Dansk bistand skal handle om rettigheder, mener udviklingsminister Christian Friis Bach, der lige nu er ved at lægge sidste hånd på Danmarks nye udviklingsstrategi. Men hvad betyder det egentligt, at bistanden skal være rettighedsbaseret, og giver det mening?

Analyse bragt i Politiken 23. maj 2012

Af Julie Koch, sektionsleder, og Susanne Kirk Christensen, programkoordinator i Red Barnet

Udviklingsministerens udspil til en ny udviklingsstrategi, der bygger på rettigheder, har fået flere eksperter og debattører til at udtrykke deres skepsis.  De kritiske røster mener bl.a., at man bør sikre økonomisk vækst i ulandene, før man kaster sig ud i arbejdet med rettigheder, eller at ’rettighedsministerens’ nye tilgang slet og ret ikke virker.

Men hvad betyder det egentligt, at bistanden skal være rettighedsbaseret?

Det er næppe nyt for de fleste, at alle mennesker har rettigheder. Uanset køn, nationalitet, alder, religion, seksualitet osv. Børn har desuden nogle helt særlige rettigheder. Børn og voksne over hele verden oplever alligevel dagligt, at deres rettigheder systematisk krænkes.

Flere udviklingsorganisationer har arbejdet rettighedsbaseret i mange år. I Red Barnet betyder tilgangen, at vi arbejder ud fra den grundantagelse, at vi yder støtte til børn og familier verden over, fordi de har ret til et værdigt liv – til uddannelse, sundhed, overlevelse og beskyttelse. Ikke blot fordi det er synd for verdens fattige.

På det helt konkrete plan betyder det, at vi samarbejder med forskellige aktører på alle samfundsniveauer om at få ridset børns rettigheder ind i hver en grundsten i samfundet.

Stater skal holdes ansvarlige
Et af de grundlæggende principper i en rettighedstilgang er, at staten er ansvarlig for, at landets borgere får opfyldt deres rettigheder. Det betyder også, at borgerne skal have mulighed for – og har ret til – at holde staten ansvarlig på dens forpligtigelser.

En rettighedstilgang vil derfor altid sigte mod at opbygge statens kapacitet til effektivt at levere konkrete ydelser til dens borgere, f.eks. adgang til vand, uddannelse, sundhed.

Den vil også sigte mod at styrke frihedsrettigheder som retten til at organisere sig. Konkret betyder det, at staten skal have politikken, systemerne og strukturerne på plads og er forpligtet til at følge op med budgetter og handling.

Et andet grundlæggende princip i rettighedstilgangen er borgernes muligheder for at holde staten ansvarlig. I mange lande er elitens dominans for stærk, eller civilsamfundsorganisationerne for svage til at være stærke spillere i forhold til staten. Især kvinder, unge og børn har ofte kun ringe indflydelse på de samfund, de lever i, og de har hårdt brug for organisationer, der kan tale deres sag.

Samtidig oplever menneskerettighedsorganisationer i mange lande i stigende grad at blive udsat for forskellige former for chikane. Derfor er opbygningen af et stærkt, mangfoldigt og uafhængigt civilsamfund centralt i rettighedstilgangen.

Mæt af rettigheder?
Men hvilken forskel gør rettighedstilgangen for verdens fattige? Er økonomisk vækst ikke nok?

Især på tre områder gør rettighedstilgangen en stor forskel for fattige mennesker: den ændrer på samfundets strukturer og kan være med til at sikre en bedre fordeling af ressourcer, den understøtter demokrati og den er bæredygtig.

En rettighedstilgang ændrer på samfundets politiske, økonomiske og sociale strukturer.  Både i forhold til staten og civilsamfundet, men også nok så ofte i forhold til den private sektor. I Bangladesh har tusindvis af børnearbejdere f.eks. organiseret sig og har dermed fået adgang til uddannelse, bedre arbejdsforhold og mere i løn. Og de har oprettet deres egen bank.

Ved en gennemgang af Bangladesh’ opfyldelse af FN’s Børnekonvention i 2001 blev børn taget med på råd. Som resultat blev ægteskab mellem børn i fem af landets regioner forbudt. I dag er cirka 90.000 børn organiseret i børneråd i Bangladesh og indgår i udarbejdelse af landets politikker på nationalt og lokalt niveau. Et resultat er, at fysisk straf blev forbudt i skoler i Bangladesh forrige år.

