Børn kan redde hundredtusindvis fra kolera
- Det, at 400.000 risikerer at få kolera er lige nu det værste scenarie, vi kan forestille os. Men ved at lære børn om sygdommen, smitten og behandlingen, har vi muligheden for at skabe en anden virkelighed ved at nedbringe antallet af smittede. Vi ved, at børn og unge har helt utrolige evner til at påvirke deres familier og deres lokalsamfund, siger Jette Bjerre Kjertum, programkoordinator for Haiti, Red Barnet.
Siden koleraudbruddet begyndte har Red Barnet oprettet særlige kolera-behandlingscentre i sårbare områder. Vi har øget vores hygiejne-kampagner i lejre, fattige områder og på skoler, som er helt afgørende for at mindske smitten. Ligesom vi har bygget flere toiletter og fortsat leveringen af rent drikkevand
Oplysning reddede Wawin
11-årige Wawins var den første patient, der blev behandlet på et af Red Barnets koleracentre. Han havde hørt godt efter budskaberne om kolera i skolen og i radioen, og derfor tog han hurtigt affære, da han begyndte at få ondt i maven.
Og Wawins opmærksomhed betød, at han genkendte symptomerne så tidligt, at det kan have reddet hans liv. Efter tre dages behandling på koleracenteret kom han hjem til sin familie igen – helt rask.
- Folk skal vaske deres hænder hele tiden – ikke kun efter de har været på toilettet, men også når de kommer ind fra gaden. Og så skal de søge hjælp med det samme, hvis de bliver syge, fortæller Wawin.
Ifølge de haitianske myndigheder har flere end 18.000 mennesker har indtil nu været smittet med kolera i Haiti. Flere end 1100 er døde som følge af sygdommen, der forårsager kraftig diarre, der kan dræbe en voksen på tre timer, hvis den ikke bliver behandlet.
