Amar har overlevet flugten
05-03-2012
Jeg troede aldrig, jeg ville overleve det, fortæller tiårige Amar om flugten fra Syrien til Libanon. Foto: Diaa Malaeb/Save the Children
Tiårige Amar er sammen med sine forældre og fem søskende er flygtet fra volden i Syrien. Livet som flygtninge er hårdt, men Red Barnets specialklasser og særlige områder for børn er et lys i mørket.
Amar er bare et ud af de tusinder af syriske børn, som har måttet flygte fra volden i Syrien og søger sikkerhed på den anden side af grænsen.
I de seneste seks måneder har tiårige Amar, hendes forældre og fem søskende søgt tilflugt i det nordlige Libanon.
Det, der engang var en privatskole, er nu et improviseret tilflugtssted for 15 familier, eller 80 mennesker, hvoraf 60 er børn.
For Amar er hjem nu et forhenværende klasseværelse, et rum, hvor alle familiens ni medlemmer bor.
Storebror udsat for tortur
Tilflugtsstedet er fugtigt og koldt, regnen drypper ind gennem taget, og den kolde vind blæser ind gennem de knuste ruder, selv om familierne har prøvet at holde den ude ved at hænge lagner for.
Amar har seks søskende – fire søstre og to brødre, fra den yngste på to år til Muhammad på 21 år, der er den ældste.
Muhammad er blevet offer for volden i Syrien. I fire måneder sad han i fængsel i Homs, hvor han blev tortureret og fik elektriske stød. Han er stadig i Syrien, og familien måtte rejse uden ham.
Der er håb
Amar mindes sit gamle hjem og familiens flugt til Libanon. Hun siger, at hun uden hjælp fra Red Barnet ville bruge al sin tid på at tænker på sin bror i Syrien.
- Jeg vil aldrig glemme, hvordan vi forlod Tal Kalakh. Det, der gjorde mig mest bange, var da vi skulle krydse den store flod mellem Syrien og Libanon. Jeg troede, jeg ville drukne, fordi vandet var så dybt. Jeg troede aldrig, jeg ville overleve det, fortæller Amar og fortsætter:
De har svært ved at vænne sig til deres nye tilværelse som flygtninge, bekræfter Amars mor, Badrya.
Hendes to yngste piger, Amar og hendes 12 år gamle søster Aya, holdt op med at gå i libanesisk skole. De blev nemlig mobbet af de lokale børn, fordi de ikke taler fransk. Og fordi undervisningen foregik på fransk, var det også fagligt svært at følge med.
De droppede derfor skolen, men startede til gengæld i en af de specialklasser for syriske flygtningebørn, der er en vigtig del af Red Barnets arbejde.
- Aya og Amar har lært at tale fransk og mødt nye venner takket være Red Barnets projekt og den regelmæssige opfølgning fra socialrådgiverne. Der er en lille smule håb, i det mindste for dem, og det gør mig glad at se dem smile, når de kommer tilbage til lejren her, siger deres mor.
Det bedste, der er sket
For 12-årige Aya har Red Barnets arbejde også betydet rigtig meget.
- Da vi rejste fra Tal Kalakh, tog vi hjem til min tante, og jeg kan huske skuddene. Jeg var dødsens bange. Jeg er så ked af at se, hvad der sker med mit land, og jeg er bekymret for min bror. Det, der gør mig meget glad nu er at komme til undervisningen i specialklasserne og i de særlige områder for børn. Det er det bedste, der er sket for mig, siden vi kom til Libanon, siger hun.
Amar er bare et ud af de tusinder af syriske børn, som har måttet flygte fra volden i Syrien og søger sikkerhed på den anden side af grænsen.
I de seneste seks måneder har tiårige Amar, hendes forældre og fem søskende søgt tilflugt i det nordlige Libanon.
Det, der engang var en privatskole, er nu et improviseret tilflugtssted for 15 familier, eller 80 mennesker, hvoraf 60 er børn.
For Amar er hjem nu et forhenværende klasseværelse, et rum, hvor alle familiens ni medlemmer bor.
Storebror udsat for tortur
Tilflugtsstedet er fugtigt og koldt, regnen drypper ind gennem taget, og den kolde vind blæser ind gennem de knuste ruder, selv om familierne har prøvet at holde den ude ved at hænge lagner for.
Amar har seks søskende – fire søstre og to brødre, fra den yngste på to år til Muhammad på 21 år, der er den ældste.
Muhammad er blevet offer for volden i Syrien. I fire måneder sad han i fængsel i Homs, hvor han blev tortureret og fik elektriske stød. Han er stadig i Syrien, og familien måtte rejse uden ham.
Der er håb
Amar mindes sit gamle hjem og familiens flugt til Libanon. Hun siger, at hun uden hjælp fra Red Barnet ville bruge al sin tid på at tænker på sin bror i Syrien.
- Jeg vil aldrig glemme, hvordan vi forlod Tal Kalakh. Det, der gjorde mig mest bange, var da vi skulle krydse den store flod mellem Syrien og Libanon. Jeg troede, jeg ville drukne, fordi vandet var så dybt. Jeg troede aldrig, jeg ville overleve det, fortæller Amar og fortsætter:
De har svært ved at vænne sig til deres nye tilværelse som flygtninge, bekræfter Amars mor, Badrya.
Hendes to yngste piger, Amar og hendes 12 år gamle søster Aya, holdt op med at gå i libanesisk skole. De blev nemlig mobbet af de lokale børn, fordi de ikke taler fransk. Og fordi undervisningen foregik på fransk, var det også fagligt svært at følge med.
De droppede derfor skolen, men startede til gengæld i en af de specialklasser for syriske flygtningebørn, der er en vigtig del af Red Barnets arbejde.
- Aya og Amar har lært at tale fransk og mødt nye venner takket være Red Barnets projekt og den regelmæssige opfølgning fra socialrådgiverne. Der er en lille smule håb, i det mindste for dem, og det gør mig glad at se dem smile, når de kommer tilbage til lejren her, siger deres mor.
Det bedste, der er sket
For 12-årige Aya har Red Barnets arbejde også betydet rigtig meget.
- Da vi rejste fra Tal Kalakh, tog vi hjem til min tante, og jeg kan huske skuddene. Jeg var dødsens bange. Jeg er så ked af at se, hvad der sker med mit land, og jeg er bekymret for min bror. Det, der gør mig meget glad nu er at komme til undervisningen i specialklasserne og i de særlige områder for børn. Det er det bedste, der er sket for mig, siden vi kom til Libanon, siger hun.
