Verden er mere end 450 år fra målet om at afskaffe børnefattigdom

Foto: Stuart Sta/Red Barnet
14-01-2017
NYHED

Nye tal fra Red Barnet viser, at verden er 452 år fra at indfri løftet om at afskaffe ekstrem børnefattigdom. Hvis vi kigger lige så mange år tilbage, ville det svare til, at vi levede i 1565, hvor Frederik 2. var konge af Danmark og Elisabeth 1. regerede i England.

I efteråret 2015 skrev alle verdens ledere under på, at de vil gøre op med ekstrem fattigdom senest i 2030. Men holder vi det nuværende tempo for at reducere fattigdommen, vil det sidste barn i verden først være ude af ekstrem fattigdom i år 2482 – altså 18 generationer senere end det aftalte globale mål.

Det fattige barn vil bo i Afrika syd for Sahara. Regionen forventes i 2030 at lægge jord til næsten 90 procent af de 167 millioner børn, der på verdensplan vil leve under fattigdomsgrænsen på det tidspunkt.

Den skræmmende prognose kommer forud for det årlige møde mellem verdens største ledere, som samles til World Economic Forum i Davos i næste uge. Behovet for et intensiveret fokus på verdensmålene, herunder udryddelse af fattigdom, forventes at blive et vigtigt tema på mødet, hvor Red Barnets internationale direktør Helle Thorning-Schmidt er en del af formandskabet.

I Red Barnet er arbejdet for at bekæmpe fattigdom en mærkesag, og generalsekretær Jonas Keiding Lindholm finder de nye tal alarmerende.

– Verdens lande godkendte i 2015 en plan om at udrydde fattigdom. Nu må de se at komme i gang med arbejdet. Det er for slapt først at få udryddet ekstrem fattigdom om atten generationer og dermed bryde deres løfte til millioner af børn. Statsoverhovederne, som samles i Davos, må udvise lederskab, hvis vi skal nå det allersidste barn. De skal sikre, at adgangen til sundhed og uddannelse af høj kvalitet bliver øget, og de skal prioritere at reducere børnefattigdom i deres nationale budgetter, siger Jonas Keiding Lindholm.

Fattige børn får selv fattige børn

– Børnefattigdom er en ond cirkel. At være fattig gør det mere sandsynligt, at du ikke lærer noget i skolen, og det gør det mere sandsynligt, at du rammes af sygdom. Børn fra fattige familier er samtidig i større risiko for tidligt ægteskab, børnearbejde og udnyttelse. De udfordringer følger millioner af børn ind i voksenlivet, hvor de giver dem videre til de næste generationer. Det er uretfærdigt, og det er dyrt for samfundet. Ved at lave intelligente investeringer nu, kan vi bryde den fattigdomsfælde og skabe grundlag for en mere stabil og velstående verden. I en tid med hidtil usete ressourcer og viden er der ingen undskyldning for, at noget barn skal vokse op i ekstrem fattigdom, siger Jonas Keiding Lindholm.

Fattige børn er i højere risiko for at dø, inden de fylder fem år, og for at lide af nedsat vækst og underernæring. De går mindre i skole, færdiggør sjældnere skolen og får i ringere grad udbytte af deres skolegang. Der er også større risiko for, at de bliver tvunget ind i skadeligt arbejde, tidlige ægteskaber og tvangsægteskaber og bliver udnyttet gennem prostitution og menneskehandel. Det har en langsigtet indvirkning på deres udvikling og betyder, at deres egne børn typisk bliver faget i samme fattigdomsspiral.

Det gør Red Barnet: Red Barnet arbejder med at bekæmpe fattigdom på flere måder. Vi give familier og børn mad eller midler til at købe mad og basisting som tøj, vi sikrer uddannelse og sundhedspleje og sørger for basale nødvendigheder som eksempelvis skolebøger. Vi sætter ind for give familier mulighed for at leve et bæredygtig liv og forsørge deres børn. Vi opbygger børns færdigheder og giver dem mulighed for at få et anstændigt arbejde, mens vi samarbejder med regeringer for at sikre, at de prioriterer børn og tager konkrete skridt til at reducere børnefattigdom i deres land.

Noter:

  • Tallene er udarbejdet af Overseas Development Institute (ODI) for Red Barnet. De er baseret på estimater om ekstrem fattigdom og et 2030-scenarie fra Verdensbanken samt demografiske data.
  • Verdensbanken estimerede i 2013, at 767 millioner mennesker levede i ekstrem fattigdom – 385 millioner af dem var børn. Fordi fattige familier får flere børn, er det dobbelt så sandsynligt, at et barn også kommer til at leve i ekstrem fattigdom, når det bliver voksen – med ekstreme fattigdomsrater på 19,5 procent for børn mod 9,2 procent for voksne.
  • '167 millioner børn, der lever i ekstrem fattigdom i 2030' stammer fra denne rapport: https://www.odi.org/publications/10520-child-poverty-inequality-and-demography
  • Ekstrem fattigdom blandt børn er defineret som et barn, der bor i en husstand med en samlet daglig indkomst under 1,90 USD (seneste benchmark fra Verdensbanken).
  • I dag bor 53% af verdens ekstremt fattige børn i Afrika syd for Sahara, mens 32% bor i Sydasien.