Hvad er et webcam?

Et webkamera eller bare et ”cam” er et kamera, der enten er indbygget i computeren eller tilsluttes til computeren. Med webcam kan man vise en live-video af sig selv til den person, man chatter med. Hvis for eksempel man skal til fest på skolen om aftenen, kan man lige kontakte sine veninder på nettet og spørge, om de vil kommentere den nye bluse.

I de fleste mobiltelefoner er der også kamera, man kan bruge på samme måde som et webcam.

Webcam og chat
Når man bruger webcam i sin chat kan den anden bruger se en over kameraet. På den måde fjerner webcamet en del af anonymiteten.

Det kan give en tryghed, fordi man med webkameraet kan se hinanden, når man chatter. 

Webkameraet kan give en sikkerhed, hvis børn eller unge vil mødes med en ven fra nettet, som de reelt ikke ved særlig meget om. Med webkameraet kan barnet eller den unge se netvennen før et fysisk møde. 

Omvendt kan børn og unge også få ubehagelige eller grænseoverskridende oplevelser over webkameraer. Børn og unge kan blive lokket til at gå på webcam med en fremmed, og der er desværre eksempler på, at voksne lokker børn og unge til at gå på webcam og derefter presser dem til at vise krop eller selv sidder og onanerer på kameraet.

Læs mere om sextortion (sexafpresning).

Læs mere om grooming.