Modul 1

Stærke sammen

Formål med modul 1

Hensigten med dette indledende modul er at informere, motivere og engagere eleverne i forhold til det forestående arbejde med STÆRKE SAMMEN. Læringsforløbet bliver præsenteret for eleverne, så de har en forståelse af, hvorfor I skal lave dette sammen, og et overblik over hele forløbet. Eleverne får at vide, hvor og hvornår I skal mødes omkring forløbet. Samtidig får eleverne mulighed for at stille spørgsmål og fortælle, hvad de forventer og håber, de kan få ud af forløbet.

Begrebet resiliens bliver forklaret for eleverne ud fra konkrete eksempler med et særligt fokus på, hvordan forløbet er med til at gøre jer stærke sammen. Hovedbudskabet er, at man er stærkere, når man står sammen med andre, end når man står alene.

Læringsmål

  • Eleverne har et overblik over hele forløbet: hvad, hvorfor, hvor og hvornår.

  • Eleverne har reflekteret over, hvad de forventer og håber, de kan få ud af forløbet.

  • Eleverne har bidraget aktivt til at udvikle de aftaler, der skal være gældende for ’det trygge rum’.

Fokus i modul 1

Styrke – både hos den enkelte og i fællesskabet – bliver koblet sammen med børns rettigheder. For når man kender egne og andres rettigheder, er det lettere at finde ud af, hvornår rettighederne ikke bliver overholdt, og hvornår man har brug for hjælp eller støtte fra andre. På den måde bliver man stærkere. Men der skal også være nogle voksne eller jævnaldrende, der er klar til at hjælpe – derfor er det vigtigt at være stærke sammen.

I modulet er der fokus på, at I sammen etablerer de aftaler, der skal være gældende, når I arbejder med STÆRKE SAMMEN. Aftalerne er gældende under hele forløbet. Det er hensigten, at eleverne skal være aktive medskabere af disse aftaler, så de giver mening for dem, og eleverne føler et ejerskab til aftalerne.

I det efterfølgende modul (modul 2) bliver der arbejdet mere i dybden med børns rettigheder, og eleverne bliver introduceret for FN’s Børnekonvention. Der vil gennem hele læringsforløbet være mulighed for at referere til Børnekonventionen og dens artikler.

Herover kan du downloade de materialer til modul 1, som skal printes enten til ophængning i klassen eller uddeling blandt eleverne.

Videomateriale til modul 1

Til STÆRKE SAMMEN - modul 1 skal eleverne derudover se to videoklip 'Et stort net' og 'Introfilm til elever'.

De to videoklip finder du herunder.

Video: Et stort net (2:48 min)

Video: Introfilm til elever (1:58 min.)

Derudover skal I bruge:
    • Smartboard/flipover/tavle
    • To bløde bolde (alternativt risposer)
    • Et tætrullet garnnøgle af groft snor
    • Et stort ark (A1 eller to A2-ark tapet sammen)
    • Tusser
    • Tape/selvklæbende gummi til ophængning af planche
    • Mappe, som eleverne efter hvert modul kan gemme materialer og evalueringsark i
    • Evt. 10 grene

Børnekonventionen

Modulet berører særligt følgende rettigheder fra børnekonventionen:

  • Børn har ret til at gå i skole og få en uddannelse. Uddannelsen skal støtte børn i at udvikle sig til ansvarlige og deltagende mennesker og fremme, at børn kender til og respekterer børns rettigheder (artikel 28 + 29).

  • Voksne skal hjælpe og beskytte børn, så de trives, udvikler sig sundt og er trygge (artikel 5, 6, 26 + 27).

  • Børn har ret til at give udtryk for deres følelser og meninger og at få dem respekteret – så længe de ikke forskelsbehandler (diskriminerer) eller undertrykker andre. Børn har ret til at søge, modtage og videregive information (artikel 12, 13 + 17).

  • Børn har ret til at blive beskyttet mod forskelsbehandling (diskrimination) (artikel 2).

  • Børn har ret til hvile, leg og deltagelse i kulturelle og kreative aktiviteter samt være aktive i fritidsforeninger (artikel 31).

Gå til næste modul (modul 2)