Liv og Vampyren

Af Lonnie Liv Henriksen 

Kapitel 1, del 1

LIV 

Liv er på vej i skole. Hun cykler ned ad cykelstien i den lille by. Liv er ud af en rig familie. Sådan da. Hendes bedstefar er en stor personlighed, kommer i avisen og sådan. Han har en forretningskæde, som har mange tøjbutikker rundt om i landet. Livs far bestyrer den butik, der ligger i den lille by, som de bor i. Liv kan mærke på far, at han altid prøver at leve op til bedstefars gode sans for forretning, og at han ser meget op til sin far. Lidt for meget, synes Liv. Hver gang de er til noget familie-kom-sammen, kommer Livs bedstefar og hendes far altid op at skændes. Om et eller andet. Mest politik. Eller noget andet voksen-stads. Kvinderne rundt om bordet prøver altid at tysse på dem, men det hjælper ikke. Det plejer at ende med, at Livs far sidder og kigger tomt ned i bordet. Og alle er stille. Selv børnene, som slet ikke sidder ved bordet mere. Dengang Liv var lille, plejede hun at synes, at det var synd for far. Men nu synes hun ikke rigtig noget mere. Om nogen af dem. Voksne er alle dumme. 

Livs mor laver nogle gange lidt sjov med bedstefar. Så lettes stemningen lidt. Synes Liv. Livs bedstemor drikker bare et glas vin mere. Et par gange. Og så griner hun og snakker højlydt. Så er festen i gang igen. Men far sidder dog stadig helt stille. Det er en meget mærkelig stemning der er, når de to voksne er i samme rum. Altid. Liv har også en onkel og en faster. Men de deltager aldrig i diskussionerne. De er lidt bedre til at opføre sig ordentligt. Men måske burde de hjælpe far i de diskussioner. Liv ved det ikke helt. Hun har besluttet sig for at blande sig udenom. Men det er ret fedt, at mor tør lave sjov med bedstefar, når ingen af de andre kvinder tør sige noget til ham. Mor har selvfølgelig også en uddannelse og et arbejde. Det har de andre kvinder ikke rigtigt. 

Nogle gange holder Livs mor og far fester derhjemme. Uden bedstefar. Der opfører far sig lidt ligesom bedstefar over for de andre gæster. Og får dem til at sidde stille i noget tid. Liv forstår ikke, hvorfor far bliver stille og ked af det til familiefester, når han alligevel selv er sådan mod andre mennesker. Nå, men det er jo heller ikke alt, børn skal forstå. Liv forstår heller ikke, hvordan de voksne kan drikke så mange øl og så meget vin. Nogle gange sidder de stadig i stuen og drikker, når Liv vågner næste morgen. 

Nå, men skolen er sådan lidt lille. Der er selvfølgelig flere klasser på hvert klassetrin. Liv går lidt hurtigere og kaster lidt mere med det lange lyse hår, end hun plejer. Hun er nemlig kommet i 8. klasse, og dermed er hun rykket op på mellemgangen. Liv går forbi et vindue og spejler sig hurtigt. Jo, make-up’en sidder, som den skal. Og hendes nye top står så fint til de blå øjne. Hendes bryster er ikke så store endnu, det er lidt nederen. Men hendes højde og tynde figur gør, at hun faktisk er ret lækker. Det siger Line også. Line, det er hendes bedste veninde. Hun er ikke ret flot, egentligt. Hun er ikke ret høj, og så har hun mørkt hår, sådan lidt rødligt. Og fregner. Hold nu kæft, hvor er der mange fregner. Men hun er sød, synes Liv. Hun gør i hvert fald alt, hvad Liv siger. I dag har Liv en mission. Line er nemlig forelsket i en af de store drenge. Han går i 9. Han er ret flot. Han hedder Jesper, og han spiller fodbold. 

Line og Liv var nede og se ham spille kamp i går. Line var som en lille forelsket skolepige, da de gik hjem fra kampen. Men hun er selvfølgelig heller ikke lige så voksen som Liv, nu hvor Liv tænker over, hvor forskellige de er. Liv synes, at Line er som et lille barn, der ikke forstår den rigtige verden. Line lever mere i sådan en lyserød verden, hvor alle mennesker er gode, og ingen vil gøre andre ondt.  

Men sådan er verden jo slet ikke, det ved Liv godt. Det har hun lært for mange år siden. Nej, man må passe på sig selv og ikke give nogen lov til at komme indenfor.  

Liv viser selvfølgelig ikke Line, at det er sådan, hun tænker. Liv er blevet ret godt til at lade som om. Lade som om hun er glad ved at lægge ansigtet på skrå og smile med munden. Lade som om alt er godt derhjemme ved at lyve om, hvordan tingene foregår derhjemme. Lade som om, at hun er ligeglad med skolen ved at lave så lidt lektier som muligt og sidde uden for døren det meste af tiden. Nå ja, der er selvfølgelig heller ingen at lave lektier med derhjemme. Ingen der rigtig interesserer sig for det. Eller interesserer sig for hende. Men det gør ikke noget. Det er hun vant til. Måske var hun bare god til at lade som om, at det ikke gjorde hende noget, det vidste hun ikke helt. Men pyt i hvert fald. Nu skulle hun ned på gang 9 og have fat på denne Jesper. Line turde ikke selv at spørge ham, om han ville være kærester. Liv havde så tilbudt at spørge for hende, for Liv var jo ikke bange for noget. Og slet ikke gang 9. Og slet ikke en lille lyshåret lækker dreng. Hvad skulle han kunne gøre? 

 

Kapitel 1, del 2

SKAL VI VÆRE KÆRESTER? 

Hun så Jesper lidt nede af gang 9. Han kom gående med sin gruppe af seje fodbold-venner. Liv rystede lidt på det lange hår og stillede sig op ad væggen med armene over kors. Gruppen gik forbi hende, og hun fik pludselig sommerfugle i maven. Det var meget mærkeligt, det havde hun ikke prøvet før. 

”Hey Jesper”, sagde Liv, han vendte sig om og fik øje på hende. Han fik røde kinder og svarede ”Hej” og kom helt hen til hende og stillede sig op ad væggen ved siden af hende.  

”Kom lige med herud”, sagde Liv, og trak ham med ud på handicaptoilettet og låste døren bag dem. Jesper blev ildrød i hovedet og stod lidt og vippede på fødderne. 