Rettighedstilgangen understøtter således et lands demokratiske udvikling ved at inddrage de mest sårbare og fattige mennesker. I Guraghe i Etiopien har børn – med støtte fra Red Barnet – oprettet et børneparlament. Her diskuterer børnene med hinanden og er i dialog med den lokale regering og andre voksne. Der bliver nu lyttet til børnene, som for første gang anerkendes som vigtige medspillere i udviklingen af lokalsamfundet. Resultaterne heraf er bl.a., at flere børn bliver sendt i skole, og at der nu er oprettet børnehaver til de mindste børn.

En vigtig pointe er således, at bistand, der tager udgangspunkt i en rettighedstilgang, er langsigtet og bæredygtig, fordi den både ændrer samfundets strukturer, og fordi den styrker de fattiges stemme. Kan man forestille sig, at børnene i Bangladesh eller i Etiopien ikke længere ønsker medindflydelse?  Eller at regeringen i Bangladesh pludselig igen gør det lovligt at slå børn i skolerne? Næppe.

Et godt eksempel på, at rettighedstilgangen er bæredygtig, er støtten til uddannelse. En rettighedstilgang til uddannelse arbejder f.eks. med forældrenes og børns forståelse for vigtigheden af uddannelse, støtter forældre-lærerråd og sammen med lokale civilsamfundsorganisationer sikrer, at lokalregeringerne over en årrække tager politisk og økonomisk ansvar for skolerne. I Etiopien betyder det, at skoler, som Red Barnet var med til at etablere for 10 år siden, fortsætter i dag – og endda med meget større kapacitet end dengang – uden nogen støtte fra Red Barnet.

En rettighedsorienteret bistand kan med andre ord betyde reelle, positive og langvarige forandringer for fattige menneskers liv. Økonomisk vækst er nødvendig og vigtig, men vækst leder ikke i sig selv til velfærd for alle. I dag bor 72% af verdens fattigste i middelindkomstlande som Kina, Indien, Nigeria og Pakistan. Hvis vi skal bekæmpe fattigdom, viser erfaringer, at rettighedstilgangen er en brugbar vej. Ikke på bekostning af vækst, men sammen med et klart fokus på at øge de fattige landes økonomiske vækstpotentialer.

Rettigheder koster
Men der er naturligvis også udfordringer og dilemmaer ved at arbejde rettighedsbaseret. For de fleste donorer, ngo’er og partnerlande er det en udfordring at gå hele vejen fra lovfæstede rettigheder på papiret til konkrete ændringer i folks hverdag.

Det kræver institutioner på både nationalt og lokalt niveau, det kræver penge og ekspertise, og det kræver viden hos de offentlige ansatte og hos borgerne. Alt for ofte fokuseres der kun på dele af pakken, som når ngo’er oplyser kvinder om deres rettigheder, eller når store donorer støtter centraladministration i et givet land. Begge dele er prisværdige, men hvis institutionerne – og mekanismerne, der skal sikre, at kvinder tør og har mulighed for at bruge disse – ikke er til stede, skaber det ikke reelle forandringer i kvindernes liv.

En rettighedstilgang kræver også svære valg. Rettigheder koster penge, og derfor er det nødvendigt at vælge, hvilke rettigheder der er vigtigst at arbejde for. Valgene kan være svære, for hvad er vigtigst: børns ret til uddannelse eller kvinders ret til at leve et liv uden vold? Det svære valg får en yderligere dimension, når kræfter i landene vil indskrænke borgernes rettigheder, som vi oplever i Uganda lige nu, hvor aktører arbejder for at indføre dødstraf for homoseksualitet. For bør den danske regering yde økonomisk støtte til et land, hvis staten systematisk krænker en gruppes rettigheder?

Positivt vendt kræver rettighedstilgangen, at man som donor og modtagerland kontinuerligt holder sine prioriteter for øje og foretager valg og fravalg. Det betyder også, at man bliver nødt til at tænke helhedsorienteret og langsigtet. Begge dele har alle udviklingsaktører kun gavn af at blive holdt fast på.