Den perfekte middag

Her fortæller en far, hvordan han selv var udsat for vold i sin barndom. Da han selv fik børn, fulgte volden med ind familielivet.

Anonym familiefar – kun lyd, ingen billeder
Alder: 32 år
Familie: Gift i 11 år og tre børn på syv, otte og ti år

Opvækst med alkohol

Jeg har haft en far, som var dybt alkoholiseret. Min mor og far var skilt. Når jeg var hjemme hos min far, var han på druk, og hjemme hos min mor var det meget hårdt at være. Jeg har en ældre bror, som var favoriseret af vores mor, så jeg klarede lidt mig selv. Jeg kom ret hurtigt ind på den forkerte løbebane. Volden startede fra min fars side mod mig, hvilket var ret voldsomt. Det stod på, indtil jeg begyndte at kunne sige fra, da jeg var omkring de 15 år.

To voldsomme episoder

Jeg husker specielt to episoder, som har været rigtig grelle. Ved den ene episode har jeg ikke været særlig gammel, hvor det var tale om regulær bank og decideret vold. Han slog mig. Alligevel var jeg så gammel, at jeg ikke ville have det. Jeg greb en køkkenkniv og jagtede ham, inden jeg bankede kniven ind i væggen. Hvis min far ikke havde flyttet sig, havde han ikke været her i dag. Jeg kan faktisk ikke huske hvorfor det skete. Jeg husker episoden, men jeg husker ikke, hvad der skete før eller efter. Jeg husker billedet af, at jeg var så magtesløs, at jeg tager kniven og løber efter. Hvorfor husker jeg ikke.

Den anden grelle episode med min far var, da jeg var 16-17 år og holdt fest hjemme. Jeg boede i kælderen i mine forældres hus. Min far og jeg bliver uenige. Jeg var meget fuld den dag. Han mener, at festen skal lukke og smider alle ud, og det er jeg selvfølgelig uenig i. Vi kommer op og skændes, og det udvikler sig til en regulær slåskamp, hvor det ender med, at jeg igen får bank og bliver kastet rundt nede i kælderen foran alle mine gæster. Hvad der er sket efterfølgende, husker jeg ikke. Jeg kan ikke huske, hvordan kontakten var efterfølgende, fordi jeg stak af gennem vinduet og flyttede ud til en kammerat i en periode.

Sidenhen har det været den anden vej rundt, når der er sket noget. Der har været to episoder, hvor jeg har taget ret voldsomt fat i min far. Jeg tror, at sidste gang var, da jeg var 20 år. Der kappede det over, og jeg skulle hævne mig. Han endte med at have fire bukkede ribben, og han fik ret voldsomt bank. Siden dengang har der ikke været vold i min relation til mine forældre. Jeg har i de sene teenageår haft vold tæt på livet i vennegrupperingen. Jeg kom ind i det fantastiske rockermiljø, hvor det meget nemt eskalerer.

Ægteskab med udfordringer

Min kone er 19, da hun bliver gravid, og jeg er 21 år. Min kone og jeg har kendt hinanden hele livet. Vi er vokset op sammen som børn, og så fandt vi sammen, og hun blev gravid. Min kone gik nærmest i chok over at være blevet gravid, og som første indskydelse siger hun, at hun ikke vil have barnet. Det rammer mig rigtig hårdt. Det er den første episode mellem min kone og jeg, hvor der har været, ikke vold, men råb, skrig og trusler. Mest fra min side, men det gik begge veje. Jeg har fat i min kone og råber og skriger, hvilket medfører, at hun flytter ind til sin far i en kort periode, indtil vi får snakket om tingene og finder ud af, at vi gerne vil have barnet og være sammen.

Min kone kan fortælle, hvad der skete. Jeg er godt klar over, at vi var uvenner, men jeg husker det slet ikke så voldsomt, som det er foregået. Det er netop et af problemerne. Det er svært at erkende noget, der sker, når du bagefter ikke er klar over, hvor slemt det har været. Sådan har det desværre været i mange år, hvor jeg skubber tingene fra mig, så det ikke kommer ind og rammer tæt på og gør ondt. Min kone tager det meget nært. Det er også hende, som oplever den grimme side af det. Hvis hun truer mig, rammer det mig ikke. Jeg er jo større og stærkere, end hun nogensinde kommer til at blive. Men hun bliver mere mærket af det og kan selvfølgelig være mærket lang tid efter, og det virker uforståeligt for mig, fordi det ikke var så slemt for mig i situationerne. Men det har jo så været slemt.

Der er blevet sagt 'Jeg slår dig kraftedme ihjel' i vrede, dumme sætninger. Der har ikke været en decideret mening bag det, hvor jeg har tænkt, at 'nu slår jeg min kone ihjel', men det er blevet sagt i de vendinger. Det er den måde, som jeg er vokset op på, og den måde, som jeg har snakket på med omgangskredsen. Hjemmefra er jeg også vant til, at der er blevet råbt og skreget. Så det er et mønster, som man har med sig, men det berettiger det jo ikke. Men så har vi råbt og skreget meget af hinanden, og jeg har taget fat i min kone senere hen i vores samliv. Jeg har ikke slået eller sparket, men jeg har haft grebet fat i hende, holdt hende op ad en væg og rusket hende. Det er selvfølgelig noget, som hun har været meget mærket af.