Øhm Jeg skulle spørge fra Line, om du vil være kærester med hende”, sagde Liv lidt kejtet, imens hun prøvede at analysere på de sommerfugle, som nu var blevet til sommerfanter, der trampede rundt i hendes mave. Jesper kiggede Liv dybt i øjnene og svarede ”Nej tak…. men jeg vil da gerne være kærester med dig”. Liv forstod først ikke lige meningen af hans ord. Jesper trådte et skridt hen imod hende og tog armene rundt om hende. ”Liv, du er sød, og jeg er ret vild med dig, troede du havde det på samme måde, siden du trak mig herind”. Liv tænkte lidt. Havde hun det på samme måde? Det vidste hun egentlig ikke. Men alligevel trak hun sig ikke væk. Det var jo ret fedt. Hende på gang 9. Med en ret sej dreng, som var ret flot. Hun tænkte kort på Line, men kom så i tanke om, at Line jo bare selv kunne være gået herned. Hvorfor skulle Liv gøre det for hende? Så var man jo egentlig selv udenom, at man ikke fik en kæreste. Var man ikke? 

Hun nåede ikke at tænke mere, for Jespers mund var nu helt tæt på hendes, og han kyssede hende. Ikke sådan med tungen. Det havde hun ikke rigtig prøvet endnu. Det var lidt ulækkert. Hun var ikke vild med tunger egentlig. Hun bemærkede kun kort følelsen af den rå murstensvæg imod ryggen. Hun bemærkede altid kun alle følelser kort. Nu kom den, tungen. Men den var egentlig ret blød, men det var lidt kikset, for hun havde aldrig prøvet at tungekysse før. Egentlig syntes hun, at hun ramte en masse tænder. Og lugtede han ikke lidt ud af munden? Klokken ringede. 

”Nå, men er vi så kærester nu?”, spurgte Jesper og smilede til Liv. ”Øhm ja”, hørte Liv sig selv sige. Jesper blinkede til hende, imens han gik ud ad døren.  

Liv stod lidt og smilede. Hun havde sgu en fucking kæreste fra 9. Endda en af de seje, som alle så op til. Så kom hun til at tænke på Line igen og fik lidt ondt i maven. Hvad skulle hun sige til Line? Idet går døren op og Line træder hvinende ind på handicaptoilettet.  

”Hvad svarede han? Hvad svarede han?”, nærmest råbte Line, imens hun hoppede op og ned på den der barnlige måde. Liv stod lidt og tænkte. ”Han gider ikke være kæreste med en fra 8. Kom lad os gå ind til time”. Liv tog Line under armen og sagde ”pyt, drenge er alligevel også åndssvage”. 

REFLEKSION 

1: Hvorfor tror I, at Liv kyssede Jesper, når hun ikke engang vidste, om hun egentlig havde lyst? 

2: Hvorfor tror I, at Liv løj over for Line? 

3: Hvordan ville I have håndteret situationen med Jesper på toilettet? 

4: Hvordan tror I, det er at være barn i Livs familie, sådan som de voksne opfører sig? 

Kapitel 2

MAVEPINEN 

”Godmorgen skat”, siger Livs mor kærligt. Liv træder hen over de legesager, som ligger spredt ud over køkkengulvet. Hold da op, sådan en lillebror kan rode meget. Liv går hen til Henrik og tager ham op fra gulvet og krammer ham ind til sig. Livs mor er ansat i den lokale bank, og hendes barsel er overstået nu. Henrik er den sidst ankomne, 9 måneder. Han er bare så nuttet, og han dufter så skønt. Liv elsker at kramme ham og leger altid med ham om morgenen, og når hun kommer hjem fra skole.  

”Giv mig lige en hånd med”, siger Livs mor, der står og bakser med havregrød og madpakker. Liv tænker, at mor da bare kan spørge Nanna, Livs irriterende lillesøster på 11 år. 

Mor er så smuk, synes Liv. Men hun er også ret dum. Uvidende. Hun, hendes mor, ved ingenting om livet. Lidt ligesom Line, tænker Liv. De tror bare, at alle mennesker er gode, og at livet er skønt. Men Liv ved bedre. ”Jeg gider ikke”, siger Liv og går ud på badeværelset. Derude har hun lige et pusterum om morgenen. Her kan hun lige trække vejret med døren låst. 

Alle er hjemme, så det er trygt at være der. Men nu hvor mor skal starte på arbejde igen, så er der jo pludselig ikke trygt derhjemme mere. Liv får ondt i maven. Og smerten tager til, da hun kommer i tanke om, at hun skal ned i skolen om lidt. Hun har ikke fået lavet lektier, igen. Hun ved bare, at deres  
matematiklærer igen vil udstille hende. Gøre grin med hende. I går havde Liv rakt hånden op, fordi hun for en gangs skyld havde regnet et svar ud. Han havde peget på hende, læreren, og Liv havde stolt svaret ”38”. Læreren havde bare kigget på hende og rystet på hovedet, imens han grinede højlydt. Han pegede derefter på Katrine, som også havde hånden oppe. Det havde hun jo altid. ”38”, svarede Katrine. ”Jeps, det er korrekt”, sagde han, læreren. Liv havde derefter mumlet noget om, hvor dum han var, og han havde smidt hende uden for døren. Det gjorde ikke noget. Hun var vant til at sidde derude. Og hvis hun var inde i klassen, var der hele tiden en voksen, som holdt øje med alt. Det gad Liv ikke. Hun gad i det hele taget ikke voksne. Man kunne alligevel ikke stole på dem. 

Katrine. Hun var bare så perfekt. Hun havde altid det nyeste tøj. Hun havde smukke brune øjne og lysebrunt glansfuldt hår, og det var langt, rigtig langt, og hendes eget. Liv havde været hjemme hos Katrine flere gange. Hun boede i det store hus, som tårnede sig op over byen. På toppen af bakken, hvor man kom cyklende forbi hver morgen og eftermiddag. Katrine havde et fucking køleskab på sit værelse. Fyldt med sodavand og snacks. Og hun havde sådan et fedt værelse. En trekvartseng. Og den fyldte kun 1/10 af værelset, så stort var det. Liv ville gerne have sådan et stort værelse. Med flotte trægulve og små tæpper spredt ud over det hele. Katrine havde også flotte billeder på væggene. Nogle af dem havde moderen taget. De var blevet forstørret og sat i kæmpe rammer. Og hendes familie var søde. Alle sammen. Også hendes far. Men det var også det, der gjorde det lidt træls at besøge hende. Fordi Liv havde egentlig ikke lyst til at se, hvad hun selv gik glip af med sin egen familie. Hun nød at være hos dem, men samtidig var det lidt utrygt, fordi det hele virkede så perfekt. Og når noget virker så perfekt, så må der jo være noget helt galt. Liv så sig i spejlet. Måske ville hun snart besøge Katrine igen. 

Liv ville tage håret i en hestehale i dag. Det var flot til hende. Og hun ville nok støde på Jesper ovre på skolen. Mavepinen meldte sig igen. For fanden, hvor var hun træt af, at Line jo også kom i skole i dag. Nå, hun måtte se, hvordan hun kunne lyve sig ud af situationen. Hun kunne også bare skynde sig at slå op med Jesper, inden Line opdagede noget. De var alligevel begge to dumme og uvidende. 

