Portræt af Roxana

Pigen Roxana smiler venligt, da hun tager imod besøg på sit fine værelse. 

Hun er 12 år og bor nu med sin familie i Danmark.  

Roxana har sagt ja til at fortælle lidt om sit liv. På mange måder minder det om de fleste andre børns liv. Hun har et dejligt værelse fyldt med bamser, gode venner og hun går i skole som alle andre.  Men sådan har det ikke altid været, for Roxana er vokset op i Syrien, hvor der længe har været krig. 

Når Roxana fortæller om sit liv i Danmark, virker hun glad og tryg.  Med smil i øjnene forklarer hun, at hun elsker at tegne, og at hun er rigtig glad for sin skole. Hun leger godt med sine venner og drømmer om at se Paris en dag.   

Når samtaler falder på tiden i Syrien, bliver hun alvorlig. Roxana fortæller, at der både manglede  mad og rent vand. Hun fortæller også, at krigen var slem, og at mange folk var syge. I et helt år og fem dage så hun ikke sin far. Han var flygtet til Europa og havde søgt asyl i Danmark i håbet om, at kunne få sin familie i sikkerhed.   

Nu er den nærmeste familie samlet, men der er stadig mange tilbage i Syrien, som hun savner. 

Alligevel er Roxana mest glad, for som hun siger: 'Når jeg ser at alle er glade, så er jeg også glad.' - og i Danmark oplever hun, at alle er glade og har det godt. 

Roxana (foto: Nana Reimers)

 

Foto: Nana Reimers