Reaktion på sag i Red Barnet Ungdom

09-07-2020
NYHED

Vi er blevet kontaktet af generalsekretæren for Red Barnet Ungdom, Astrid Engberg, som har informeret om, at to tidligere frivillige i Red Barnet Ungdom er blevet sigtet for seksuelt overgreb på et 11-årigt barn. Den ene af mændene har i et grundlovsforhør erkendt sig skyldig. Han lærte barnet at kende som frivillig gennem et rollemodels-projekt, som Red Barnet Ungdom driver i samarbejde med Vejle Kommune. De to personer er ikke længere tilknyttet Red Barnet Ungdom.

Det er dybt chokerende og forfærdeligt. Der er tale om en modbydelig forbrydelse og det ultimative svigt af et barn - og af en hel familie.

Det er utilgiveligt, at mennesker kan forbryde sig mod et barn og misbruge dets tillid på denne måde. Hos Red Barnet skaber det også vrede på vegne af de mange frivillige, der hver dag gør en fantastisk forskel for andre mennesker.

Red Barnet Ungdom har faste og grundige procedurer i forbindelse med organisationens frivillige arbejde. Det gælder f.eks. indhentelse af børneattest, fast og regelmæssig opfølgning med både den frivillige og familierne samt kontakt med kommunen. I den givne sag har alle procedurer og retningslinjer været overholdt. Red Barnet Ungdom er naturligvis dybt chokerede og berørte.

Lige nu tænker vi alle først og fremmest på barnet og barnets familie. Myndighederne og politiet tager sig af sagen, barnet og familien. Red Barnet Ungdom arbejder naturligvis sammen med alle myndigheder.

Fra Red Barnets side stiller vi vores professionelle, psykologfaglige hjælp og støtte til rådighed for Red Barnet Ungdom og organisationens frivillige.

Læs Red Barnet Ungdoms beskrivelse af sagen her:

https://redbarnetungdom.dk/2020/07/to-tidligere-frivillige-sigtet-for-overgreb-paa-barn/