 REFLEKSION 

1: Hvad tænker I om måden, læreren taler til Liv på? 

2: Hvad synes I Liv skal gøre i forhold til hendes og lærerens måde at kommunikere på? 

3: Hvad synes I, læreren skal gøre i forhold til den måde, som han og Liv kommunikerer på? 

4: Hvordan tror I, det er at være Liv i skoletiden? 

Kapitel 3

SOMMERFANTER 

”Hej Liv”, Line kommer løbende ud til Liv ved cykelskuret. ”Vil du høre noget mærkeligt?, siger Line og kan nærmest ikke få vejret af bare begejstring. ”Jesper står uden for vores klasseværelse, jeg tror, han har ombestemt sig og gerne vil være kærester med mig alligevel”.  

Liv kigger på Line. Line ser så glad ud, hendes øjne lyser helt op. Det gør ondt i maven igen nu. Liv når ikke rigtig at tænke sig om, før det ryger ud af hende: ”Line, Jesper gider ikke være kæreste med et pattebarn, som ikke engang kan spørge selv”.  

Liv står og sparker lidt til nogle småsten, imens hun kigger ned i jorden og undgår Lines blik. Liv siger: ”Nå, men jeg går ind”. Liv når lige at se, at Line får lidt tårer i øjnene, og hun siger ”lad nu være med at følge efter mig som en lille hund”, og går indenfor. 

Henne ved døren står han. Hans ansigt lyser op, da han ser Liv komme gående. Liv smiler til ham, hun ved jo, hvordan man lader som om, at man er glad. ”Hej smukke”, siger Jesper og lægger en arm om Liv. Liv kigger rundt og får øje på en gruppe piger fra hendes årgang, som står med åben mund og stirrer på dem. Liv bliver lidt stolt. Hun læner sig ind mod Jesper og lægger armene om ham, imens hun siger: ”hej lækre”. Jesper bøjer sig lidt ned og giver hende et kys på munden.  

Imens alle står og ser det. Hjertet flyver op i halsen på Liv. HUN står på gang 8 og bliver kysset af den flotteste fyr fra gang 9. Det er som om, tiden går i stå. Hun kan se, at tøsebørnene hvisker, imens de sender blikke i hendes i retning. Jesper slipper sit tag i Liv og begynder at gå tilbage mod gang 9, imens han råber højt til hende: Vi ses vel i aften til kampen, du er min pige, så du skal komme og heppe på mig”. 

Liv kunne slet ikke fatte, at hun var så heldig. Hans pige. Hun vidste ikke helt, hvad det indebar. Men jo, nu var hun vel det. Hun vendte sig om for at gå ind i klassen. Sommerfanterne var tilbage nu. For fuld skrue. Hun var let som en fjer. Hans pige. Jespers. Idet hun trådte ind ad døren og kiggede i retning af Lines og hendes, så hun Line i færd med at pakke sine ting ned i tasken igen. Ved siden af hende stod Katrine og Heidi. De trøstede hende. Nu så Liv, at der løb tårer ned ad Lines kinder. 

Liv fik ondt i maven igen. Hun gik forsigtigt hen imod pigerne og prøvede at gå forbi dem uden at blive opdaget. De vendte sig om, alle 3 på én gang, og skulede til Liv. Hun hørte, at Heidi hviskede til Line. ”Fuck hende, hun er bare en billig klam luder, fy for helvede”, og Heidi lavede en spytklat og sendte den i Livs retning. Liv overvejede, om hun skulle spytte tilbage, men i samme øjeblik kom læreren ind i klassen. ”Åbn op på side 67”, sagde læreren og tog sin bog op af tasken. Liv rakte ned i tasken for at tage sin bog, men opdagede, at hun havde glemt den derhjemme. Fandens.  

Liv tænkte på aftenen før. Moderen og faderen havde skændtes helt vildt. Liv havde taget sine to små søskende med ind på værelset og lukket døren, for at de ikke skulle blive for bange for skænderiet. Livs far begyndte at smadre stuemøblerne med sine bare næver. Han var så stærk, Livs far. Han råbte: Din forbandede kælling, du ødelægger mit liv, din billige luder”. Liv kunne høre sin mor græde højlydt ude i køkkenet. Da faderen var faldet ned, og moderen holdt op med at græde, kom alle børn ud fra værelset. De fandt aldrig ud af, hvad de havde skændtes om. Der var aldrig rigtig nogen, der fortalte dem noget. De sad i tavshed og spiste aftensmad. Efter maden gik Liv direkte ind på sit værelse og græd sig selv i søvn. Nå, men bogen var nu ikke med i skole. 

Liv rakte hånden op. Læreren pegede på hende og nikkede med hovedet. ”Den bog er simpelthen alt for kedelig. Har du selv valgt at vi skal læse den rådne bog? Den er fucking kedelig og passer jo ret godt til dig”. 

REFLEKSION 

1: Hvorfor tror I, at Liv er ligeglad med Line? 

2: Hvorfor tror I, at Liv alligevel får ondt i maven? 

3: Hvorfor tror I, at Liv lyver om, at hun synes, at bogen er kedelig? 

4: Kunne Katrine og Heidi have gjort noget andet end at trøste Line og spytte efter Liv? 

5: Hvordan tror I, Liv har det, når hun både bliver spyttet på i skolen og ikke har nogen forældre til at tage sig af hende, når hun kommer hjem? 

6: Har I prøvet at udelukke nogen fra fællesskabet? Hvis ja, hvorfor gjorde I det? 

7: Hvilke fordomme har I? Har I selv været udsat for fordomme? Hvilken adfærd kan aktivere jeres egne fordomme, og hvor har I kopieret jeres fordomme fra (forældre/omgangskreds/skolen/lokalsamfundet ..)? 

Kapitel 4

VAMPYREN 

På vej hjem fra skole følges Liv med Jesper. Hun er lidt glad, fordi han gider gå sammen med hende, men samtidig er hun også bange for at møde nogen af pigerne. Dem, der er så barnlige. Og nu er de også begyndt at være onde mod hende. Men de ved jo heller ingenting om, hvordan det er at være Liv. Tænker hun. Og Line kunne sgu da ikke forvente, at hun, Liv, skulle lade sådan en chance gå til spilde? Livet er jo alligevel fyldt med ondskab. Så hvorfor tude over sådan en lille ting, som at Liv nu blev kærester med Jesper? Liv mærkede pludselig en stor vrede imod Line. Så skidehellig. Og så skidebarnlig. Hun vidste ikke en skid om Livs liv, og hvordan fanden kunne Line tillade sig at vende de andre piger imod hende? ”Jeg hader den luder. Hun har sgu ikke fortjent mit venskab”, tænkte Liv. 

