Derfor skal du tale med dit barn om fake news

Både børn, unge og voksnes hverdag er præget af, hvor meget viden og information, som vi hele tiden har adgang til – særligt via internettet. Vi kan glæde os over de muligheder, det giver os, men vi bør også være opmærksomme på de udfordringer, der følger med. Det kan fx være svært at vurdere, hvornår den information, man får, er korrekt, eller hvornår der er tale om fake news.   

Hvad er fake news?

Fake news er falske oplysninger eller en fordrejning af sandheden, der præsenteres som sande nyheder.

Ofte bliver fake news lavet med henblik på at tjene penge, støtte en bestemt sag eller et politisk synspunkt.

Fake news er ikke en ny opfindelse, men i de seneste år har de fyldt stadig mere i nyhedsbilledet. Fake news kan hurtigt blive spredt til et bredt publikum, blandt andet gennem sociale medier. 

Et eksempel er den amerikanske skuespillerinde Gwyneth Paltrow, som gentagende gange er blevet kritiseret af forskere og sundhedspersoner for at sprede fake news. Kritikken går på, at hun anbefaler kontroversielle og direkte sundhedsskadelige produkter, fx skededampere, som hun udvikler og sælger gennem sit eget livsstilsfirma 'Goop'.  

Hvor mange challenges har dit barn deltaget i?
Fænomenet 'challenges'  er et eksempel på, hvordan fake news kan påvirke børn og unge. Challenges kan  vække stor opsigt, fordi de bliver udbredt sammen med fake news om, hvor stor en trend det er at være medEn challenge indebærer, at man udfordrer andre til at udføre forskellige aktiviteter,  som de skal filme og lægge op på sociale medier.

Både sjove og skadelige challenges
Nogle challenges kan være harmløse og sjove, mens andre kan handle om, at man skal gøre noget, som kan være skadeligt og farligt. For eksempel florerede der i 2020 en challenge på sociale medier, hvor børn og unge tog tid på, hvor længe de kunne holde til, at en anden person knælede på deres hals. Denne udfordring opstod i forbindelse med Black Lives Matter-protesterne i USA, hvor den sorte amerikaner George Floyd døde i politiets varetægt. Der er således god grund til at børn både lærer at vurdere og forholde sig kritisk til nyheder på nettet og til de challenges, som de vælger at deltage i.

Brug dit barn til at blive klogere
Det 
kan være svært for voksne at opdage, hvilke fake news målrettet børn og unge som spredes på nettet, fordi de ofte bliver delt i fora, hvor voksne ikke nødvendigvis kommer. Derfor er det vigtigt, at du viser interesse i, hvad dit barn laver online. Spørg fx ind til om barnet har set noget sjovt eller vildt på nettet. Ved at tale sammen om det, kan du støtte dit barn i at forholde sig kritisk til det, som barnet oplever på nettet, og fx hjælpe med at gennemskue, hvilke konsekvenser det kan have at deltage i en given challenge.     

Tæt relation til influencere 
Blandt mange børn og unge er det blevet populært at følge influencere  sociale medier. Selvom mange influencere typisk laver indhold ud fra deres interesser i fx gaming eller makeup, så ser vi også, at influencere indvier deres følgere i mange andre aspekter af deres liv. Det kan være, hvordan de bor, hvad de spiser eller deres personlige holdninger om aktuelle emner.

Med tiden kan de unge følgere komme til at føle, at de har en personlig relation til deres yndlingsinfluencer, fordi de oplever, at de kender influenceren så godt. På denne måde kan influencere fremstå meget troværdige, og det kan gøre det svært for børn og unge, at forholde sig kritisk til de ting, som influencerne siger eller gør.  

Hvem følger dit barn på sociale medier? 
For at kunne hjælpe dit barn bedst muligt med at navigere i den information, som barnet får via influencere, er det en god idé at være nysgerrig på, hvem dit barn følger. Du kan også overveje selv at følge vedkommende via dine egne profiler på sociale medier. På den måde kan du få mulighed for at tage del i dit barns interesser på en anderledes måde samtidig med, at du får indblik i det indhold, dit barn ser.     

St
øt dit barn - start samtalen 
Vi ved, at børn og unge i bund og grund gerne vil have, at deres forældre interesserer sig for deres digitale liv og kan træde til, hvis der sker noget ubehageligt. Vi ved også, at det kan være svært for børn og unge selv at tage initiativ til at tale med en voksen – særligt deres forældre. Det kan være, at de måske synes, det er pinligt eller at de bekymrer sig for den voksnes reaktion. Det kan også være, at de måske ikke ved, at der er grund til at tage fat i en voksen. Derfor er det vigtigt, at du som forælder starter samtalen med dit barn.   

Gode råd til, hvordan du kan starte samtalen om fake news med dit barn:

  • Spørg ind til, om dit barn er stødt på nogle vilde nyheder eller har set noget, som det blev overrasket over.  Sammen kan I undersøge det, som barnet fortæller om, for at blive klogere på, om det virker troværdigt eller ej.   
  • Tag udgangspunkt i en falsk nyhed, du selv kender til, og spørg dit barn, om barnet selv er stødt på nyheden. Brug det som anledning til at tale om, hvad I hver især tænker om det og fortæl dit barn, hvad du vurderer nyheden ud fra.
      
  • Undersøg dit barns kendskab til challenges. Prøv sammen at lave tre eksempler på challenges, der kunne være sjove at udføre, og tre eksempler på challenges, der kunne være farlige eller skadelige at udføre.
    Tal om, hvor forskellene ligger i forhold til om noget er sjovt eller farligt.

  • Lav én af de fem aprilsnarer med dit barn og brug det som anledning til at tale om, hvordan historier kan virke overbevisende selvom de ikke er sande.