Børnene er også en del

Under episoderne har børnene været ude eller hjemme, men de har aldrig været med eller set det. Måske har vi stået i et af værelserne og diskuteret, men vi har aldrig haft sådan en voldsom episode foran børnene. Men børnene er godt klar over, at der har været problemer. Børnene har jo også været en del af hele det forløb, som vi har været og stadig er igennem. Så selvfølgelig er børnene også mærket af det og mærket af hele det liv, som det medfører, fordi der også har været mange brud. Vi har været flyttet fra hinanden fire-fem gange, både over kortere og længere perioder, netop på grund af det her og de andre dæmoner, som vi slås med.

Tilbud om gruppesamtaler

Det er ikke så nemt at få hjælp. Det kan faktisk være ret svært, når man er i situationen. Hvor går man hen? Og når man går til nogen, er der ikke ret mange, som har idéer til hjælp. Jeg har en bror, som er blevet dømt i retten og skulle i behandling hos Dialog mod vold. Derigennem lærte jeg navnet at kende, men jeg søgte ikke derind med det samme. Jeg var selv startet til en psykolog, og det var min kone også. Vi havde også prøvet at gå hos en parterapeut, men vi kunne ikke få den reelle hjælp på den måde. Det var også dyrt at gå hos dem. På internettet søger jeg på og læser om Dialog mod vold, og jeg tager mig mod til at kontakte dem. Der sker ikke det store, da jeg kontakter dem. Det tager noget tid inden jeg bliver kontaktet med en dato, hvor jeg kan komme til et formøde.

Jeg møder op og skal efterfølgende starte i noget behandling derinde, hvor man skal gå til personlige samtaler. Det nåede jeg dog ikke, da jeg kom direkte på et gruppehold, hvilket jeg var meget skeptisk over for i starten. Men jeg valgte at møde op for at se, hvad det var, og da jeg gik hjem første gang, var jeg helt sikker på, at jeg havde gjort det rigtige. Selv om det var meget grænseoverskridende at skulle møde op til en gruppe, fandt man meget hurtigt ud af, at alle de andre mennesker var i samme båd. Det var faktisk ikke så pinligt, som man havde forestillet sig. Jeg har gået i en gruppe en gang om ugen i næsten et år. Jeg bliver gladere og gladere for at gå der, og det giver mere og mere. Man får sat billeder på en helt masse ting og får forståelse for en helt masse ting, både i forhold til sig selv og familiemæssigt. Man lærer at føle efter i sig selv, hvad der sker, og man lærer at kende forskel på følelser, hvilket faktisk er ret vigtigt.

Når gruppeforløbet er slut, er der et afsluttende forløb, hvor min kone, børn og jeg skal gå til individuelle samtaler derinde, og min kone og jeg skal samtidig gå til parsamtaler. Det er jeg glad for. Men det er en kamp, som ikke er slut, fordi man har været derinde. Temperamentet ligger stadigvæk i en. Der er også episoder, hvor det hele stadig koger over, men så har man i hvert fald lært at agere anderledes. I situationer, som meget vel kunne have ført til de tidligere kampe, kan der sagtens opstå store skænderier, men de fører ikke til de samme kampe. Vi snakker i en anden tone. At søge hjælp er det bedste, som man kan gøre for sig selv, uanset hvor svært det er.

En ændring kræver virkelig noget

Det er skidegodt at have fået hjælp, men jeg kan også godt mærke, at det ikke er færdigt. Det er i hvert fald en proces. Man kan ikke bare melde sig til og være klar igen, når man er færdig efter et halvt år, sådan foregår det ikke.

Menneskerne fra min gruppe er alle sammen kommet videre. Jeg har ikke kendskab til nogen derinde, som ikke har rykket sig, og hvor det bare bliver ved. Jeg gik i gruppe med tre, som blev skilt på grund af det, og de er faktisk sammen i dag, hvilket skyldes de efterfølgende samtaler hos Dialog Mod Vold. Det er anonymt. Man kan ringe derind. De har børnevejledere. De har også vejledere til de voksne. Både dem, der udøver vold, og dem, der bliver udøvet vold mod. Man skal i hvert fald på ingen måde lade det sidde overhørigt. Der findes også andre steder, jeg har bare rigtig god erfaring med Dialog Mod Vold.

Det kræver meget af hele familien, og det er ikke noget, som du gør ene mand. Du kan som udøver godt gå derind og få hjælp, men hvis man bor sammen med sin familie, er det noget, som man gør som en familie. I vores tilfælde er det mig, den udøvende, der har gået derinde i en gruppe i så lang tid, men det er virkelig givende for en familie at komme med derind. Både for børn og kone, og hvem der ellers er i familien. Det kan sagtens ændres, men det er ikke bare lige noget, der sker. Det kræver virkelig noget.

Se mere om hvor og hvordan børn og voksne kan få hjælp på dialogmodvold.dk.