DEBAT: Ny udviklingspolitisk strategi skal skabe håb for børn i verdens skrøbelige lande

Af Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet

Når forhandlingerne om den næste udviklingspolitiske strategi går i gang, er det afgørende, at vi retter blikket mod børnene i verdens skrøbelige lande. Strategien bør have et stærkt fokus på børns mentale sundhed og adgang til uddannelse. Den bør sætte ambitiøse mål for inddragelsen af børn, unge og for støtten til og samarbejdet med lokale organisationer. Og så bør strategien sikre, at vi fortsat er til stede i de mest skrøbelige lande i verden, selvom det spidser til.

Danmark har i den nuværende udviklingspolitiske strategi prioriteret at støtte skrøbelige kontekster, hvor behovene er størst. Det bakker vi op om. Men det er også nødvendigt at fastholde støtten, når det bliver politisk vanskeligt - når militærjuntaer f.eks. tager magten, som vi har set i Niger og andre steder i det centrale Sahel i Vestafrika.

Hvis vi vender befolkningen ryggen, når den politiske situation er usikker, står der andre aktører klar i kulissen til at overtage. Og de deler sjældent vores syn på ligestilling og menneskerettigheder. Heldigvis er der stærke civilsamfund, vi kan samarbejde med og støtte. Det kræver politisk mod og risikovillighed af en ny udviklingspolitisk strategi. Men det er nødvendigt, hvis vi skal skabe håb og sikre en fremtid for nogle af verdens mest sårbare børn.

Den nuværende udviklingspolitiske strategis fokus på unge er også vigtigt. Men det er ikke nok først at sætte ind, når den kommende generation allerede er ved at blive voksen. Hvis vi vil opnå resultater, må vi specifikt anerkende og prioritere børn særskilt i den næste strategi.

For alt mange børn ser fremtiden ikke lysere ud end den, deres forældre voksede op i. Aldrig før har der været så mange børn på flugt. Knap halvdelen af verdens børn lever i lande og områder, der er ekstremt truede af klimaforandringerne, og i uroplagede regioner, som f.eks. det centrale Sahel, er halvdelen af befolkningerne børn under 15 år.

Særligt piger er udsatte. I konfliktramte lande er risikoen for, at piger ikke går i skole særligt høj. 12 millioner piger bliver gift væk som børn hvert eneste år. Vi skal derfor prioritere adgang til uddannelse i kriser. For ikke alene er uddannelse vejen ud af fattigdom, det er også et af de mest effektive værn mod, at piger havner i børneægteskaber. Men vi kan naturligvis ikke uddanne den næste generation af børn, hvis de lever med mentale skader på grund af krige og konflikter.

Uden mental støtte tidligt får børnene svært ved at lære, udvikle positive relationer til hinanden, sige fra og beskytte sig selv eller andre.  Det var en stor landvinding, at den nuværende udviklingspolitiske strategi for første gang prioriterede mental sundhed og psykosocial støtte i humanitære indsatser. Det spor skal vi fortsætte. Det er helt afgørende. Derfor anbefaler vi, at man i den næste strategi går videre og sætter mål for systematisk investering i børns – også de helt små - og deres forældres mentale trivsel i relevante udviklingsprogrammer og humanitære indsatser på tværs af sektorer.

At indgyde håb hos børn kræver også, at vi lytter til dem. Børn og unge er eksperter i deres eget liv, og arbejdet for at forbedre deres liv bliver simpelthen bedre, hvis vi lytter til deres behov og løsningsforslag. Det kræver, vi f.eks. forsøger at ændre de politiske rum og beslutningsfora på alle niveauer, hvor beslutninger formelt bliver taget, så børn og unge får reel mulighed for at engagere sig og få indflydelse – f.eks. ved at skabe platforme, hvor børn og unge kan få taletid overfor beslutningstagere – både lokalt og internationalt. Inddragelsen skal være meningsfuld og reel – ikke symbolsk. Ellers risikerer vi, at vi mister tilliden fra de børn og unge, vi forsøger at hjælpe, og hele indsatsen vil være forgæves.

I stedet skal børn tages med på råd i udvikling af alt humanitært arbejde og udviklingsarbejde fra start til slut – det gælder også udformningen af en ny udviklingspolitiske strategi. Det kræver en mere fleksibel, tillidsfuld og risikovillig tilgang, som kan skabe nye og bredere formater for samarbejde med børn og unge. 

På samme måde skal vi også lytte til og inddrage de lokale organisationer, som jo spiller den væsentligste rolle i udviklingsarbejdet og den humanitære indsats. Her skal en ny strategi også blive langt skarpere på, at lokalt lederskab ikke er bare en mulighed, men en nødvendighed. Det betyder, at vi skal tage udgangspunkt i, hvad vores lokale partnere har af prioriteter og løsninger.

Vi risikerer, at håbet om en bedre fremtid smuldrer for verdens mest udsatte børn, hvis ikke vi sætter ind tidligt og målrettet. Derfor skal børns trivsel og fremtidsmuligheder være en hovedprioritet i den næste udviklingspolitiske strategi.

Debatindlægget er bragt i Altinget den 11. september 2023