Indsatser Stærke Sammen – Mellemtrin Modul 9 – Afslutning
Modul 9

Afslutning

INTRODUKTION

Kobling til FN's Børnekonvention
Modulet berører særligt følgende rettigheder fra børnekonventionen: Børn har ret til at gå i skole og få en uddannelse. Uddannelsen skal støtte børn i at udvikle sig til ansvarlige og deltagende mennesker og fremme, at børn kender til og respekterer børns rettigheder (artikel 28 + 29).

Voksne (staten) skal sørge for, at alle børn og voksne får kendskab til Børnekonventionen, og at den bliver respekteret og overholdt (artikel 4 + 42).

Børn har ret til at give udtryk for deres følelser og meninger og at få dem respekteret – så længe de ikke forskelsbehandler (diskriminerer) eller undertrykker andre. Børn har ret til at søge, modtage og videregive information (artikel 12, 13 + 17).

Børn har ret til hvile, leg og deltagelse i kulturelle og kreative aktiviteter samt være aktive i fritidsforeninger (artikel 31).

    INDLEDNING TIL FAGPERSON

    Modulet er det afsluttende i hele forløbet – og det skal fejres! Sørg for at have forberedt jer, så der kan blive lidt feststemning i klassen. Du kan forinden have aftalt med eleverne, hvordan I skal afslutte – skal der være noget at spise og drikke? Skal der pyntes op? Hvilke opgaver kan eleverne stå for – husk, at det skal være overskueligt og realistisk.

    Modulet lægger særligt op til, at elevernes egen viden, holdninger og engagement/initiativ bliver inddraget. I skal sammen evaluere, hvad I har lært af forløbet, og hvad I synes, det er vigtigt at arbejde videre med i klassen. Der er sat mere tid af til startlege, og I kan sammen vælge en-tre lege, som gruppen har syntes godt om. Der er ingen formulerede læringsmål eller skriftlig evaluering for modulet.

    Temaøvelsen ’De 12 kategorier’ laves som en del af festen/receptionen. Inden temaøvelsen får eleverne tid til at se deres elevmapper igennem og får på den måde mulighed for at reflektere over tematikker og egen læring. Gennem afstemning får eleverne mulighed for at udtrykke, hvilke fremadrettede temaer, de synes, er vigtige, for at alle har det godt og trives i klassen.

    OPSAMLING FRA SIDST OG INTRODUKTION

    Cirka 10 minutter

    Fortæl, at det i dag er den afsluttende gang i forløbet, og det skal fejres. Ud over en festlig afslutning skal eleverne også stemme om, hvilke temaer, de synes, kunne være vigtige at arbejde videre med på sigt.

    Fortæl, at I vil starte med et par startlege inden festen/receptionen, og at eleverne kan byde ind med, hvilke startlege, de synes, har været sjovest i forløbet, og de derfor godt kunne tænke sig at lave igen.

    Startlege fra forløbet

    Cirka 15 minutter

    Lad eleverne selv foreslå mulige startlege på baggrund af dem, I har lavet i forløbet. Snak om, hvilket modul startlegene hørte til, hvad I skulle lære gennem legen, og hvilke vigtige pointer der kom frem.

    Startlege fra forløbet

    • Kaste bold i mønster
    • Send et håndtryk rundt
    • Rækkefølge
    • Send et ansigtsudtryk rundt
    • Magneter
    • Kopleg
    • Rør ved …
    • Klappeleg

    GENNEMGANG AF ELEVMAPPER OG FÆLLES EVALUERING AF ARBEJDET MED stærke sammen

    Cirka 35 minutter

    Formål med øvelsen

    At evaluere arbejdet med Stærke Sammen og opfriske de vigtigste pointer fra arbejdet.

    Materialer til øvelsen

    Øvelsesvejledning - sådan gør du

    1. Fortæl eleverne, at de nu får ti minutter til at bladre deres mapper igennem og tænke over, hvad de har lært af forløbet. Hæng modulforsiderne op i klassen, og brug dem til at vende tilbage til hvert enkelt modul:
    2. Snak om illustrationerne på modulforsiderne: Hvad symboliserer de, og hvordan relaterer de sig til det, I arbejdede med i modulet?
    3. Hvad lærte vi?
    4. Hvad var sjovt?
    5. Var der noget, der var svært?
    6. Hvad er det vigtigste fra hvert enkelt modul at tage med videre.