”Må jeg komme med dig hjem”, hører Liv pludselig Jesper sige. Liv kigger lidt rundt omkring. Får øje på en smuk sommerfugl, som sætter sig på en busk. Hun stopper lidt op og kigger på den, imens hun tænker over et svar. Han kan jo ikke komme med hjem. Det kan han altså ikke. Der er jo ingen, der griner eller hygger sig hjemme hos dem. Og hvad nu hvis HAN er hjemme. Nej, det dur ikke. Jesper må ikke opdage, hvordan det er hjemme hos hende. Det må ingen. 

Njah… mine små søskende er pisseirriterende. Kan vi ikke tage hjem til dig?”. Jesper sparker lidt til en usynlig sten.  

Tjo, det kan vi godt. Jeg bor jo lidt uden for byen. Kan din far komme og hente dig senere?”  

Liv går lidt i panik. Hendes far. Og hende. Alene i en bil. ”Tja, Nej, det tror jeg nu ikke. Han arbejder altid ret sent”.  

”Hvad med din mor?”, foreslår Jesper. Liv ved jo godt, at de kun har én bil, og hvis hun spørger sin mor, så siger hun bare, at far kan komme og hente hende. Find nu på noget Liv, står hun og tænker.  

”Jeg finder lige ud af det. Måske vi skal finde en anden dag. Jeg snapper dig lige senere”, siger Liv, imens hun begynder at gå baglæns væk fra ham og smiler sødt, sådan som hun har lært. ”Men tak fordi du fulgte mig på vej”. Liv vender sig om og begynder at løbe. Jesper står og kigger lidt efter hende. Han sparker lidt til en småsten, vender sig om og begynder at gå tilbage mod skolens stadion, hvor han skal træne lige om lidt.  

Liv går i seng om aftenen og ligger og tænker på kysset. Tunger. Klamme og våde, men på samme tid bløde. Jesper. Han er ret sød. Men har hun ikke hørt noget om, at han ryger hash? Nej, det kan han vel ikke, når han spiller fodbold. Vel? Nå, det skal nok vise sig senere, hvis det er sandt. Måske kan hun prøve det sammen med ham så.  

Liv falder i søvn. Hun begynder at drømme. Ikke en god drøm. Nærmere et mareridt. Han er der. Han er så stor. Liv er bange i drømmen. Hun kan ikke bevæge sig, så bange er hun. Han hvisker til hende, ”Er du fars lille skat?” Liv ved ikke, hvordan hun skal komme væk. I drømmen er hun igen den lille, grimme pige. Hun siger ingenting. Han står helt inde over hende, imens hun ligger i sengen. Nu er han forvandlet til en vampyr igen. Hun kigger ned af sin krop og opdager, at hun ikke har trusser på. Hun mærker pludselig, at der er fingre, som rører ved hende og noget vådt og blødt. Det måtte være en tunge. Liv tør ikke kigge ned af kroppen igen, så i drømmen lukker hun øjnene og tænker, at han nok forsvinder, hvis hun lader som om, at hun sover. 

REFLEKSION 

1: Synes I, at Liv skal prøve at ryge hash? Hvorfor? Hvorfor ikke? 

2: Hvordan ville I have det med at tage kammerater med hjem, hvis I boede i et hjem som Livs? 

3: Hvad ville I tænke, hvis I kom med hjem til en kammerat, som havde et hjem som Livs? 

Kapitel 5, del 1

SHORT STORY 

Om aftenen sidder Liv på sit værelse og kigger ud ad vinduet. Hun skal skrive en dansk short story om en dag i hendes hjem. Hun sidder og prøver at komme i tanke om nogle gode ting, som hun kunne skrive ned. Der var selvfølgelig hendes lillebror. Ham kunne hun skrive om. Men hun vidste jo også godt, at der var en anden historie. Men den kunne hun jo ikke rigtig bare sådan fortælle, vel. Det kan man jo ikke. Hvad ville der ikke ske, hvis nogen fandt ud af, hvordan livet i virkeligheden var for Liv. Og det var jo heller ikke så slemt mere. Eller det var det, men man vænner sig jo til det. Og til sidst er man jo slet ikke selv til stede, ikke sådan rigtigt. Eller jo, kroppen er der jo. Men. Faktisk kunne hun pludselig ikke huske, hvornår hun sidst havde grædt imens. Pyt. 

Liv tog sin bærbare frem og satte sig på sengen med benene trukket op under sig og gik i gang med at skrive. Pludselig kunne hun slet ikke lade være. Det var som om, hun brækkede sig ud over den bærbare. Ord og sætninger væltede ud af hende: 

” EN DAG I HUSET PÅ LÆRKEVEJ 

Der er denne her pige. Hun kan ikke lide at gå i skole. Hun er ikke ret glad for sine kammerater. Hun har en kæreste, sød og flot. Hendes mor er ret sød. Men ikke så klog. I hvert fald ved hun ikke noget om mænd og vampyrer. Pigens far er ond. Meget ond. Han er ikke glad for mennesker overhovedet. Og om natten laver han sig om til en vampyr. Og suger blod. Mest pigens blod. Eller, hun ved ikke om han suger andres. Men pigens gør han i hvert fald. Hun tør ikke sove, pigen. Om natten. Hvad nu hvis vampyren kommer ind til hende, igen. Og det gør han jo. 

Nogle gange bliver han også til en vampyr om dagen. Men ikke udenfor. For han kan jo ikke tåle dagslys. Og ikke hvis der er gæster, nej. Kun hvis pigen er alene hjemme. Hun kan jo holde på hans hemmelighed, det kan ingen andre. 

Nogle gange ville pigen ønske, at vampyren kunne dø. Men det kan vampyrer jo ikke. Eller hvad? Jo, vist nok, men det var meget svært at slå dem ihjel. Og på den anden side var vampyren jo et menneske, når han ikke var forvandlet til vampyr, og hun ønskede jo ikke, at mennesket skulle dø. Pigen vidste ikke, hvor lang tid det havde stået på. At vampyren kom til hende. Hun kunne huske lugten af blod og sæd og følelsen af tårer på sin kind. Hun kunne faktisk ikke huske, at hun ikke kunne huske alt det. Måske var hun født til det. Altså med det formål at vampyren kunne overleve ved at suge hendes blod. Det var derfor vampyren havde skabt hende. Hendes opgave var at holde ham i live.  

Nå, men tårerne var der heldigvis ikke mere. Det er da så en ting mindre at mærke. Nu var hun jo ikke svag mere. Og nu var hun jo vant til det. At han kom til hende. Tårer er for svage små piger. Pigen gik og tænkte på, om hun egentlig selv en dag ville blive til en vampyr, som slugte små børns blod? Altså om man sådan bliver smittet med den sygdom. Om hun også ville tage deres tøj af og lægge sig ovenpå deres små kroppe og bare suge og suge indtil de græd lydløst og blødte ned ad deres små lår? Nej, det tror hun ikke, at hun vil. Hun vil være god mod børnene. Ikke som ham, vampyren.” 

