Red Barnet - 75 år for børnene

Sammen med danskerne har Red Barnet kæmpet for børn i nød siden 1945

I år er det 75 år siden, at Red Barnet blev grundlagt i Danmark.

I 75 år har vi kæmpet for at gøre en forskel for de børn, som har allermest brug for hjælp – herhjemme og ude i verden. Det arbejde har kun været muligt på grund af den overvældende støtte og opbakning, vi op igennem tiden har fået fra helt almindelige danskere siden 2. Verdenskrigs afslutning.

Netop krigens afslutning markerer begyndelsen på Red Barnet i Danmark – en historie, som du kan læse meget mere om nedenfor. 

Opstod ud af krigens ruiner

Red Barnet blev grundlagt i Danmark den 14. marts 1945 af en række kvinder og mænd, som havde et brændende ønske om at hjælpe børnene i kølvandets på 2. Verdenskrigs rædsler. Det var kun få uger inden Befrielsen, Hitlers død og nazismens endelig

I krigens ruiner rejste Red Barnets frivillige rundt på tværs af Europa for at uddele 63 millioner måltider og bringe over 21.000 børn til Danmark på midlertidigt ophold. Det skulle vise sig at blive en af de største nødhjælpsaktioner i landets historie.

Siden da har danskerne gang på gang vist deres imponerende villighed til at hjælpe børnene, når katastrofen rammer. Således var der fuld opbakning, da Red Barnet sendte mad til Østeuropa efter murens fald, da vi uddelte nødhjælp på Balkan efter borgerkrigen i 90’erne og hjalp med at genoprette skolesystemet efter den altødelæggende tsunami i Indonesien og Sri Lanka i 2004.

Senest har vi sammen med vores støtter kæmpet for at hjælpe de piger og drenge, hvis barndom bliver smadret af de voksnes raketter under den langvarige krig i Syrien.

Historie billeder - Red Barnet 75 år for børnene

En fejring af danskernes opbakning!

Alle børn har drømme, potentiale – og ret til at vokse op i tryghed, trivsel og fred. Uanset hvem de er, og hvor de kommer fra. Det har Red Barnet nu troet på og kæmpet for i 75 år. Og vi kæmper videre. Hver time. Hver dag. Overalt i verden.

Vi er der altid dér, hvor børn har mest brug for os. I Danmark kæmper vi for børn, der mangler ressourcestærke forældre. Børn, der isoleres og skubbes ud af fællesskabet. Børn, der krænkes og udsættes for vold og overgreb. Internationalt kæmper vi for børn, når de fanges i krige, katastrofer eller konsekvenserne af fattigdom. Vi lytter til børnene og værner om deres universelle rettigheder – uanset hvilken tro, kultur eller nationalitet, de hører til.

Men vi kæmper ikke alene. Vores arbejde for børnene er kun muligt på grund af den støtte, vi får fra mennesker overalt i Danmark i form af donationer, engagement og frivilligt arbejde. Derfor er vores jubilæum lige så meget en fejring af danskernes opbakning.

Tillykke med de 75 år! Sammen bliver vi ved med at være der for børnene.