Jon Kristian Lange

Seniorrådgiver hos Red Barnet

Billede: Louise Dyring Mbae

Jon Kristian Lange er seniorrådgiver hos Red Barnet og ekspert i børns digitale liv. Han udtaler sig i pressen om børns liv på nettet.

Jon Kristian Lange oplyser om nye digitale tendenser, de fællesskaber, der opstår på nettet, og hvad det betyder for børn at opholde sig på digitale medier. Som ekspert i børns digitale liv og børneinddragelse fokuserer Jon Kristian Lange på de glæder, børn har online, og hvorfor børn synes, at det er spændende at være digitale. Han er med til at fremhæve børnenes perspektiv og give forældre en forståelse for, hvad deres børn får ud af at bruge digitale medier som Snapchat, Instagram og Facebook.

Formidling i børnehøjde

Når nye digitale tendenser opstår, kan Jon Kristian Lange forklare dem, så både fagpersoner, forældre og børn kan følge med. I den forbindelse har han blandt andet oversat EU's Persondataforordning (GDPR) i børnehøjde. 

Vigtigheden i at kunne følge med i børns digitale liv er ikke noget, der er fremmed for Jon Kristian Lange. Han er far til tre børn og møder derfor selv udfordringerne med følge med i sine børns liv på nettet. 

Udvikling og ledelse

I Red Barnet har Jon Kristian Lange stået for udvikling og ledelse af nationale og internationale projekter, kampagner, events og uddannelse med og for børn, unge, fagvoksne og forældre. Han er ansvarlig for siden sikkerchat.dk, som er Red Barnets portal om sikkerhed for børn på internettet, og er medudvikler af en række af Red Barnets antimobbeprogrammer, herunder Fri For Mobberi, DropMob og Mobningens ABC.

Jon Kristian Lange har også været "Chair" for feltet Child Participation Online i European NGO Alliance for Child Safety Online (eNACSO) og været medlem af Red Barnets hotlineteam, der bekæmper it-relaterede seksuelle overgreb. 

Udgivelser

Jon Kristian Lange står bag en række bøger og kronikker om børns trivsel og liv på nettet. Han har blandt andet skrevet bogen Det Nye Ansvar om værktøjer til samarbejde og konflikthåndtering mellem lærere og forældre. Samtidig har han skrevet en række noveller og bidraget til flere antologier om blandt andet børn og unges online liv. 

Baggrund

Jon Kristian Lange er kandidat i kommunikation og psykologi fra Roskilde Universitet. Han har tidligere arbejdet som folkeskolelærer på tre forskellige skoler. 

I mere end 15 år har han arbejdet med børns digitale liv, først som projektleder i Red Barnet og nu som seniorrådgiver.

Læs mere

Om Red Barnets arbejde med at forebygge og stoppe digital mobning.
Om SikkerChat.