Liv var ligesom i trance. Mekanisk trykkede hendes finger på knappen ”send”. Hun havde uploadet stilen på Intra. Nu kom den igen, mavepinen. Stærkere denne gang. Liv for ud på toilettet og kastede op. Gad vide, om hun havde fået influenza? 

Kapitel 5, del 2

EN LILLE STRIBE BLOD 

Liv havde kvalme igen næste morgen. Nu er det ikke bare den almindelige mavepine mere. ”Hvorfor sendte jeg dog den dumme stil i går?!”, tænker hun højt til sig selv. ”Nu kan læreren jo nok regne ud, at der er noget galt her hjemme”. Liv løber ud på toilettet og kaster op igen. Hvad vil far ikke sige? HVAD VIL MOR IKKE SIGE, når hun opdager, hvilken grim lille pige Liv i virkeligheden er? Nu bliver jeg nok smidt ud! Det sagde far jo dengang, hvor jeg ville fortælle vores hemmelighed til mor. Vores hemmelighed. Det er sgu da ikke vores hemmelighed. Børnehjem. Det var det, han havde sagt. Hvis du nogensinde fortæller vores hemmelighed til nogen, så ryger du på børnehjem. Ingen gider have sådan en beskidt lille pige boende. Måske ville han give hende en lussing igen? Eller endnu værre; lade være med at snakke til hende i flere uger! Det gjorde han jo sidste gang, hvor hun forsøgte at sige fra. Så næsten hellere en lussing. Men hvad skulle hun nu gøre.  

Det bankede på døren. ”Liv, er du okay?”. Det var mor. ”Åbn lige døren, skat”. Liv går i panik. Hendes mor må aldrig finde ud af, hvad der er sket. ALDRIG. Men nu finder læreren jo ud af det. Læreren har nok allerede fundet ud af det. FOR HELVEDE LIV!! ”Skat, åbner du ikke. Luk mig lige ind lille skat”. 

Liv kigger sig omkring. Så får hun øje på den. Saksen. Var det ikke det, hun havde set på Facebook? At smerten og de grimme tanker ville forsvinde, hvis hun skar i sig selv? 

”Jeg er okay, mor, fik bare lige kvalme”. Liv tager saksen og ridser sig i armen, så en fin lille stribe af blod kæmper sig ud og løber lige så stille ned ad armen. Det virker faktisk øjeblikkeligt. Kvalmen er væk. Der er kun såret nu. Og blodet. Som om alt det beskidte, som er inde i Liv, langsomt forsvinder. Hun lægger saksen på plads. Og tager den så igen. Hun må hellere lige tørre den af, så der ikke er nogen af de voksne der opdager blodet. Liv går ind på værelset og finder en ny trøje med lange ærmer. Så ærmerne dækker det lille fine sår. 

Henne i skolen overhører Liv læreren tale med en kollega ude på gangen. ”Skal jeg spørge ind til vampyren i Livs stil?” ”Nej for helvede! Tænk dig om: Hvad kan det ikke sætte gang i af rygter og tanker i Livs hoved, hvis du piller ved det? Det er bedre at lade det ligge.” Inde i klassen kigger læreren lidt mærkeligt på Liv. Men han skynder sig at flytte blikket, da hendes øjne kigger ind i hans. Han kigger slet ikke i hendes retning hele timen. Men da timen stopper, tager han fat i Livs arm og vender hende om imod sig. Idet han tager fat om hendes arm, ryger Livs bluse op og afslører såret på hendes arm. Hun ser læreren direkte i øjnene og venter på hans reaktion: Han kigger forskrækket væk og slipper hendes arm. 

”Liv, hvis du har noget, du gerne vil snakke om, så… kan du altid... altså… jeg er sikker på, at en af de andre lærere er til at snakke med. Altså hvis du selv vil”. ”Fuck dig”, snerrer Liv. 

 

REFLEKSION 

1: Hvorfor tror I, at Liv får kvalme over at sende stilen? Hvad handler stilen om? Hvem er vampyren? 

2: Ville I synes, at det var bedre at få en lussing end ikke at blive talt i flere uger? Hvorfor? Hvorfor ikke? 

3: Hvad tænker I om lærernes reaktion på stilen? Ville I have reageret anderledes? Kunne læreren have reageret anderledes? 

4: Hvilke former for omsorgssvigt kender I? 

5: Kender I nogen, som har været udsat for omsorgssvigt? Hvilken art? Har barnet/børnene fået hjælp? Hvad gør I og jeres familie for at hjælpe dem? 

6: Hvorfor tror I, at Liv skærer sig med spidsen af saksen? Kender I nogen, som har skåret i sig selv? Hvis I har gjort noget for at hjælpe dem, hvad var det så? 

Kapitel 6

STORE PATTER 

”Hey Liv”. Det er Katrine, der kom løbende efter hende ned af gangen. ”Ville du ikke med hjem til mig i dag?”  

Liv tænkte på spytklatten fra Heidi og de hårde ord. Og Katrine havde bare stået og holdt om Line, uden at hjælpe Liv.  

”Nej, det er vist ikke en god idé. Bliver Line så ikke sur på dig?”, snerrede Liv ad Katrine. 

Katrine kiggede længe på Liv, fastholdt hendes blik. ”Har du egentlig været forelsket i Jesper i lige så lang tid som Line?”, ville Katrine vide. ”Skulle du spørge fra nogen?”, gav Liv tilbage.  

Katrine vendte sig lidt om, så hun havde siden til Liv og svarede med en meget lille og spæd stemme ”Næh  Jeg forstår bare ikke, hvorfor du er så led imod de mennesker, som holder af dig. Jeg skulle ikke have ladet Heidi spytte efter dig. Men det var ret ledt, det du gjorde mod Line”. 

Liv vidste ikke, hvad hun skulle svare på det. For helvede, hvorfor skulle Katrine nu også pludselig begynde at stille den slags umulige spørgsmål. ”Nå, men du ved, hvor jeg bor, hvis du ombestemmer dig. Jeg er også én af dem, som holder af dig. Bare at du ved det. Hej...”. Og så begyndte Katrine at gå. 

Liv stod og surmulede lidt. Hun begyndte at mærke den ”ondt i maven” igen, og tårerne pressede sig på. Hvor kom det nu fra? Tårer?! For helvede, det hele var meget nemmere, hvis hun ikke kunne føle noget. Intet som helst. Kun sådan kunne hun udholde det der hjemme. ”Katrine, øhm… vent lidt”. 

