Hvert 6. barn

lever i krigs- eller konfliktområde

415 millioner børn lever i krigs- og konfliktramte områder, og antallet af alvorlige krænkelser og overgreb mod børn i konfliktområder er mere end fordoblet de seneste ti år. Det viser en ny rapport fra Red Barnet.

Rapporten viser også, at siden 2010 er antallet af børn, der lever i krigs- og konfliktramte områder steget med 34 %, og antallet af rapporterede krænkelser og overgreb mod børn er steget med 170 %.

En af grundene til denne stigning er, at konflikter er blevet mere langvarige. Krigen i Syrien går ind i sit tiende år, i Yemen har kampene varet i 5 år, og i Afghanistan har konflikten nu hærget i 18 år. Med andre ord har intet barn i landet oplevet fred. Det samme gælder Den Demokratiske Republik Congo, Somalia og i Sydsudan, hvor børn er vokset op uden at kende andet end konflikt og krig.

 – Nutidens krige er blevet farligere for børn. Børn, der bor i konfliktområder, står over for en øget risiko for at blive dræbt eller lemlæstet, rekrutteret til væbnede grupper, bortført, seksuelt misbrugt, se deres skole eller hospital blive angrebet eller blive nægtet adgang til nødhjælp, siger Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen. 

Red Barnet håber derfor, at årets landsindsamling kan give et løft til organisationens arbejde for børn i verdens konfliktområder. Læs hele rapporten Stop War on Children.

Du kan være en del af løsningen

Som indsamler til Red Barnets landsindsamling den 6. september er du bl.a. med til at samle ind til Red Barnets arbejde for de 415 millioner børn, der i dag lever i verdens konfliktramte områder. Meld dig som indsamler her.

FAKTA: Så langt rækker pengene

En indsamler får typisk 1.000 kroner i indsamlingsbøtten på de 2-3 timer det tager at gå en rute.

Så langt rækker pengene:
- 94 kr.: Hygiejnepakker, der kan give 4 mødre en sikker fødsel
- 202 kr.: Hygiejnekit til to familier.
- 402 kr.: To måneders madrationer til en familie på syv.
- 757 kr.: Pakke med telt mv. til en familie på fem.

Det gør Red Barnet

Red Barnet er til stede i de mest konfliktramte lande i verden, hvor vi blandt andet sørger for:

  • Nødhjælp i form af mad, rent vand, tag over hovedet og lægehjælp til børn på flugt fra krig og tørke i blandt andet Somalia, Syrien og Yemen.
  • Uddannelse og skolegang til børn i mere end 50 områder i verden, blandt andet i 12 forskellige lejre i Syrien. 
  • Psykosocial støtte til børn, der har været vidne til eller udsat for grusomme overgreb – bl.a. børn der er flygtet fra vold og overgreb i Burma.

FAKTA: De 10 farligste lande for børn

De 10 lande i verden med størst risiko for overgreb og vold mod børn:
- Afghanistan
- Den Centralafrikanske Republik
- Den Demokratiske Republik Congo
- Irak
- Mali
- Nigeria
- Somalia
- Sydsudan
- Syrien
- Yemen