1.847 børn løb mod mobning
med H.K.H. Kronprinsessen

10-06-2017
NYHED

1.847 børn løb mod mobning med H.K.H. Kronprinsessen

Mary Fonden og Red Barnet arrangerede for 10. år i træk Fri for Mobberi Børnestafetten i Fælledparken i København i dag. Da børnene kom over målstregen, stod blandt andre Kronprinsessen klar med medaljer.

Vi forebygger mobning bedst, når vi arbejder med og understøtter børns fællesskaber og hjælper dem med at være gode kammerater.

Det var budskabet, som Kronprinsessen, 1.847 børn og deres forældre i dag samledes om i Fælledparken i København, da Mary Fonden og Red Barnet for 10. år i træk arrangerede Fri for Mobberi Børnestafetten.

Det festlige børneløb markerer kampen mod mobning og vigtigheden af en vedvarende og forebyggende indsats.

Distancen var en kilometer, som børnene tilbagelagde med en lille, lilla bamse som stafet. Da de havde passeret målstregen, stod Kronprinsessen, Fri for Mobberis maskot Bamseven, Amanda fra MGP, Sofie Linde fra X Factor og Jacob Riising klar med en medalje til alle.

Børns trivsel er et fælles anliggende, og ved årets stafet blev der også uddelt syv gode råd til forældrene om, hvordan de kan være med til at forebygge mobning. Læs de syv forældreråd tio 3-8 år.

Mary Fonden og Red Barnet står i fællesskab bag Fri for Mobberi, som Ole Kirk’s Fond støtter. Programmet har siden 2007 har hjulpet pædagoger og lærere med at skabe børnefællesskaber baseret på tolerance, respekt, omsorg og mod blandt de 0-8-årige.

Fri for Mobberi Børnestafetten afvikles i samarbejde med Sparta. DHL og WHEAT er sponsorer på dagen.

Den 27. maj løb 803 børn samme distance ved Fri for Mobberi Børnestafetten i Mindeparken i Aarhus.

Fakta om Fri for Mobberi
• Fri for Mobberi er et konkret pædagogisk materiale målrettet børn mellem 0 og 8 år, fagfolk og forældre og har til formål at forebygge mobning og styrke børnefællesskabet.
• Fri for Mobberi er baseret på værdierne tolerance, respekt, omsorg og mod.
• Fri for Mobberi er udbredt til halvdelen af Danmarks børnehaver og til mere end 40 % af landets indskolinger. Programmet blev lanceret i 2007.
• Fri for Mobberi er udviklet på initiativ af H.K.H. Kronprinsessen og drives i et samarbejde mellem Mary Fonden og Red Barnet.
• Evalueringer viser, at børn, der arbejder med Fri for Mobberi, bl.a. udviser mere omsorg for hinanden og er bedre til selv at løse konflikter. Og når alle børn er enige om at være gode ved hinanden, så er der ikke plads til mobning.
Læs mere på www.friformobberi.dk

Fotos: Jakob Carlsen