Værd at vide

- om børns tidforbrug

på digitale medier

Modelfoto: Ulrik Jantzen

Intro

Hvor meget må børn se på en skærm på en dag? Hvor strenge regler må forældre have for skærmtid? Handler det egentlig om indhold og ikke tid? Der er mange meninger og holdninger til børns tidsforbrug på mobiler, computere, iPads og andre digitale enheder. Forskningen på området peger også i lidt forskellige retninger, så det er helt naturligt, at man kan blive lidt forvirret. For hvordan skal man som forælder gribe det hele an? 

Det at tale om skærmtid får i dag mange følelser op i folk. Det virker nærmest som det nye emne, der har erstattet 'sukkerpolitik' og kan tage lang tid at debattere på forældremøder eller ved spisebordet. 

Mange forældre synes, det kan være svært at have en naturlig dialog med sit barn om det digitale. Det er helt forståeligt. For det digitale kan sagtens virke stort og uoverskueligt. Det, man skal huske på, er, at børn ikke på samme måde som voksne adskiller det digitale fra det fysiske. Venskaber, uvenskaber og leg online og offline smelter ofte sammen. 

Generelt er børn o.k. med regler, hvis de opfattes som retfærdige og konsekvente – og hvis voksne selv overholder de regler, de laver for deres børn. Måske kan disse perspektiver hjælpe lidt. 

Like-grafik

Fem myter om tidsforbrug

For meget tid online gør børn dumme 

Børn bruger især medier til leg, underholdning og afslapning. Fuldstændig lige som voksne. Den største mediekanal for børn i Danmark er ikke TV. Det er er YouTube. Her ser de filmklip af andre børn fra hele verden, der leger eller spiller onlinespil. Film om dyr fra regnskoven i Amazonas og Vadehavet i Jylland, youtubere, der laver sjove nyfortolkninger af gamle sange, og gamere, der er forklarer om fysikkens love med udgangspunkt i computerspil. Streamingtjenester som HBO og Netflix er også fyldt med muligheder, og her er bugner det med dokumentarer om mad, tv-serier om venskab og film om kærlighed. 

Børn bruger alt for meget tid på sociale medier 

Børn og voksne bruger sociale medier forskelligt. For de fleste voksne handler livet med sociale medier om at lave statusopdateringer og læse andres opslag. For mange børn er sociale medier som YouTube og Instagram kilder til inspiration, kreativ udfoldelse og viden. Hvis du ikke ved, hvordan man laver slime, hvordan man reparerer tøj eller laver en ordentlig lås til de øreringe, du har lavet i SFO'en, så ligger der med garanti over 100 videoer, der kan give dig inspiration, eller som konkret guider dig til flot håndarbejde. Hvis laver lektier og har svært ved at løse en opgave, er der helt sikkert også en side, der kan lære dig det, du mangler at forstå. 
  

Digitale fællesskaber betyder ikke så meget som 'rigtige' fællesskaber 

Digitale og sociale medier er en lige så vigtig adgangsbillet til fællesskabet, som leg i skolegården eller fodbold og springgymnastik er - for det sociale liv er forbundet med det digitale - og ofte på en god måde. For eksempel aftaler børn, hvad de skal lave dagen efter, mens de spiller et spil. Efterfølgende laver man en Messenger- eller Snapchat-gruppe, så man får alle med. At hænge ud online kan også være en løftestang for nogle af de børn og unge, der føler sig ensomme eller uden for fællesskabet i skolen. Online finder de adgang til fællesskabet igen med venner fra hele verden, der har de samme interesser som dem selv. 

Børn bliver nemt afhængige af spil 

Lad det stå helt klart: Man kan ikke sammenligne afhængighed af hårde stoffer og alkohol med det at spille meget online. Onlinespil kan være utrolig mange ting. For børn er spil er i høj grad en social aktivitet, hvor man spiller sammen, med eller mod hinanden, hvad enten man er i samme rum eller mødes online. Samtidig giver spil en hel masse muligheder for at lære og blive klogere. En del spil er eksempelvis bygget op, så det gælder om at kunne arbejde sammen for at vinde. Andre gange indgår der quizzer i spil, hvor man tilegner sig en paratviden om et land, om historie eller om matematik. 
  

Det vigtigste er, at jeg hjælper mit barn med at styre sit tidsforbrug 

Der skal være balance mellem dit barns digitale liv, det sociale liv, kost og motion. Selvfølgelig skal et barn ikke bruge al sin fritid på at sidde på bagdelen og spille Fortnite eller på at scrolle gennem Instagram-feedet. Nogle børn og unge oplever også et forventningspres om altid at være online og eksempelvis at skulle besvare beskeder, så snart de modtager dem. Det fysiske samvær med andre er enormt vigtigt, og derfor er det i orden at have fokus på tidsforbrug, hvis det digitale liv går ud over andre aktiviteter. Nogle gange kan det være svært at styre - både for børn og voksne. Det at tjekke snaps eller se Netflix, lige inden man sover, er ikke altid godt. Nogle gange kan det forstyrre søvnen, og for mange enheder åbne, mens man laver lektier, gør noget ved koncentrationen. Men tidsforbrug i sig selv er meget ensidigt og ikke nok for at se helheden. 

