Modul 8
Mig og os
Formål med modul 8
I modul 8 er der fokus på, hvordan alle – elever og fagpersoner –bringer noget vigtigt ind i klassefællesskabet.
Forskning viser, at man er mere tilbøjelig til at hjælpe og beskytte dem, man oplever samhørighed med. Samtidig er det vigtigt for alle at føle sig som en værdsat deltager i et meningsfuldt fællesskab. Derfor får eleverne i modulet mulighed for at reflektere over fællesskabets betydning. Samtidig får eleverne mulighed for at sætte ord på, hvilke styrker de besidder og sætter i spil i klassefællesskabet. Ved at tydeliggøre, at alle bringer noget værdifuldt ind i fællesskabet, åbner det for, at eleverne kan skabe nogle nye fortællinger om sig selv, hinanden og fællesskabet.
Modulet berører særligt de rettigheder, der handler om, at børn har ret til at have det godt, trives og føle sig trygge samt at blive beskyttet imod forskelsbehandling og diskrimination. Diskrimination er en mere korrekt betegnelse, men kan være et svært eller nyt ord for nogle elever. Hvis du vælger at bruge ordet, kan du eventuelt først indlede med at give eksempler på, hvad det betyder.
Herover kan du downloade de materialer til modul 8, som skal printes enten til ophængning i klassen eller uddeling blandt eleverne.
Videomateriale til modul 8
Til STÆRKE SAMMEN - modul 8 hører også videoen 'Legefilm: Klappeleg'.
Video: 'Legefilm: Klappeleg' (3:02 min.)
Børnekonventionen
Modulet berører særligt følgende rettigheder fra børnekonventionen:
-
Voksne skal hjælpe og beskytte børn, så de trives, udvikler sig sundt og er trygge (artikel 5, 6, 26 + 27).
-
Børn har ret til at blive beskyttet mod forskelsbehandling (diskrimination) (artikel 2).
-
Børn har ret til at have deres egen kultur, deres eget sprog og selv vælge deres religion (artikel 14 + 30).