Katrine stoppede op og rakte hånden bagud. Liv greb den, og de gik i stilhed vejen hjem til Katrine. Katrine tog ind imellem lige om Livs skuldre og gav hende et kram. Liv følte det lidt som om, at Katrine kunne se lige igennem hende. Helt ind i hendes tanker. Det var rart og skræmmende på samme tid. Liv var flere gange lige ved at begynde at fortælle om det derhjemme på gåturen hjem til Katrine, men hun tog sig heldigvis i det. INGEN måtte nogensinde vide noget om det. INGEN NOGENSINDE. 

Katrines mor og far lavede lektier med dem inden spisetid. Og da de skulle spise, var hele familien samlet. De grinede og hyggede sig. De voksne spurgte endda, om det havde været en god dag i skolen. De fik noget lækkert kød at spise. Og nogle grøntsager som Liv dog ikke brød sig om. Da Liv sagde nej tak til grøntsagerne, var der ingen, der blev sure på hende. Hun havde ellers gjort sig klar til de bebrejdende øjne. Men der skete ingenting. Hun fik bare kartofler og kød på sin tallerken. 

Efter spisetid gik ind de ind på værelset og tændte for Spotify. Den nyeste playliste. De havde nærmest lige sat sig på sengen, da Katrine nærmest begyndte at gispe efter vejret og fik våde øjne. ”Har du set det opslag som Magnus har lagt op på vores væg?”, spurgte Katrine. ”Nej hvad?!”, svarede Liv. ”Giv mig den iPad”. 

Katrine havde selvfølgelig en splinterny iPad Air. Den stod godt til resten af de lækre ting i huset. Og de gode mennesker, der boede i det. Liv mærkede lidt misundelse. Men slog det væk. Intet var jo nogensinde så godt, som det så ud. Liv læste opslaget: ”To lækre tøser, må vi se jeres...”. Liv så, hvad Magnus havde skrevet. ”Ej ad, helt ærligt”, sagde Liv og råbte på Katrines far. Katrine havde helt tårer i øjnene nu. Hendes far kom ind og Katrine viste ham opslaget. Han tog iPaden, læste opslaget, så vred ud og gik så ud af værelset og ind i stuen, hvor han ringede til Magnus´ far. 

”Hallo, det er Kim. Øhm, ja, jeg ringer faktisk, fordi Magnus har lagt et lidt ulækkert opslag op på Katrines væg på Facebook. Jeg ønsker jo ikke at politianmelde ham, men det er ret alvorligt altså. Hvad? Jamen han har bedt Katrine og Liv om at vise deres ”store patter”, ellers får de en finger op i… altså, du ved. Ja. Nej, det synes jeg nemlig heller ikke. Jamen så siger vi det. Og Finn, tak fordi du tager det alvorligt”. 

Liv og Katrine sad og holdt om hinanden. Liv synes måske ikke, det var slemt med det opslag, men hun ville ikke være udenfor, så hun lod også som om, hun var vildt ked af det. Var hun ked af det? Nej, faktisk var hun ikke rigtig noget. Det var nemmere aldrig rigtig at være noget. Ikke glad. Ikke ked af det. Ikke noget. Det eneste, der kunne gøre ondt, var den åndssvage svage mave. Ondt hele tiden. Pisseirriterende. Nå, men nu kom Katrines mor og sad på sengekanten og holdt om begge piger. Det var rart på en måde. 

”Skal vi ringe til din mor og far?”, det var Katrines mor, der kom med den idé. ”Nej!”, sagde Liv lidt for højt og lidt for hurtigt. Livs far havde for nyligt sagt, at hun ikke måtte omgås drenge. At hun var hans lille beskidte engel. Og ingen andre måtte røre hende. Han ville nok blive sur. Og hun kunne jo sagtens klare den slags alene. Det kunne hun jo med alting. ”Jeg fortæller det, når jeg kommer hjem. Og jeg skal nok huske at sige, hvor godt I passede på os i det”. 

”Jeg følger dig i hvert fald lige hjem”, sagde Kim. Det havde Liv ikke lige helt lyst til. Hun vidste jo, hvordan voksne mænd var, hvis man var alene med dem. Men det var mørkt på cykelstien, og selvom hun boede ret tæt på, så var hun lidt bange. Så hun sagde ja.  

Og så skete der noget mærkeligt. Katrines far fulgte Liv helt hjem til døren, vendte om og gik igen uden at røre ved hende eller bede hende om at gøre noget for sig. Han tog ikke sit tøj af og borede sig ind i mellem hendes ben. Der var ingen grim lugt af sved. Ingen våd tunge. Kunne voksne også være sådan? Til at stole på? Regne med? Liv vidste pludselig hverken ud eller ind. Men vent nu. Nåeh ja, han gjorde det nok også kun med sine egne børn.  

Liv tager sig i at tænke, at hun måske skulle tage at snakke med Katrine om det. Altså spørge hende. Om det var normalt, at fædre gjorde sådan noget? Læreren havde jo ikke reageret ret voldsomt på nyheden. Jo, hun var ret sikker nu. Altså på at hun kunne prøve at snakke med Katrine. Næste gang. Heldigvis ville Katrine jo ikke sladre. Og hun var også den eneste pige i klassen, som ikke var sur på Liv over det med Line. 

 

REFLEKSION 

1: Har I prøvet at mobbe klassekammerater på Facebook? Eller mobbe nogen på andre sociale medier? Hvis ja, hvorfor gjorde I det? Hvad fik I ud af det? Gjorde I det sammen med andre eller alene? 

2: Har I oplevet, at andre mobbede nogen? Hvis ja, hvordan havde I det så, da I opdagede det og hvad gjorde I ved det bagefter? 

3: Har I oplevet andre måder at mobbe på i skolen? Hvordan? Har I forslag til, hvordan man stopper det? 

Kapitel 7

HEMMELIGHEDEN 

Næste dag henne i skolen ventede Liv udenfor på Katrine. Deres lærer havde ringet i går og sagt, at de skulle mødes med Magnus og hans far for at snakke om det opslag på Facebook. Magnus var vist blevet ked af, at de havde taget det så hårdt. Det var jo bare hans kejtede måde at søge kontakt på. Han ville vist gerne sige undskyld. Pattebarn. Liv smugrøg en af sin mors cigaretter. 

Hun stod også og beundrede det nye mærke på hendes hud. Langt flot sår. Hun huskede, hvordan en ny stribe blod havde brudt igennem huden, da hun skar sig i går. Det var så befriende, og mavepinen var gået væk med det samme igen. Liv hører stemmer nærme sig og skynder sig at trække ned i trøjen, så sårene ikke kan ses. Shit, det var Line-kliken, som kom gående hen ad stien ved siden af skolen.  

