Brugte skoletasker hjælper udsatte børn

01-08-2018
NYHED

Sommerferien er ved at være forbi, og for de fleste børn er det tid til at finde skoletasken frem igen – eller måske købe en ny. Men for udsatte og trængte børnefamilier kan det være svært at finde penge og overskud til at købe ny skoletaske, penalhus og glitrende bogbind. Derfor gentager Arnold Busck og Red Barnet sidste års succes med at indsamle brugte skoletasker til glæde for udsatte børn.

Sidste år indledte boghandlerkæden Arnold Busck et samarbejde med Red Barnet, som gjorde det muligt at indlevere brugte skoletasker til glæde for udsatte børn. Fra i dag kan man igen aflevere sin brugte skoletaske i de 31 Arnold Busck-butikker landet over, der så donerer de indsamlede tasker til Red Barnets børnegenbrugsbutikker, som sælger taskerne billigt til fordel for Red Barnets arbejde.

Red Barnets generalsekretær, Jonas Keiding Lindholm, glæder sig over, at samarbejdet igen i år bidrager til at give udsatte børn en lidt bedre start på skoleåret.

- Selvom vi bor i Danmark, er der familier der hverken økonomisk eller mentalt har overskud til at blive klar til første skoledag. Det går ud over de børn, der står i skolegården uden skoletaske eller penalhus, og de risikerer at føle sig uden for fællesskabet allerede fra første skoledag. Sådan skal det ikke være. Alle børn fortjener at komme godt i gang med skoleåret sammen med deres venner, og det er vi meget glade for at kunne bidrage bare lidt til gennem dette samarbejde, siger Jonas Keiding Lindholm.

Læg en tegning i tasken
Som noget helt særligt i år vil det være muligt at lægge en hilsen eller tegning i skoletasken, så der er endnu mere at glædes over for den nye ejer af tasken. På den måde kommer Red Barnets genbrugsslogan BARN til BARN for alvor til sin ret. Sidste år var der flere børn, der havde lagt en hilsen i skoletasken til det barn, som skulle overtage den. Den mulighed får alle børn, der donerer skoletasker nu i et særligt indrettet tegnehjørne i Arnold Busck-butikkerne.

- Sidste år var vi overvældede over, i hvor høj grad vores kunder bakkede op omkring indsamlingen. Både store og små var meget begejstrede for at støtte op omkring Red Barnets arbejde for udsatte børn, så vi håber på og glæder os til at gentage succesen i år, siger administrerende direktør hos Arnold Busck, Helle Busck Fensvig.

Overskuddet går til udsatte børn herhjemme og ude i verden
Overskuddet fra Red Barnets 20 genbrugsbutikker går til arbejdet for at hjælpe de dårligst stillede børn lokalt, nationalt og internationalt. Skoletaskerne sælges, så andre børn kan få glæde af dem, men pengene fra salget af taskerne vil også gå til Red Barnets arbejde med blandt andet sommerlejre og familieklubber for udsatte og sårbare børn i Danmark.

Pengene fra salget af én brugt skoletaske svarer til, at et udsat barn kan komme med Red Barnet på en dags ophold på ferielejr med overnatning inkl. kost og logi.

FAKTA

  • Skoletasker kan afleveres indtil den 10. september 2018 i alle Arnold Buscks butikker. Se hvor butikkerne ligger.
  • Sidste år samlede Arnold Busck og Red Barnet 1.159 skoletasker ind over hele landet.