    Modulforsiderne kan hjælpe til at gøre snakken om læringsforløbet mere konkret. Lad evt. forsiderne hænge i klassen, så I på senere tidspunkter kan vende tilbage til de aftaler, I lavede, og de ting, I lærte.

    Fest/reception og arbejde med 'de 12 kategorier'

    Cirka 20 minutter

    Formål med øvelsen

    At fejre afslutningen på forløbet sammen. At eleverne tager stilling til, hvilke tematikker der er vigtige, for at alle har det godt og trives i klassen – så I kan være stærke sammen.

    Materialer til øvelsen

    Øvelsesvejledning - sådan gør du

    Giv tid til, at der kan opstå en fest-/receptionsstemning. Lad afstemningen og den efterfølgende dialog indgå som en naturlig del af festen/receptionen.

    1. Hæng arbejdsarket/planchen med de 12 kategorier op på væggen.
    2. Gennemgå kategorierne, og bed eleverne om individuelt at reflektere over, hvilke kategorier, de synes, er de vigtigste.
    3. Udlevér tre klistermærker til hver elev. Bed eleverne om at sætte deres tre klistermærker på arbejdsarket/planchen ud for de emner, de synes, er de vigtigste, for at alle har det godt og trives i klassen.
    4. Man må gerne sætte flere klistermærker ved samme emne.
    5. Når alle elever har stemt, faciliterer fagpersonen en dialog vedrørende de tre-fem temaer, som på baggrund af elevernes afstemning fremstår som de vigtigste.
    6. Formålet med dialogen er at få idéer til, hvordan I kan styrke nogle af de temaer, der er vigtige for eleverne. Idéer til dialog:
      • Hvorfor er de her temaer vigtige? Og hvordan kan vi handle i forhold til de vigtige temaer?
      • Er der noget, der har ændret sig, i de uger vi har arbejdet med Stærke Sammen?
      • Hvad kan vi gøre for at arbejde videre med de her temaer?
      • Inddrag evt. den plakat, I lavede til øvelsen ’Det trygge rum’ i modul 1, og vend tilbage til de aftaler, som eleverne indgik dengang. Diskuter evt., om det er de samme aftaler, der skal gøre sig gældende, eller om der i fremtiden er brug for nye aftaler i klassen.

    Hvis I har arbejdet med handleplansvejledningen RYKKE SAMMEN, har eleverne allerede stemt om, hvilke af de 12 kategorier, de synes, er vigtigst for klassen, så kan denne øvelse være en lejlighed til at tale om, hvorvidt elevernes holdning har ændret sig og i så fald hvorfor.

    Afslutning: Gem elevernes afstemning og tilbagemeldinger, så I evt. på et senere tidspunkt kan aftale, hvordan og hvornår I arbejder videre med de pågældende tematikker.

    Afsluttende evalueringsleg - 'Kaste med bold'

    Cirka 10 minutter

    Formål med øvelsen

    At evaluere forløbet på en sjov måde, der giver eleverne mulighed for at blive hørt og høre hinanden.

    Materialer til øvelsen

    • En bold eller andre sjove/fjollede kasteredskaber, fx en slasket plastikhøne eller et tøjdyr, der kan bruges til at løfte stemningen.

    Øvelsesvejledning - sådan gør du

    1. Alle står i en cirkel.
    2. Tak eleverne for deres bidrag gennem hele forløbet, og fortæl dem, at I sammen har arbejdet for at styrke fællesskabet i klassen – fællesskabet skal I fortsat passe godt på, så I kan blive ved med at være stærke sammen.
    3. Fortæl, at den, der har bolden, må tale og har de andres fulde opmærksomhed.
    4. Fagpersonen stiller et-tre spørgsmål, der relateres til hele forløbet.
    5. De, der har lyst til at svare, markerer og får bolden.
    6. Sørg så vidt muligt for, at bolden kommer rundt til alle elever, så alle får mulighed for at udtrykke sig og blive hørt.

    Uddel eventuelt diplom for deltagelse i Stærke Sammen. Hent diplomet her.