Livs vejrtrækning blev hurtigere og mavepinen kom igen for fuld smadder. ”Bare tag det roligt”, sagde Liv til sig selv. Nu fik de øje på hende. De stoppede op og stak hovederne sammen. De hviskede noget og pludselig grinede de højlydt. De tog alle sammen deres mobiler op. Stod stille lidt, imens de skrev noget. Til hinanden? De puttede mobilerne i lommen igen og gik fnisende forbi Liv. De kiggede ikke engang på hende. Hun var luft. Nå, ja, men det var da bedre end at blive spyttet på. Sådan da. Hun røg lidt videre. Slukkede så cigaretten under sin sko og smed skoddet i busken. Hun var sgu da ligeglad med, om det var svineri. Hvad nyttede det alligevel at være et godt menneske? 

Pludselig hørte hun Katrines stemme, hun kom hen ad stien. ”Liv, jeg var lige på Facebook. Har du set de opdateringer, der lige er kommet på din væg?”. Liv tog mobilen op af lommen og åbnede app’en. ”Liv, du er så billig, at selv Jesper er begyndt at se en anden. Så ham kysse med Sidse nede i centret i går aftes. Og ingen gider være sammen med dig, din klamme ho. Det var Line. ”FUCK dig, din smatso. Du knepper alle drengene fra 9. klasse på lokummet. Din fisse stinker af klamydia, og du ligner en luder… nåeh nej, vent lidt: DU ER EN LUDER!”. 

Liv brød sammen. Det var for meget. På hendes væg. Og der var allerede mange, der havde både liket og reageret på andre måder på opslagene. Katrine holdt om hende. Liv hulkede nu. Og så kom de. Ordene. Alle ordene. Om det der skete om natten. Om faderen. Om lugten af sved. Om tungen. Den våde tunge. Om hendes små ben, som brutalt blev revet fra hinanden om natten. 

Siden hvornår, ville Katrine vide? Siden. Siden for evigt. Liv kunne ikke huske andet. Det er ikke normalt, sagde Katrine også. Fædre må IKKE gøre sådan noget ved deres børn, sagde Katrine. Liv blev forvirret, men i et nu gik det op for hende, at det selvfølgelig kun skete for hende, fordi hun var så beskidt. Det havde han jo også forklaret hende, faderen. Hun var en beskidt lille pige, som gjorde grimme ting med en voksen mand. Sådan en pige ville ingen kunne elske. Nu stod det klart, at han var den eneste voksne, hun rent faktisk kunne stole på, for han havde jo ret.  

”Liv. Vi er nødt til at snakke med lærerne om det her!”, sagde Katrine efter lidt tid.  

”NEJ”, skreg Liv. ”Nej nej nej!!! Du må love mig, at du aldrig, aldrig fortæller det til nogen. Aldrig. Hvis du siger det, kommer jeg på børnehjem, det siger min far selv”.  

”Jeg lover det”, siger Katrine tøvende. 

 

REFLEKSION 

1: Synes I, at Katrine skal fortælle hemmeligheden til nogen? Hvis nej, hvorfor? Hvis ja, hvem? 

2: Hvad ville det betyde for dig at miste din bedste ven, fordi du prøvede at hjælpe ham/hende ved at fortælle hemmeligheden videre til en voksen? 

3: Hvis du var Katrine, hvad ville du så sige til Liv? Hvis du var Katrine, hvad ville du så gøre, når Liv var gået hjem, og du havde tænkt lidt over situationen? 

4: Kunne det som skete for Liv også ske for en søn/dreng? 

5: Kunne I forestille jer, at I gik til en lærer eller pædagog på jeres egen skole med jeres bekymring for jeres ven/veninde. Eller med jeres egen historie om hjemmet? 

Epilog

Livs familie faldt fra hinanden efter at kommunen og politiet kom, sådan føltes det i hvert fald i starten. Mor græd og græd. Og far var jo væk. Det var faktisk ikke helt så fedt, som hun havde gået og forestillet sig. Hvorfor? Jamen, far var jo ikke vampyr hele tiden. Om dagen var han jo far. Den som hjalp med at lave hendes cykel. Den som lavede lidt aftensmad. Den som trøstede, når man faldt og slog sig. Liv havde overhørt far og mor snakke om en aften, inden Katrines forældre havde fortalt til deres lærer, hvad far havde gjort, at han blev slået som lille. Af sin mor og far. Begge to. Rigtig hårdt. Med både læderbælter og grydeskeer. Nogle gange så hårdt, at skeen knækkede. 

Han kunne ikke huske, hvornår det begyndte, kunne bare huske, at det havde været sådan altid. Liv snakkede med den søde psykolog om det. Psykologen forklarede hende, at det ikke var hendes skyld, at far havde forgrebet sig på hende. Og at far ikke var et ondt menneske, men at nogle andre voksne havde ødelagt ham for længe siden. Liv havde lidt ondt af sin far nu. Mest fordi hun tænkte på ham som det lille barn, der fik tæsk med bælter, og nu sad han helt alene i sin fængselscelle. Uden familie. Uden venner.  

Psykologen havde forsøgt at forklare Liv, at det jo ikke var Livs ansvar, at far nu sidder der. Det var jo hans eget. Men Liv kunne ikke lade være med at tænke på, at det jo faktisk var bedstemor og bedstefars ansvar. Og så var det jo egentlig dem, der skulle sidde i det fængsel? Nå, men de var jo desværre begge to døde, så måske var det derfor, at far så måtte tage alles straf på sig. 

Psykologen havde forklaret, at det var godt, at Liv havde fortalt hemmeligheden. Hun fortalte, at mennesker som Livs far ofte ødelægger andre børn også. Og at samfundet ikke ville blive klar over omfanget og skaderne der følger, hvis ikke flere børn begyndte at åbne op. Liv kunne godt forstå det med at skulle beskytte andre børn. Den tanke holdt hende også oppe nu. At hendes far ikke længere kunne gøre nogen ondt. Men hun tænkte nu alligevel meget på, om han måske var blevet anderledes, hvis en lærer i skolen havde hjulpet ham dengang, og måske havde nået at stoppe volden imod ham, inden skaden var for stor. Så kunne han måske selv have været en bedre far, og så var han ikke begyndt at ødelægge hende. Så slog det hende, at hun nu måske rent faktisk fik muligheden for selv at blive en god mor mod sine børn i fremtiden. Det var en rar tanke. 

Henne i skolen var Liv glad nu. Alle lærere var begyndt at spørge ind til hende hver dag, og ingen snakkede grimt til hende mere. Liv havde fået mange samtaler med sådan en sød dame henne på skolen. Faktisk flere damer. Psykologen boede et stykke herfra. Derfor kom en familiekonsulent fra kommunen og kørte hende frem og tilbage. Eva hed hun. Hun var så sød, Eva. Nogle gange, når Liv var færdig med at snakke med psykologen, så kørte hun og Eva ned på stranden og gik en lang tur og spiste en kæmpe is. På stranden snakkede de. Nogle gange bad Eva Liv om at tage skoene af og mærke den varme sand, vrikke med tæerne og trække vejret dybt ned i maven, imens hun skulle fokusere på bølgeskvulp og mågernes skrig højt oppe fra. Liv elskede den øvelse. Hun kunne mærke kroppen, lige der.  

