Sådan taler du

med dit barn

om coronavirus

Modelfoto: Ulrik Jantzen

Måske går dit barn og bekymrer sig for tiden, når der bliver talt om coronavirus i medierne og alle vegne?

Her får du råd fra vores børnepsykolog Kuno Sørensen, så I kan tage snakken derhjemme.

Sådan taler du med dit skolebarn om coronavirus

  1. Tal med børnene om deres bekymringer
    Det er en god idé at tage en snak med børnene om, hvad de ved om coronavirus, fordi de jo bevæger sig på egen hånd rundt på nettet, sociale medier, ser fjernsyn og hører voksne tale sammen. Børn bliver ikke hjulpet af, at deres forældre eller andre voksne siger ”det skal du ikke tænke på”. Børns bekymringer går ikke væk, bare fordi de får at vide, at de ikke skal bekymre sig. Og får de ikke hjælp til at forstå og oversætte det, de hører, risikerer vi, at de bliver mere skræmte og bange end nødvendigt.
  2. Forklar, hvorfor dit barn ikke skal i skole
    Fortæl dine børn, at de og andre skal blive hjemme fra skole for at undgå, at coronavirussen spreder sig alt for hurtigt. Du kan forklare dem, at jo flere mennesker der møder hinanden, desto større risiko er der for, at de smitter hinanden. Selvom det lyder mærkeligt, så skal vi stå sammen og hjælpe hinanden ved at holde afstand til hinanden. Læg vægt på, at beslutningerne om, hvad vi skal gøre, ikke er taget for at genere nogen, men for at hjælpe. Sammen har vi et ansvar, både børn og voksne, for, at vi ikke spreder smitten for hurtigt.
  3. Lyt grundigt til børnene
    Før du svarer, skal du have et godt billede af, hvad børnene egentlig forstår, og hvad der ligger til grund for deres bekymring og spørgsmål. Måske har de brug for at få forklaret, hvad ’virus’ er, selvom de bruger ordet. Giv dig tid til at lytte til barnets tanker og bekymringer, og hjælp derefter med at sortere i de informationer, de har fået fra medier osv. Spørg fx, hvad barnet helt konkret har læst eller set, og hvad barnet bliver bekymret for. Henvis børnene til DR’s Ultra Nyt, som taler børnenes sprog. Tag barnets følelser alvorligt, og svar så ærligt og konkret som muligt. Husk dog at tage højde for barnets alder. Der er forskel på, hvordan børn i den tidlige skolealder opfatter og bearbejder det, de hører, og hvordan et barn i teenagealderen reagerer på de samme oplysninger.
  4. Hold dig til fakta
    Hold dig opdateret på Sundhedsstyrelsens anbefalinger, og oversæt dem til et sprog, børnene forstår. Hvis børnene selv har læst om coronavirus, så spørg, hvad de har læst og hvor, og hjælp dem med at være kildekritiske og sortere i fakta. Undgå at tale om, hvor mange der er døde af virussen. Tal i stedet om, hvad vi gør som samfund for at passe på hinanden – blandt andet at vi bliver hjemme. Tal om, at vi har et meget dygtigt sundhedssystem, som har forberedt sig grundigt på at hjælpe dem, der bliver mere alvorligt syge.
  5. Giv børnene håb
    Det er godt for både børn og voksne at vide, at det kan blive godt igen. Læg derfor vægt på, at langt de fleste smittede bliver syge, som havde de almindelig influenza, og så bliver de raske igen. Det kan også være, at det vil hjælpe, hvis I gentager, at man gennem god hygiejne og at holde afstand til hinanden kan forhindre en alt for hurtig smittespredning – ligesom med alle andre smitsomme sygdomme.
  6. Få professionel støtte
    Hvis dit barn er særlig sårbart eller har svært ved at dæmpe sin bekymringer eller angst, er der mulighed for at søge professionel hjælp. Det Nationale Sorgcenter har en særlig telefonrådgivning til børn og unge på tlf. 69161667.

Sådan taler du med dit børnehavebarn om coronavirus

Børn i børnehavealderen kan have svært ved at forstå de forandringer, indsatserne mod coronavirus har på deres hverdag, og de forklaringer, vi kan give dem. De har brug for nogle meget enkle og konkrete forklaringer. De er meget afhængige af, at de voksne omsorgspersoner kan give dem tryghed ved at understrege, at det, vi voksne gør lige nu, er for at hjælpe.
Selvom børnene også selv bruger ord som smitte og influenza, er det ikke sikkert, de har forstået det rigtigt. Tag udgangspunkt i noget, børnene selv kender. Tal med dem om dengang, de selv havde influenza, skoldkopper eller lignende og blev passet derhjemme, så de ikke smittede andre.  

  1. Hvordan forklarer jeg mit barn, at det pludselig skal være hjemme fra børnehaven?
    Sig, at I bliver hjemme, så I ikke giver sygdommen videre til for mange på én gang. I skal ikke bortforklare det med, at I holder en almindelig fridag eller ferie, for det regner barnet ud. Så vil barnet måske i svømmehallen, på biblioteket og en masse andet, som det normalt gør i ferier, og det kan det jo ikke. 
  2. Hvordan forklarer jeg barnet, at det ikke kan se sine bedsteforældre?
    Sig, at I skal passe på ikke at give sygdommen videre til for mange på én gang. Derfor besøger I dem ikke lige nu. Hvis barnet savner kontakt med nogle familiemedlemmer eller venner, kan I aftale, at I ringer eller skyper sammen. Det kan også være beroligende, når barnet kan se, at familiemedlemmerne eller vennerne har det godt.
  3. Hvordan undgår jeg at gøre barnet bange?
    Fokuser på, at det er en midlertidig situation, og at dem, der bliver syge, får hjælp fra læger og sygeplejersker. Giv dit barn ret i, at det er surt, at vi skal have det sådan lige nu, men vi skal hjælpes ad, så vi ikke smitter hinanden. Og vi glæder os, til vi kan lave alle de sjove ting, vi måske havde planlagt. Det bliver godt, når vi kan det igen.