Coronasmitte kan få

fatale og langsigtede konsekvenser

for børn i verdens kriseområder

I disse dage og uger spreder coronavirussen sig med voldsom hast. I verdens konfliktområder som f.eks. Syrien og Yemen, hvor mange børn lever i overfyldte lejre med begrænset adgang til sundhedsydelser, sanitet og vand, kan virussen få fatale konsekvenser. Og på langt sigt vil der blive brug for en enorm indsats for at bringe børn og samfund på fode igen.

 

Pengene fra Red Barnets landsindsamling vil blandt andet gå til arbejdet i verdens største humanitære kriser, der nu risikerer at blive forværret af smitten. I Syrien er en stor del af befolkningen drevet på flugt, og børn og voksne lever tæt sammen i overfyldte flygtningelejre. I den nordvestlige Idlib-provins bor 900.000 mennesker i midlertidige boliger og tætpakkede telte. Her vil spredning af corona vil være fatal og have langsigtede konsekvenser. Mange flygtningebørns immunforsvar er allerede hårdt udfordret, og de er derfor særligt sårbare over for infektionssygdomme som corona.

Det kommer til at tage lang tid og kræve mange ressourcer at få situationen under kontrol. – Det er ekstremt vigtigt, at vi gør alt for at forhindre yderligere spredning af virussen, og det er især vigtigt i lejre for flygtninge og fordrevne, hvor det praktisk talt er umuligt at tage de forholdsregler, som sundhedsmyndigheder anbefaler. Børn er allerede de mest udsatte for mange af verdens infektionssygdomme, herunder lungebetændelse, malaria og kolera, og familier kæmper allerede for at få tilstrækkelig sundhedspleje, siger Red Barnets generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen.

Det samme gør sig gældende i Yemen, hvor krigen i disse dage runder de fem år. Et udbrud af corona kan være det, der skubber børn, familier og de samfund, der i forvejen er ramt af humanitære kriser, ud over kanten. I Yemen døde næsten 900 børn i en koleraepidemi, der løb løbsk på grund af konflikten, og mange flere blev forældreløse. Uanset hvordan coronavirussen udvikler sig, og hvor længe krisen står på, vil der blive et enormt behov for hjælp i lang tid efter. Derfor er der brug for hver en krone, vi kan samle ind til arbejdet for at begrænse og behandle virussen og for at genopbygge samfund, byer og familier, der bliver ramt.

Du kan være en del af løsningen

Som indsamler til Red Barnets landsindsamling den 6. september er du bl.a. med til at samle ind til Red Barnets arbejde for de 415 millioner børn, der i dag lever i verdens konfliktramte områder. Meld dig som indsamler her.

FAKTA: Så langt rækker pengene

En indsamler får typisk 1.000 kroner i indsamlingsbøtten på de 2-3 timer det tager at gå en rute.

Så langt rækker pengene:
- 94 kr.: Hygiejnepakker, der kan give 4 mødre en sikker fødsel
- 202 kr.: Hygiejnekit til to familier.
- 402 kr.: To måneders madrationer til en familie på syv.
- 757 kr.: Pakke med telt mv. til en familie på fem.

Det gør Red Barnet

Red Barnet er til stede i de mest konfliktramte lande i verden, hvor vi blandt andet sørger for:

  • Nødhjælp i form af mad, rent vand, tag over hovedet og lægehjælp til børn på flugt fra krig og tørke i blandt andet Somalia, Syrien og Yemen.
  • Uddannelse og skolegang til børn i mere end 50 områder i verden, blandt andet i 12 forskellige lejre i Syrien. 
  • Psykosocial støtte til børn, der har været vidne til eller udsat for grusomme overgreb – bl.a. børn der er flygtet fra vold og overgreb i Burma.

FAKTA: De 10 farligste lande for børn

De 10 lande i verden med størst risiko for overgreb og vold mod børn:
- Afghanistan
- Den Centralafrikanske Republik
- Den Demokratiske Republik Congo
- Irak
- Mali
- Nigeria
- Somalia
- Sydsudan
- Syrien
- Yemen