Mor kom med nogle gange, og hun blev mere og mere glad nu. Hele fars familie blev sure på mor, da hun sagde, at hun ville skilles. Det var ret svært for hende. Samtidig havde mor mistet mange af sine venner. Hun vidste ikke hvorfor. Men når de mødtes på gaden, var der flere af dem, som bare kiggede ned i jorden eller den anden vej, når Liv og mor kom gående. Liv syntes, det var lidt unfair. Mor havde jo problemer nok, så hvorfor kom de ikke og hjalp. Eller bare snakkede og fik en kop kaffe? Nå, men Liv havde hørt mor snakke med psykologen om det, og mor var ved at finde kræfter indeni til at stå imod sladder og mennesker, der kiggede den anden vej. Hun var ved at lære at tilgive sig selv, at der var foregået sådan noget grimt noget under hendes tag. Psykologen havde forklaret mor, at almindeligt tænkende mennesker ikke ser de signaler, der kan antyde, at der er tale om incest. Og hvis de ser dem, så vil deres tanker forsøge at finde undskyldninger for det de ser, fordi det simpelthen er for ondt til at bære. 

Livs klassekammerater havde været helt fantastiske. De havde foreslået deres klasselærer, at de skulle tage en emneuge om omsorgssvigt, og hvordan man kunne hjælpe andre børn. Og dem, som Liv havde været uvenner med, havde alle været henne ved hende og sige, at de stadig var lidt sure over det, hun havde gjort, men at de aldrig mere ville være onde mod hende. Men så skulle hun altså heller ikke gøre flere dumme ting. Line havde endda sagt, at hun fandt på det med Jesper. At han aldrig havde kysset med en anden. Men at Line bare var så ked af det og såret, at hun ikke kunne lade være med at gøre noget ondt imod Liv. 

Jesper havde kimet Liv ned, da hun pludselig var væk fra skolen i en lang periode, og han ikke hørte noget fra hende. Liv havde for første gang prøvet at være helt ærlig og havde fortalt Jesper, hvad der foregik, og at hun lige nu havde fået fri for at gå til afhøringer, retssag og psykolog. Jesper havde været helt fantastisk af en teenager at være og havde sagt til Liv, at han havde været vild med hende i lang tid, inden de blev kærester, og at han ikke sådan lige gav slip. Han blev en rigtig god ven og var indforstået med, at Liv ikke kunne begynde at dyrke sex med ham endnu. De kyssede dog stadig, og Liv begyndte efterhånden også at mærke en almindelig lyst til ham. Problemet var bare, sagde psykologen, at børn, som udsættes for seksuelle overgreb, udvikler en usund måde at føle på, fordi de synes, at kroppen har forrådt dem, når deres kønsdele har reageret positivt på krænkerens berøring. Psykologen havde forklaret, at det er en fysisk betingelse, som intet menneske (barn eller voksen) selv er herre over, idet det er artens sikring af overlevelse, der fremprovokerer lysten (tilfredsstillelsen), så mennesket altid vil ønske at dyrke sex og dermed formere sig. INTET menneske kan selv styre disse fysiske reaktioner.  

Liv havde det præcis på den måde, at hendes krop havde forrådt hende, og at hun var svag, fordi hun ikke sagde fra (hvem tør sige fra som lillebitte barn over for en stor voksen???!!). Men jo mere hun snakkede med psykologen, des mere gik det op for hende, at hun ikke var en grim pige. Men at hun var et barn, som en voksen havde udnyttet og krænket… og at det IKKE var hendes skyld… intet af det. INTET. 

Liv havde stadig den der mærkelige følelse indeni nogle dage af ondskab og ligegyldighed, men jo flere gange hun var nede ved den søde psykolog, jo bedre blev hendes tanker og følelserne i kroppen. Psykologen havde sagt til hende, at de dårlige tanker aldrig ville gå helt væk. Det var også okay. Bare hun måtte blive ved med at snakke om dem, så de ikke fyldte så meget. Den anden søde dame, hende på skolen, var vist ikke psykolog, måske pædagog? Nå, men i hvert fald måtte Liv komme ind til hende, hvis der var noget, der var svært. Liv brugte det ikke i starten, fordi hun ikke selv vidste, hvad der var svært nok til at komme og banke på. Altså alt var jo svært, skulle hun så komme hele tiden? Heldigvis var den søde pædagog så klog, at hun en dag kom og sagde til Liv, at hun nu havde aftalt med læreren, at hvis han kunne se, at Liv begyndte at lukke sig inde i sig selv, eller måske så ked ud af det, så måtte han sende Liv derned. Liv og læreren havde fået sig en snak om, hvordan det skulle foregå. Og det virkede faktisk.  

Læreren var rigtig god til at opfange Livs signaler, når hun ikke selv kunne. Liv havde stadig problemer. Nogle af drengene i klassen var dumme. Hun var stadig ikke helt med i lærebøgerne, fordi hendes hjerne, havde psykologen forklaret, var skadet af alle de år med omsorgssvigt. Derfor fik Liv også lidt ekstra hjælp af lærerne, så hun kunne følge bedre med. Nå, men hun havde stadig problemer, men de virkede bare ikke så store, når man kunne gå hjem og få et kram af sin mor og sine søskende, og når man vidste, at vampyren aldrig ville komme tilbage. Kun i tankerne, men dem kunne hun snakke med alle de søde damer om. 

Det bedste af det hele var, at Katrine havde brudt sit løfte. Hun havde fortalt alt til sine forældre og bedt dem om at hjælpe Liv. De havde omgående ringet 

til en lærer på skolen og kommunen. De kontaktede politiet, og så gik sagen sin gang. Liv var sur på Katrine i lang tid. Men ikke mere. Katrine havde jo reddet hende. Det kunne Liv ikke se lige i starten. Men det kunne hun nu. Katrine var ikke en dårlig veninde, fordi hun havde brudt løftet om tavshed. Hun var lige præcis den bedste veninde. Så godt et menneske, at hun ikke kunne udholde tanken om, at Liv skulle udsættes for flere overgreb og derfor besluttede sig for at få det stoppet. Katrine var en god ven. Den bedste ven. For evigt. 

 

REFLEKSION 

Forestil dig, at du gik i Livs klasse… 

1: Hvordan synes du, at klassen håndterede Livs tilbagevenden? 

2: Hvilke forslag har du til klassen? 

3: Hvad var det første, du selv ville sige til Liv, når hun kom tilbage? 

4: Hvad ville du sige til dine klassekammerater, hvis du synes, de håndterede Livs tilbagevenden forkert?