Rohingya-børn beretter om bestialske overgreb
– der skal stoppes nu

16-11-2017
NYHED

De brutale forbrydelser, som bliver begået imod Rohingya-børn og deres familier i Myanmar, kan ødelægge hele generationer. Red Barnet har indsamlet flygtede børns gruopvækkende beretninger i ny rapport.

Det internationale samfund må og skal gøre alt for at presse Myanmar til at få stoppet de uhyrlige forbrydelser, der bliver begået imod Rohingya-børn og deres familier i den burmesiske delstat Rakhine.

Red Barnet har indsamlet en lang række øjenvidneberetninger fra børn, der er flygtet fra deres nedbrændte landsbyer og nu befinder sig i Cox’s Bazar i Bangladesh, hvor Red Barnet er til stede med nødhjælp, blandt andet psykosocial støtte.

Talrige fortæller om drab, voldtægter og andre seksuelle krænkelser, nedbrænding af landsbyer og udryddelse af hele familier:

”Militæret tændte ild til vores hus. Så begyndte de at slå mennesker ihjel med macheter. Mænd, kvinder, børn, alle” (dreng, 12 år)

”De slog mig i ansigtet med en pistol, sparkede mig i brystet og stampede på mine arme og ben. Og så blev jeg voldtaget af tre soldater” (pige, 16 år)

”De skød begge mine forældre, mens jeg så på det” (dreng, 16 år)

”På vejen til Bangladesh gik jeg ind i en forladt landsby. Jeg gik hen til et vandreservoir for at finde vand og så mindst 50 lig flyde rundt i vandet. Jeg kan ikke glemme stanken fra de brændte huse og synet af de mange lig” (dreng, 12 år).

Rapporten rummer utallige eksempler på direkte bestialske overgreb, som det internationale samfund må stå sammen om at få stoppet nu.

”Red Barnet opfordrer FN’s medlemslande til at bruge alle diplomatiske midler til at få Myanmars regering til at få stoppet voldsudgydelserne, sikre Rohingya-børnenes beskyttelse og identificere de ansvarlige for forbrydelserne”, siger Red Barnets generalsekretær Jonas Keiding Lindholm.

Allerede nu er der overhængende fare for, at de begåede overgreb vil få så alvorlige psykiske konsekvenser for de ramte børn og deres familier, at det til sætte ødelæggende spor i flere generationer, advarer Red Barnets psykolog Anne-Sophie Dybdal, der netop er kommet hjem fra Cox’s Bazar.

”Børnene har oplevet uhyrligheder, som sætter sig som alvorlige ar resten af livet. De unge piger, der er blevet voldtaget, får ødelagt deres oplevelse af at være noget værd og føler skam”, siger Anne-Sophie Dybdal.

Ud over de systematiske overgreb lider børnene også af alvorlig underernæring, som fører til underudvikling af både hjerne og krop.

”Jeg har set spædbørn, der har været fuldstændig apatiske, og børn i otteårs alderen, der legede som børn normalt gør, når de er helt små. Kombinationen af psykiske men og underernæring risikerer at få den konsekvens, at den generation, der er børn nu, ikke udvikler sig, som de kunne, men kommer bagud intelligensmæssigt, socialt og emotionelt”.

På få måneder har over 600.000 Rohingya-flygtninge krydset grænsen til Bangladesh – mere end 300.000 af dem er børn under 18 år.

Læs hele rapporten

Kontakt: Pressechef Jeanette Ringkøbing Rothenborg: 2925 5646 eller jrr@redbarnet.dk