Virksomheders ansvar for børn

© UNICEF/NYHQ2009-0870/SokoL
• Børnerettighedsprincipperne er blevet til på baggrund af en lang proces i 20 lande, hvor en række forskellige aktører har været involveret.
• Over 600 virksomheder, myndigheder, organisationer, fagforeninger og ikke mindst børn og unge er kommet til orde.
• I alt har flere end 1.000 mennesker bidraget til processen.
Red Barnet, Unicef og FN’s Global Compact-initiativ lancerer nu en række principper for, hvordan virksomheder skal tage ansvar for at beskytte børns rettigheder i hele verden. Det stiller større krav til virksomhedernes sociale ansvar.
Virksomheder skal være særligt opmærksomme på at beskytte børns rettigheder i de lande, de arbejder i.
Derfor har Red Barnet sammen med Unicef og FN’s Global Compact-initiativ lanceret ti børnerettighedsprincipper, som vi præsenterer på en nordisk konference i Stockholm i dag.
Læs rapporten om børnerettighedsprincipperne her
- Virksomheders måde at arbejde på har stor betydning for børns liv verden over. Med de nye børnerettighedsprincipper slår vi fast, at det kræver et særligt fokus fra virksomhederne at beskytte børn, siger Morten Kjær Petersen, kommunikationschef i Red Barnet.
- Tidligere har det først og fremmest været børnearbejde, der var børnetemaet for virksomhedernes sociale ansvar. Men med de nye principper viser vi, at børns rettigheder handler om mere end børnearbejde. Det handler f.eks. også om, at virksomheder skal tage ansvar for børns sikkerhed og miljøet i de områder, hvor de arbejder; og at virksomheder i deres markedsføring respekterer børns rettigheder, siger Morten Kjær Petersen.
FN – en vigtig medspiller
Børnerettighedsprincipperne er første skridt på vejen mod en verden, hvor virksomheder er med til at beskytte børns rettigheder. På den vej er FN en meget vigtig medspiller. Senest har FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, opfordret virksomheder i hele verden til at slutte op om de ti principper:
- Det betyder meget at have FN som partner i arbejdet om børnerettighedsprincipperne. For det gør, at vi kan komme langt ud til virksomhederne med vores budskab, siger Morten Kjær Petersen.
Men samtidig mener Red Barnet, at der skal mere end principper til for at få virksomhederne til at opføre sig ansvarligt over for børn.
- Principper er én ting. Handling er noget andet. Derfor skal vi nu i gang med – i samarbejde med de andre organisationer og virksomhederne selv – at udarbejde en række værktøjer, der skal vise, hvad virksomhederne helt konkret skal gøre, hvis de vil tage børns rettigheder alvorligt, siger Morten Kjær Petersen.
En håndsrækning til virksomhederne
Red Barnet har indtil videre kun fået positive tilbagemeldinger på principperne fra virksomheders side.
- I Red Barnet håber og tror vi, at mange virksomheder vil se det her som en positiv håndsrækning i deres CSR-arbejde. Og børnerettighedsprincipperne er jo kun første skridt på vejen. Når virksomhederne på et senere tidspunkt står med et konkret sæt af værktøjer, så bliver det lettere for dem at tage fat de rigtige steder, siger Morten Kjær Petersen.