Red Barnet hjælper
jordskælvsramte børn i Italien
Et kraftigt jordskælv ramte i nat Italien. Det er det værste siden 2009, hvor et lignende skælv ramte samme bjergområde i Umbrien. Dengang ledte Red Barnets generalsekretær den humanitære indsats i området. Også i denne omgang er Red Barnet tilstede for at redde og beskytte de jordskælvsramte børn.
I nat blev Italien ramt af et jordskælv, som målte 6,0 på Richterskalaen. I 2009 blev L’Aquila, som ligger i samme område i de italienske bjerge, ramt af et lige så voldsomt jordskælv. Dengang blev Red Barnet for første gang nogensinde en del af det nationale beredskab i Italien.
Red Barnets generalsekretær Jonas Keiding Lindholm, som dengang var international humanitær chef, blev sendt til L’Aquila som humanitær indsatsleder:
– Det er vigtigt at forstå, at hver time tæller, når det handler om at redde liv i den type katastrofer. Da jeg kom frem, så jeg, at de aktører, der var først til stede – militær og beredskabsstyrelse – var imponerende hurtige til at redde folk ud af de sammenstyrtede bygninger og få etableret lejre og midlertidige sanitære forhold. Men der var ikke noget særligt fokus på børnene. Og som nødhjælpsarbejder ved man, at børn er de allermest sårbare i den slags katastrofer, siger Jonas Keiding Lindholm.
– Derfor var det min opgave inden for de første 48 timer at få overblik over, hvor mange børn, der befandt sig i området, om de var alene og at sætte systemer op for at genforene dem med deres familier. Derudover oprettede vi faciliteter og særlige rum til børn – beskyttelse, rekreative aktiviteter og midlertidige skoler, siger Jonas Keiding Lindholm.
Tæt samarbejde med myndighederne
Det arbejde foregik – og foregår typisk i den slags katastrofesituationer – i dialog med militær og beredskabsstyrelse. Myndighederne er trænet til at rydde veje, oprette midlertidige lejre, så de ramte kan få tag overhovedet, at facilitere vandforsyning og sanitære forhold, mens Red Barnet har et særligt fokus på de sårbare børn.
– Børn dør ikke af jordskælv, men af sammenstyrtede bygninger. Der er stort set ingen små byer i de italienske bjerge, der er bygget til at stå imod et jordskælv. De kan ikke ’svaje’, men falder sammen. Derfor kan jeg kun frygte, hvor galt det står til dernede. Med baggrund i mine erfaringer frygter jeg det værste, siger Jonas Keiding Lindholm.
Siden 2009 har Red Barnet været en fast del af det italienske katastrofeberedskab, og det er vigtigt, fordi en effektiv, hurtig og koordineret indsats kan være det afgørende mellem liv og død.
– Uden en koordineret indsats ender sådan en operation i totalt kaos. Hver time tæller, når det handler om at redde børn og deres familier ud af murbrokkerne. At tilset dem både fysisk og psykisk og at give dem vand, mad og tag over hovedet kræver præcis og professionel koordination, siger Jonas Keiding Lindholm.
Red Barnets indsats redder og beskytter de berørte børn
Red Barnets indsats for at redde liv og beskytte børn i katastrofer som jordskælv har stor respekt fra det øvrige beredskab.
– Der er ingen tvivl om, at vores indsats er med til at redde liv. Både dengang og i dag. Vi var og er som international humanitær organisation en meget vigtig spiller, og vi høster stor anerkendelse for den faglighed vi bistår med i sådanne situationer.
Red Barnet Italien er i gang med at vurdere skadernes omfang og behovet for hjælp i det ramte område. De er også i gang med at oprette børnevenlige områder, så de berørte børn kan få et trygt sted at opholde sig. Her får de blandt andet hjælp til at bearbejde de voldsomme oplevelser.
Du kan hjælpe børn i katastrofer ved at melde dig som indsamler ved Red Barnets landsindsamling den 4. september 2016.
Tilmeld dig på https://redbarnet.dk/indsamler