rettigheder

Alle børn har rettigheder, som både børn og voksne skal overholde. Du skal for eksempel ikke finde dig i, at nogen slår dig. Du har også ret til at sige din mening. Verdensmål og børns rettigheder hænger sammen. Så når vi gør noget for Verdensmålene, så støtter vi også børns rettigheder.

Nu skal du lære om Verdensmålene. Du skal se nogle film med børn, der spørger voksne om, hvad de gør for at nå målene.

Du skal selv prøve at være journalist og lave en lille film eller en plakat om, hvad du kan gøre, for at vi når målene. 

Her kan du se et billede af alle 17 mål. Få din lærer til at læse målene op i klassen og fortælle dig, hvad hvert mål står for. 

De 17 verdensmål

Din lærer kan printe målene ud, så kan du klippe dem ud og sætte dem flot op på et stykke papir 

Fordi der er så mange mål, har vi valgt 4, som du nu skal lære mere om. De 4 mål er vigtige for Red Barnet. Det er de fordi, de 4 mål hjælper børn med at få et godt liv. Vi kalder de 4 mål: de sociale mål.

Modul 1: De sociale Verdensmål

Nu skal du se 4 små film. I filmene fortæller nogle børn fra 3. klasse, hvad de synes er vigtigst ved de mål, som hedder de sociale mål. Det kan være, du synes noget andet er vigtigst. Tal sammen om det i klassen.

Mål 4: Kvalitetsuddannelse

Verdensmål 4 grafik
">

ARBEJDSOPGAVE TIL MÅL 4: SKRIV ELLER TEGN TIL SPØRGSMÅLENE

Hvorfor tror du, at børn kan få et bedre liv af at gå i skole?

Hvordan synes du, at din skole kan blive bedre?

Hvad drømmer du om at blive, når du bliver stor?

Mål 5: Ligestilling mellem kønnene

Verdensmål 5 grafik
">

ARBEJDSOPGAVE TIL MÅL 5

Ligestilling handler om, at man skal have lov til det samme, uanset om man er pige eller dreng.

Forestil dig, at du ikke må gå i skole, fordi du er en dreng/pige. Tal i klassen om, hvordan det vil være!

Mål 10: Mindre ulighed

Verdensmål 10 grafik
">

ARBEJDSOPGAVE TIL MÅL 10

Ulighed betyder, at man ikke bliver behandlet ens.

Tal om i klassen, hvad I synes ulighed betyder.

Har du oplevet ulighed?

Mål 16: Fred og retfærdighed

Verdensmål 16 grafik
">

ARBEJDSOPGAVE TIL MÅL 16

Mål 16 handler om at stoppe krig og gøre verden mere retfærdig. 

Hvordan vil verden se ud, hvis der ikke var krig? Tegn eller skriv, hvordan du tror, verden vil se ud.

Har du oplevet at blive behandlet uretfærdigt?

Modul 2: Hvad gør politikerne?

Vi har fået nogle elever til at gå ind på Christiansborg og spørge politikere, hvad de gør for at nå Verdensmålene. Christiansborg er den bygning i København, hvor dem der bestemmer i Danmark arbejder. 

I klassen

Hvad er en politiker og hvad arbejder de med?

Når I har set filmene, kan I diskutere i klassen

Hvad spurgte eleverne om?

Hvad svarede politikerne? Synes du det er et godt svar?

Hvad ville du selv have spurgt en politiker om?

Modul 3: Journalist for en dag

I skal i grupper finde på et godt spørgsmål, som I skal spørge en voksen om. I kan spørge jeres lærere, skoleleder eller måske jeres forældre. Enten får I selv lov til at filme, eller også fortæller jeres lærer jer, hvad I skal gøre. 

Et spørgsmål en voksen (fx jeres skoleleder) kunne være: Hvordan sørger du for at alle børn på den her skole har det godt? Eller: hvordan sørger du for, at alle børn på den her skole bliver behandlet ens?

I kan også spørge jeres lærer om, hvad de gør, for at alle bliver behandlet ens.

At lave film

Det kan godt være svært at lave en god film. Derfor får du hjælp. Tryk her så du kan se hvordan man gør.

Sidens adresse er nu kopieret til din udklipsholder

Du kan indsætte den ved at trykke Ctrl + v