Stærke sammen (indskoling)

Introduktion

STÆRKE SAMMEN til indskolingen er et læringsforløb, der handler om at opbygge elevernes indre styrke og et stærkt og trygt fællesskab i klassen. Forløbets mål er bl.a. at eleverne skal kende deres rettigheder fx i forhold til vold og overgreb og styrke dem i at sige fra, hvis deres grænser bliver overtrådt.

Vi anbefaler, at I gennemfører ’STÆRKE SAMMEN- indskoling’ over 7 uger, så det bliver noget, I vender tilbage til på faste tidspunkter, og at I altid er to fagpersoner til stede, når I arbejder med forløbet. På den måde kan I bedre observere eleverne og deres samspil undervejs, og I får også mulighed for, at den ene af jer kan gå fra og tale med en elev på tomandshånd, hvis der opstår behov for det.

Vi har tilrettelagt forløbet, så et modul typisk består af to lektioner, som ikke bør ligge lige i forlængelse af hinanden. Det skyldes dels, at forløbet lægger op til en del samtaler, og det kan for mange indskolingselever være svært at skulle holde koncentrationen over længere tid, dels at et opdelt forløb giver bedre mulighed for at samle op på de tanker, som måske er blevet sat i gang hos eleverne.

Hvis det passer jer bedst, kan I sagtens vælge at gennemføre hele modulet på samme ugedag, så skal I bare sørge for, at der er nogle timer mellem de to undervisningsgange, hvor eleverne laver noget andet.

Podcast: Legens univers
Leg er et centralt element, hvis man vil understøtte børns udvikling, måske særligt for børn i udsatte positioner. I podcasten får viden om, hvilken betydning godt faciliterede lege har for børn, samt konkrete råd til, hvordan man som fagperson kan bruge leg i dit arbejde.  

Læs mere og lyt til 'Legens Univers'

STÆRKE SAMMEN tager udgangspunkt i FN’s børnekonvention – og er bygget op omkring nogle af de rettigheder, som også de yngste skolebørn skal kende til. STÆRKE SAMMEN hviler desuden på forskning i resiliens og resiliensfremmende fællesskaber.

Moduler til STÆRKE SAMMEN

Forløbet er udviklet specielt til elever i 1.-3. klasse og består af 7 moduler af en-to lektioners varighed. Start og slut-modulet varer kun en enkelt lektion, mens de 5 temamoduler er delt op i lektion A og B.

Fortællingen ’Agernskoven’, som handler om skovalferne Pil og Birke, danner rammen for ’STÆRKE SAMMEN’-forløbet. Vi har valgt at tage udgangspunkt i en rammefortælling, fordi det ofte bliver nemmere for de yngre elever at tale om tunge emner, hvis det handler om fiktive karakterer. Til alle A moduler hører der derfor et kapitel af historien, hvor Pil og Birkes oplevelser bliver udgangspunktet for arbejdet med de forskellige temaer.

Om Stærke Sammen (indskoling)

STÆRKE SAMMEN er oprindeligt udviklet til mellemtrinet, men takket være en bevilling fra Socialstyrelsen og Undervisningsministeriet har det været muligt at versionere materialet til både dagtilbud/0.klasse og til indskolingen.

Vi håber på, at det kan være med til at skabe sammenhæng mellem dagtilbudsområdet og skolen og give flere børn kendskab til deres rettigheder og handlemuligheder i svære situationer.

I kan se det oprindelige materiale, der også omfatter en grundigere teoretisk indføring i begrebet social resiliens under STÆRKE SAMMEN.