Skyderiet i Field’s:

5 gode råd,

når du taler med børn

03-07-2022
NYHED

Når medierne fortæller om voldsomme hændelser som fx skyderier, terror eller lignende, og vi voksne bekymrer os, kan bekymringer og frygt også nå frem til vores børn. Derfor giver vi her fem gode råd til, hvordan forældre og voksne kan tale med børn for at skabe tryghed.

1. Lyt grundigt til børnene

Tag udgangspunkt i det, børnene har set eller hørt. Børns viden bestemmes af deres alder, og om de tidligere har set og hørt om lignende begivenheder. Før du svarer på deres spørgsmål, skal du have et godt billede af, hvad børnene forstår, og hvad der ligger til grund for deres spørgsmål. Små børn skal ikke have store, tekniske forklaringer. Måske spørger de, hvad fx skyderi betyder. Prøv at forklare det enkelt med ord, som de små børn kan forstå.

De lidt større børn og teenagere har sikkert set billeder og videoklip på sociale medier, nettet i øvrigt eller på tv. Tal med dem om det, de har set og hørt. Tal åbent og husk, at det nogle gange kan være helt ok at sige til de store børn, at du heller ikke selv forstår, at nogle mennesker begår voldelige handlinger. Det er nemlig ikke alt, vi kan forstå. Men vi kan tale om alt.

2. Tal med børnene om det, de har set og hørt

Det er vigtigt at tale med børnene om, hvad de har set og hørt om den voldsomme situation. Billeder og lyd er overalt på sociale medier og andre steder på nettet, i radioen og på tv. De hører måske også, at de voksne taler om det, der er sket. De billeder og lyde, der vises og afspilles på nettet og i tv, gør stærkt indtryk på os alle sammen. Især for børnene kan det være forvirrende, skræmmende og svært at begribe.

Her er det særligt vigtigt at være opmærksom på, at børn og unge kan blive eksponeret for ubehageligt indhold uden at have bedt om og/eller søgt på det. Voldsomme videoklip, billeder eller detaljerede beskrivelser fra hændelsen kan dukke op på sociale medier. Det er i den forbindelse en god idé at tale med børnene om, hvad de har set, og om ikke at dele billeder, videoer eller andet indhold fra eller om hændelsen. Dette er øvrigt også politiets opfordring. Hvis dit barn har set noget ubehageligt på nettet, så kan I kontakte SletDet Rådgivningen for professionel rådgivning

Børn i seks-syvårsalderen er ved at have en forståelse af, at man kan dø. Derfor kan voldsomme billeder og beretninger gøre dem utrygge og kede af det. Nogle børn forstår for eksempel ikke, at det er de samme billeder, der bliver sendt flere gange – de tror, at hændelserne sker om og om igen.

Med større børn, der selv viser interesse, kan man som forælder se nyhederne sammen med dem. Eventuelt ULTRA NYT, der er nyheder formidlet til børn. Det er vigtigt at sætte god tid af, så man kan tale om, hvad man ser. Det frarådes at lade yngre børn se nyheder alene.

3. Vær åben

Børn oplever og reagerer ikke ens på begivenhederne. Yngre børn vil i høj grad være afhængige af, at voksne fortolker begivenhederne for dem, mens større børn og teenagere vil få information fra forskellige kilder, der måske ikke alle sammen er lige pålidelige. Selvom teenagere tilsyneladende har en større forståelsesevne, har de stadig brug for ekstra opmærksomhed og hjælp til at forstå begivenhederne. Husk, at ikke alle børn bliver påvirket. Det betyder ikke, at de mangler empati. Vær åben overfor, at børn kan reagere forskelligt og tag udgangspunkt i det, når du taler med dit barn.

4. Giv børnene tryghed

Fortæl børnene, at der bliver gjort alt for at beskytte de børn og voksne, der er direkte berørt af situationen. Sørg for, at de ved, at politiet og deres forældre altid gør alt for at beskytte dem.
Det kan være godt for både børn og voksne at vide, at det kan blive godt igen. Fortæl børnene, at der er mennesker, der hjælper og gør alt, hvad de kan for at få livet til at blive normalt igen. Der er også læger og sygeplejersker, der tager sig af de syge og sårede, og politiet gør en ekstra indsats for, at det ikke sker igen.

5. Giv udtryk for medfølelse

At støtte eller hjælpe andre kan give børn en følelse af kontrol, tryghed og empati. Det kan ved katastrofer og andre voldsomme oplevelser i medierne give god mening, at man, fx sammen med barnet, viser sin medfølelse gennem sympati- eller mindemarkeringer. De fleste børn har det rigtig godt med at vise deres forståelse på den ene eller anden måde.