Like-grafik

Barn alene på værelse

Modelfoto: Ulrik Jantzen

Fem tegn på problemer

Fem tegn på at tidsforbrug med skærme kan være et problem 

Et stort tidsforbrug på digitale medier er ikke nødvendigvis et problem i sig selv. Ofte viser det sig, at et stort eller ændret tidsforbrug kan være udtryk for et problem i skolen eller måske fra et onlinemedie, eller der kan være tale om mistrivsel eller mobning.

Før din indre alarmklokke over tidsforbrug går i gang, så husk, at tidsforbrug er det, vi som voksne får øje på. Som forælder er det er vigtigt, at du finder årsagen til dit barns ændrede tidsforbrug. Det kræver, at du spørger ind – og afsætter tid af til at lytte. Når det er sagt, så er der dog tegn i tidsforbrugsmønstret, som du skal lægge ekstra mærke til.

  • Hvis lektier og søvn bliver nedprioriteret, fordi den nyeste udgave af et onlinespil eller en ny app tager opmærksomheden, så er det på tide med en snak om selvkontrol. Der er nogle basale ting, der skal klares, inden sjov og spas tager over. 

  • Børn kan nogle gange få for lidt motion, fordi mange computerspil er stillesiddende. Så husk, at det fysiske også er vigtigt. 
  • Tidsforbrug behøver ikke været forbundet med et 'device' som mobilen. Hvis man har mange devices (tv, mobil, ipad, tablet, musik og pc) åbne, mens man laver lektier, så stjæler de opmærksomheden fra matematik og dansk. 
  • Mobilen lige op i hovedet inden man skal sove har negativ indflydelse på søvnmønstret. Så hvis et barn generelt har problemer med søvn, så kan dette være en grund. 
  • Mange timer foran computeren eller på mobilen kan hænge sammen med social isolation i skolen eller andre steder. Så tal med barnet, så du forstår, hvad der ligger bag det åbenlyse tidsforbrug.  
To børn og to voksne ved bord

Modelfoto: Ulrik Jantzen

Gode aftaler om tidsforbrug

Vis interesse og gør en indsats for at forstå, hvornår børn synes, at det digitale er fedt, sjovt og fantastisk. Børn vil rigtig gerne dele gode oplevelser og vise sjove og spændende videoer med deres forældre, så følg med og vær til stede på de digitale medier samme med dit barn. Det gør det også lettere at tale om problematiske ting, som dit barn måtte støde på.

Det er nemmere at tale om regler for mediebrug og tidsforbrug, hvis du følger med og er til stede de samme steder som dit barn. Det handler også om, hvordan du selv agerer. Hvis dit barn ikke må bruge iPad'en, når I ser film, og du samtidig selv tjekker mails på din arbejdstelefon, så kan der let opstå utilfredshed med aftalerne. Overvej, om du er en god rollemodel for dit barn. Vil du helst have, at dit barn gør, som du gør, eller gør, som du siger? 

Like-grafik

Her er fire gode råd, som du kan bruge, når du skal tage stilling til dit barns mediebrug

Det er dit ansvar at støtte dem, så de lærer at færdes sikkert

Ligesom du lærer dine børn at begå sig i trafikken, er det dit ansvar at støtte dem, så de lærer at færdes sikkert og ansvarligt med net og mobil. Brug tid på at følge med i dine børns mediebrug.

Vær opmærksom på, at der ofte udvikles nye medier og apps, som dit barn måske begynder at bruge. Det er en god idé, at du selv prøver spil og apps, og at du spørger dit barn om, hvilke sociale medier, apps og spil han/hun bruger. 

Tal med dit barn

Selvom børn kender teknikken, har de ikke altid modenheden til at overskue konsekvenserne af deres handlinger på nettet. De har brug for at blive guidet til at sætte grænser, så mediebrugen ikke bliver negativ.

Tal med dit barn om hvad det deler på nettet og at det skal tænke over hvilke informationer, det deler på sociale medier. Det er også vigtigt at tale om, at man altid skal spørge om lov inden man deler billeder eller videoer af andre.

Du kan godt!

Du behøver ikke at kunne skrive 'erfaren IT-bruger' på dit CV for at kunne tage del i dine børns onlineliv. Spørg dem, hvad de laver, og lad dem vise dig nogle af deres spil eller virtuelle verdener.

Slip berøringsangsten. Start eventuelt med at spørge, hvad de har liket i dag. 

Sæt grænser for skærmtid 

Mange børn bruger de sociale medier som et rum for at udvikle deres identitet og bruger rigtig meget tid på at være opdaterede. Vær med til at sætte grænser og beskyt dine børn mod mediestress og overforbrug. Det er helt fint at have regler i familien omkring det digitale. Måske har man nogle tidspunkter i løbet af dagen, hvor man ikke skal være på nettet som ved spisetid, eller lige inden man skal sove. 

Det er også fint at have klare holdninger til, hvad ens børn må lave på nettet, for eksempel hvilke hjemmesider, spil og sociale medier de ikke må være på. Man skal dog huske på, at for mange forbud har det med at gøre det forbudte ekstra tiltrækkende. I yderste konsekvens kan det betyde, at dit barn ikke kommer til dig med en ubehagelig oplevelse, hvis det har gjort noget forbudt.

Husk, at værdier fra 'gamle dage', som vi giver videre til vores børn, ofte kan være abstrakte for dem. De kender ikke en verden uden interaktive medier.