Thailands fattige i fare

Foto: Jeunsafy Sen/Save the Children
Støt Børnekatastrofefonden
Når de fleste ressourcer bliver brugt på at hjælpe den oversvømmede thailandske hovedstad, Bangkok, risikerer de fattige thailændere og cambodjanere på landet ikke at få den hjælp, de har brug for.
Børn og deres familier i de hårdest ramte områder nord for Bangkok risikerer ikke at få den fornødne hjælp, og 800.000 børn er allerede i fare.
Lige nu bruger den thailandske regering de fleste ressourcer på at hjælpe i hovedstaden. Men i takt med, at vandet også stiger i områderne nord for Bangkok, bliver flygtningefamilier tvunget til at flygte igen flere gange.
Også nogle af Cambodjas fattige landområder er hårdt ramt.
- Vi er dybt bekymrede for de mange tusinder af fattige børn og familier i landområderne i både Cambodja og Thailand. Lige nu er der fokus på situationen i Bangkok, men behovet for hjælp til de fattige folk i landområderne er enormt, siger Jonas Keiding Lindholm, vicedirektør for nødhjælp i det internationale Red Barnet – Save the Children.
Jonas Keiding Lindholm er netop vendt hjem fra Cambodja, hvor han har ledet vores hjælpeindsats.
Børn kan blive væk fra forældrene
Red Barnet har arbejdet i Thailand i 30 år og yder nødhjælp og opretter særlige beskyttede områder for børn.
Det er meget vigtigt, at børnene i denne traumatiske situation har et sted, hvor de kan lege, føle sig trygge og få talt om deres frygt.
En anden risikofaktor er, at børn bliver væk fra deres forældre, fordi så mange flygter fra oversvømmelserne på én gang. Derfor er vi i gang med at sprede information om, hvordan man undgår, at børn bliver adskilt fra deres familie.