Hjem til Os

Frivillige familier som netværk til børn og unge

Hjem til Os er et frivilligt tilbud til 4-17-årige børn og unge i Københavns Kommune. Indsatsen henvender sig til børn og unge, hvor familien har kontakt til Borgercenter Børn og Unge (BBU).
Børn på 4-13 år, som er anbragt på et børne- eller ungehjem er også en del af målgruppen.

I Hjem til Os knyttes barnet til en frivillig familie i lokalområdet, som barnet besøger en eftermiddag om ugen i 1 år.

Børn, der er med i Hjem til Os, får positive oplevelser i en frivillig familie og et styrket netværk.

Hjem til Os er et samarbejde mellem Red Barnet og Københavns Kommune.

Tilmelding

På nuværende tidspunkt er der åbent for tilmelding for børn fra alle bydele i Københavns Kommune. Du kan tilmelde et barn til indsatsen via denne formular. Tilmeldingen udfyldes sammen med barnets forældre (eller evt. kontaktperson eller rådgiver hvis barnet er anbragt).

I vores folder til medarbejdere i Borgercenter Børn og Unge kan du læse mere om tilmeldingsprocessen, og hvad du som henviser skal være opmærksom på.

Hvad er Hjem til Os?
I et Hjem til Os forløb bydes barnet velkommen som en del af hverdagen hos en frivillig familie. Dvs. at barnet bliver en del af familiens hverdagsaktiviteter. Det kan for eksempel være madlavning, samtale, spille et spil, spille fodbold, hoppe i trampolin, hjælp til lektier, gå en tur med hunden, lave kreative ting sammen eller bage en kage, osv.

Tidspunktet for det ugentlige besøg aftales med forældrene, men besøgene ligger indenfor tidsrummet kl. 15-20. Det er den frivillige familie, der henter og bringer barnet. 

Hvad er formålet med Hjem til Os?
Med Hjem til Os er målet at styrke børns netværk og give dem nære og positive oplevelser i en frivillig familie – til glæde for begge parter. Hjem til Os skal give barnet et ugentligt frirum – og et indblik i, hvordan andre familiers hverdag kan se ud.

Barnet får nye relationer og gode oplevelser sammen med den frivillige families børn og voksne, og frivilligheden giver en følelse af at blive valgt til. Barnet kan få styrket sine sociale kompetencer, sin tro på sig selv og på sine muligheder i livet.

Forløbet kan også være med til at give barnets forældre mere overskud til at håndtere deres hverdag – hvilket også kan komme barnet til gode.

Hjem til Os forløbet under Red Barnet varer i 1 år. Mange vælger dog at fortsætte kontakten bagefter. Håbet er, at barnet og familien efter et år har opbygget en tæt relation, således at den omsorg og støtte, som barnet får fra den frivillige familie, vil fortsætte fremover.

Hvor og hvornår?
Projektet matcher børn på 4-17 år fra Københavns Kommune, hvor barnet eller familien har kontakt til Borgercenter Børn og Unge. Barnet matches med en frivillig familie fra barnets egen bydel i Københavns Kommune. 

Tilmelding
Når du tilmelder et barn, skal barnets forældremyndighedsindehaver(e) udfylde to samtykkeerklæringer:
Samtykke til behandling af personoplysninger - Red Barnet
Samtykke til personoplysninger - Borgercenter Børn og Unge
Hjem til Os - samværspolitik

 

Særligt for børn, der er anbragt uden for hjemmet
Henviser skal sørge for at informere barnets anbringelsessted, samt lave en aftale med anbringelsesstedet omkring en kontaktperson, som venskabsfamilien og Red Barnet kan kommunikere med ifm. aftaler og opfølgning. Oplysningerne anføres i tilmeldingsblanket. 

Børn anbragt på børne- og ungehjem har efter § 54 stk. 2 i Barnets Lov mulighed for at få en venskabsfamilie gennem en civilsamfundsorganisation. Det kræver ikke samtykke fra forældremyndighedsindehaver, men forældrene skal orienteres herom og inddrages.

Kontakt
Kontakt projektleder Anna Furbo på [email protected] eller telefon 2981 5934, hvis du vil høre mere eller har spørgsmål til indsatsen.

Det har rådgivere sagt om Hjem til Os

- Jeg synes det er et fantastisk tilbud. Det giver børnene mulighed for at blive en del af en familie med overskud, og det giver nye stærke relationer og almindelige hverdagsoplevelser, som de har gavn af. Og så er det noget kommunen ellers ikke kan tilbyde til de børn.
Rådgiver

Slutevaluering af Hjem til Os

Se sammenfatning af projektets viden, læring og resultater.