Om So.Me.Mor.Far
En stor del af børn og unges liv er gennemsyret af digitale medier – apps, gadgets og sociale medier. De bruger dem til at skabe og vedligeholde venskaber, til at udforske og opbygge identitet og til at blive klogere på verden uden for klasselokalet – hvad enten det er underholdning eller viden om, hvordan man bager cupcakes.
Mange forældre er kun perifert til stede i denne del af børnenes liv og verden. Det er ikke altid, de ved, hvilke universer børnene bevæger sig i. Og hvis de gør, så er der langt fra sikkert, at deres børn inviterer dem indenfor.
Med Red Barnets nye ugentlige podcast So.Me.Mor.Far vil vi give forældre et indblik i de sjove og fantastiske verdener, udfordringer og fællesskaber, som børn træder ind i, når de tager hul på deres digitale liv. Vi i vil aflive nogle af de myter, der trives blandt forældre. Vi vil behandle de negative aspekter, som børn og unge faktisk oplever – fx mobning, svindel, tvivlsomme rollemodeller og at være uden for et fællesskab.
Vi lader de unge komme til orde. Deres erfaringer og holdninger er omdrejningspunktet i podcasten. I hver episode vil et panel med tre børn og unge fortælle om deres egne oplevelser af et bestemt emne.
Vært: Michael Schøt
Producer: Casper Christensen
Ide, koncept og projektleder: Lars Henrik Møller
Faglig konsulent: Mai Hviid Holm
Faglig konsulent: Jon K. Lange
Researcher: Tim Ramsland